Danske fotografer vinder masser af priser, men er der gået præmiefeber i dem? Fotograferer de efterhånden for hæderen og ikke for historien? Sådan lyder spørgsmålene i branchen efter et årti med dansk fotografi i verdensklasse.

VINDERE. Den et-årige dreng lå med hovedet vendt på siden. Han så ud, som om han sov, men han var død. Seks hænder var i færd med at trække et ligklæde over ham.

Fotograf Erik Refner fik faderens tilladelse til at tage billeder af forberedelserne til begravelsen i den pakistanske flygtningelejr Jalozai. Et af billederne blev kåret til verdens bedste i 2001 i konkurrencen World Press Photo.

Da Erik Refner vandt, var det særlige ikke, at en dansk fotograf høstede en af verdens mest prestigefyldte priser. Dem havde der allerede været flere af på det tidspunkt. Det særegne var, som mange også noterede sig, at han stadig var studerende, da han steg op på scenen i Amsterdam for at modtage sin hyldest.

At danske fotografer hører til i verdenseliten, har været en kendsgerning siden midten af 1990erne. Senest kunne fire danske fotografer vende hjem med hæder fra World Press Photo-konkurrencen i år.

Vinderfotograferne er fostret af et lille, talentfuldt miljø af danske fotografer – et miljø kendetegnet ved gensidig hjælpsomhed og inspiration. Man udveksler viden og idéer og glæder sig over hinandens anerkendelser.

Men de mange prestigefyldte sejre har også en bagside. For nogle skaber de misundelse, nid og nag. En fotograf, som ikke ønsker at blive nævnt ved navn i denne artikel, taler om, at der er opstået hysteri omkring det at vinde priser.

Også Joachim Ladefoged har oplevet kolleger reagere stærkt på priserne.

»Jeg har oplevet en fotograf græde, fordi han ikke vandt. Jeg har oplevet en foto-journalist drikke sig skidefuld og svine folk til, fordi vedkommende ikke vandt. Jeg har set fotografer blive uvenner over priser. Jeg kan frygte, at de her priser er ved at blive for vigtige i forhold til det at fortælle historien. At man tager af sted med det for øje at vinde en pris, snarere end at man har en historie at fortælle,« siger Joachim Ladefoged.

Ifølge næstformanden i Pressefotografforbundet, Søren Skarby, ligger trangen til ros dybt i fotografer. For nogle bliver sulten efter anerkendelse ualmindeligt stor.

»Vi vil alle sammen gerne roses – og gerne rigtig meget. Og der er helt klart nogle, der ligger i NATO-stilling, når vi offentliggør Årets Pressefoto,« siger Søren Skarby.

Vinderne af Årets Pressefoto offentliggøres fredag den 3. marts. Med 3.431 tilmeldte billeder slog konkurrencen alle tidligere rekorder.

»Man kan ikke beskylde nogen for at gøre fotografiet til en sportsgren, for det kan jo ikke bevises. Men man kan få en mistanke om, at det sker. Vi er i hvert fald ikke i tvivl om, at folk sender billeder ind afhængigt af, hvem der er dommer. Det, som kan gøre mig bange, er, at man kan komme til at vælge et billede efter, hvor man tror guldet er, i stedet for at tage det for billedets egen skyld,« siger Søren Skarby.

Erik Refner er træt af at høre om fotografer, som tager billeder for at vinde en pris uden at have hjertet med.

»Det hørte jeg rigtig meget, da jeg lige havde vundet prisen, og det må komme fra en lille, forsmået fotograf, der føler sig forbigået, eller fra folk, der ikke kender mig. Jeg blev dybt skuffet over, at folk kunne tænke, at det var grunden til, at jeg fotograferede. Det gik mig virkelig meget på. Men nu hører jeg det heldigvis ikke så meget mere. Jeg tror ikke, du kan tage stærke, emotionelle billeder, hvis du ikke har dit hjerte med,« siger han.

Det var Joachim Ladefogeds to priser i World Press Photo i 1997, der for alvor satte andre danske fotografer på erobringstogt. Joachim Ladefoged var dog langtfra den første. I 1955 vandt Mogens van Haven som den første dansker World Press Photo of the Year, og senere har blandt andre Erik Parbst, Ole Lind og Søren Lorenzen hentet priser hjem.

