Klokken 10.40 Jeg er kommet til Nyborg Strand i god tid for at forberede min dagbogsdækning og lave en deal med åbningstaleren, Poul Nyrup Rasmussen, som skal på klokken 11. Da jeg indledningsvis skal bedrive politisk journalistik, gælder det om at sætte dagsordenen. Det har jeg for nylig læst et sted, og min plan er at tilbyde ham positiv omtale i min dagbog, hvis han til gengæld røber den sande historie om sit forhold til cykelhjelme.

Klokken 11.02 FagFestivalen starter, DJ-formanden byder velkommen, og den politiske journalistiks hovedproblem går op for mig. Hvordan sætter journalisten dagsorden med et fraværende offer? Statsministeren er her ikke.

Klokken 11.05 Statsministeren træder op på scenen og affører sig et medbragt mikrofonanlæg, fordi der i forvejen er rigeligt med mikrofoner ved talerstolen. Han fremviser et bekymret ansigt og siger, at han ikke ved, hvad han skal tale om. Med diskrete fagter og telepati får jeg sporet ham ind på cykelhjelmen, og nu røber Nyrup for første gang, at det var en færdselsbetjent, som mod bedre vidende gav ham en for lille hjelm. Betjenten mente, at ingen ville opdage, at hjelmen var for lille. Beretningen lader tilhørerne ane første fase af en ærgerrig justitsministers rænkespil, men herom må offentligheden selv dømme. Jeg kan kun lægge tingene frem.

Klokken 12.00 Møde i restauranten med tre håndmadder. Det er daglig kost, men motorvejscafeterierne er overhalet af, at her på Nyborg Strand er madderne på tallerken og ikke i plastic.

Klokken 12.50 Ny Guinness-rekord. 150 mennesker presser sig sammen i lokale G, som er designet til knap 50 personer. En oplægsholder fra Politiken siger, at læseren er den vigtigste, mens journalisten bare er vigtig (d.v.s. en blærerøv). Hans kollega fra Press ser journalisten som den vigtigste, uden at denne dog skal spille klogere, end han/hun er. Så er det to universitetslæreres tur til at spille klog. Den ene har hjemmefra sat ikke bare røde streger, men lavet røde bogstaver og sætninger ud af de suspekte passager, som forekommer ham for subjektive og manipulerende. Og han er god til at se rødt.
Jeg mærker mig, at Press-redaktøren fremhæver en Rifbjerg-artikel i sit blad som væsentlig. Rifbjerg er nok en af Press´ kloge læsere.
"Ham bør man lytte til," siger redaktøren.

Klokken 15.10 Debatten er slut. Tissepause.

Klokken 15.12 Sprogmanden Jørn Lund og de kolleger, som ikke tisser, er i fuld gang med at rode rundt i det danske sprogs fallitbo. Alt er i forfald, men Lund kan berolige (han er jo både professoral og encyklopædofil):
"Det er udviklingen, kære børn, den kan vi ikke stampe imod! Og så råder han journalister fra at skrive f.eks "godt 50" eller "knap 50", for det forstår ungdommen ikke. (Det skulle jeg bare have vidst klokken 12.50!) Han forklarer også, at det nu er en menneskerat at sige "prast". Gad vist, hvad der kommer til at stå på vores næste prassekort.

Klokken 16.25 Går direkte og uden tissepause til audiens hos en anden professor ved navn Anker Brink Lund. Han er allerede dybt inde i sin analyse af de danske nyhedsmediers forhold til forbrugerne. Og det passer åbenbart som en højresko på venstre fod. Nyheder er ikke alene fordærvelige, de er også fordærvende, mener han. Men så er det måske heldigt, at forbrugerne synes at sætte deres egen dagsorden. De vurderer og bruger nyhederne på en anden måde end den, nyhedscheferne regner med. De er stort set ligeglade med breaking news og konflikter. De vil have jordskælv og nyheder, som giver dem sammenhæng i tilværelsen. "For at undgå tidsspilde, må vi have bedre ledere i medierne," siger Anker Brink Lund. Jeg forstår ikke helt sammenhængen.

Klokken 18.28 Og dog! Nogen gange skal livet forstås bagfra. En mig ubekendt yngre kvinde standser mig i vandrehallen, roser mine tv-indslag og udtrykker ligefrem ønske om, at der var nogle flere af slagsen. Se, hende ville jeg gerne have til leder! Jeg tror, at megen tids- og andet spild samt medarbejderfrustrationer ville kunne undgås i hvert fald for mit vedkommende. For er der noget, der kendetegner de store medier, så er det, at de er dårlige til at udnytte medarbejdernes potentialer. Men frustrationer er nok ikke et emne for en FagFestival.

Klokken 19.00 Fed and og tør laks, eller også var det omvendt.

Klokken 22.30 Komikerne Strengedrejerne runder en indsigtsfuld dag af med interessante oplysninger om, at provinsjournalister ikke har mange rubrikker at flytte rundt med, og at kvindelige journalister forholder sig kritisk til deres kilder. Jeg kender nu også nogle, der plejer og dyrker deres kilder.

Klokken 23.45 Fra min seng ser jeg de sidste minutter af DR 2s Deadline. Barbara Gram har fundet det væsentligt at interviewe Klaus Rifbjerg. Han siger: "Der er megen støj i pressen. Alt skal gå så hurtigt. Tag fri fra tv og læs en bog!"

Klokken 23.50 Jeg følger hans råd – delvist. Slukker og får en god nats søvn.