Det interessante ved det seneste årti er mængden af danske fotografer, som er så dygtige, at deres billeder brænder igennem internationalt. Og blandt de yngre fotografer er der ligefrem opstået et hierarki over, hvilke kategorier det er fedest at vinde.

De 'nemme' er portrætter, kunst og underholdning samt sport. De 'tunge' er ‘people in the news', ‘general news' og ‘daily life'.

Også selve konkurrencerne, som der også er kommet flere af gennem årene, er rangordnet – med World Press Photo i toppen.

Priserne betyder meget for de unge fotografer, medgiver Søren Pagter, der er leder af Journalisthøjskolens fotojournalistlinje. Men det ser han absolut ikke som noget problem.

»Hvis de ikke vinder, bliver de skuffede. Heldigvis. Ellers havde de ikke ambitioner nok. Det er klart, at de bliver ret fokuserede på den gulerod, som det er at vinde en pris. Specielt i vores verden, hvor der ikke er uanede muligheder for at få offentliggjort sine billeder. Men det har jeg ingen problemer med overhovedet. Tværtimod. Jeg synes, det påvirker dem positivt. De bliver inspireret af de andre dygtige fotografer, de diskuterer billederne, etikken, idéerne og det at fortælle gode historier med billeder. Det er meget, meget sjældent, at nogen vinder en konkurrence, hvis billedet ikke er taget med hjertet.«

En af Søren Pagters elever er Henrik Kastenskov, tidligere praktikant på Morgenavisen Jyllands-Posten. Han siger:

»Nogle gange ser jeg billeder eller opgaver, der ligger på tegnebrættet, hvor man kan se, at vedkommende har tænkt i pris-baner, men langt de fleste kolleger er renhjertede og eftertænksomme og ser ikke priserne som et mål i sig selv.«

Henrik Kastenskov er to gange blevet nomineret til Årets Pressefoto. Alene det at blive nomineret var for ham et så stort kollegialt skulderklap, at det overskyggede skuffelsen over ikke at vinde.

»Man drømmer da om at tage det kanonbillede, der åbner døren. Der er kommet en voldsom ambition om at være supergod. Det er godt. At sjaske noget gennem kameraet og sjofle de folk, der stiller sig til rådighed, ville da være værre end at have ambition. Og ja, vi konkurrerer meget internt, men vi er også meget gode til at inspirere hinanden og hjælpe hinanden,« siger han.

Arbejdsmæssigt sparkede den eftertragtede pris Erik Refners karriere fem år frem, siger han.

For Joachim Ladefoged betød prisen ved World Press Photo, at hans internationale netværk voksede, og at han fik mulighed for at møde billedredaktørerne på prestigefyldte magasiner. Men efterhånden er danske billedredaktører blevet så vant til priserne, at de ikke ligger på maven for fotograferne.

»Jeg ved godt, at det at vinde priser kan være med til at give aviserne eller bladene, man arbejder for, noget credit. Det kan også åbne nogle døre for en selv. Men de unge fotografer skal heller ikke være naive og tro, at man kan alt, bare fordi man vinder World Press Photo,« siger Joachim Ladefoged.

Det kan Casper Dalhoff skrive under på. I 2002 vandt han førstepladsen i kategorien 'daily life stories'. Det skete som freelancer, og med prisen i hånden voksede hans forventninger:

»Jeg troede, det ville betyde en hel masse for mig og min karriere. At det åbnede døre op til kunder. Men jeg fik ikke særlig mange nye kunder af det. Til gengæld var dem, jeg havde, stolte af at have mig,« siger han.

For nylig gik Casper Dalhoffs drøm i opfyldelse. Morgenavisen Jyllands-Posten fastansatte ham.

»Jeg vil gerne vinde priser, og det irriterer mig, hvis jeg ikke får den anerkendelse, jeg mener, mine billeder bør få. Især som freelancer er den vigtig. Jeg kan godt fornemme, at folk gerne vil vinde priser. Og jeg kan også godt se, at nogle går meget op i det. Men så længe det er med til at fremme kvaliteten, så synes jeg, det er helt i orden. Det handler om at blive bedre, og det motiverer mig, at der kommer nogen fra skolen og puster mig i nakken. Hvis jeg var den eneste, der havde vundet World Press Photo i Danmark, så kunne jeg måske slappe af, men sådan er det ikke.«

* Årets vinderbilleder kan ses på World Press Photos hjemmeside her.
* Se en oversigt over samtlige danske modtagere af priser og hædrende omtale gennem World Press Photos historie her.