Lars Tunbjörk har været på rejse. Den startede i Liverpool med dystre sort-hvide fortællinger og er endt i barndomshjemmet med billeder af gardiner, gulvtæpper og hæk.

"Er du holdt op med at kunne li' andre mennesker?"

Den magre svenske fotograf Lars Tunbjörk kigger op på tilskuerrækkerne, hvor spørgsmålet kommer fra. Vi har siddet i mørke i auditoriet i en time. Set Tunbjörks fotografier fra de seneste 15 år af hans fotografiske liv.

"Ser det sådan ud," spørger Lars Tunbjörk.

"Ja. Hvis du fortsætter i samme retning, sidder du på et tidspunkt og fotograferer ned i gulvet," lyder svaret.

Der bliver fnist rundt omkring.

Tunbjörk roder lidt i det store pjuskede hår.

"Jeg må gå denne her line ud. De sidste billeder var en slags terapi."

Tunbjörks fotografiske karriere har været en rejse. Fra Liverpool i England, Krakow i Polen, via det meste af Sverige til kontorlandskaber i New York, Tokyo og Stockholm for til sidst at ende i barndomshjemmet. Indtil videre. Men det har også været en tur indad. Tættere og tættere på Lars Tunbjörk.

Billederne har tydeligvis splittet de mellem 50 og 100 tilstedeværende. Primært pressefotografer.

"De første sort-hvide, synes jeg, er fantastiske. Men de sidste billeder fatter jeg ikke en skid af," lyder det fra bagerste række.

Lars Tunbjörks første store projekt var i den fattige del af Liverpool. Han fortalte om arbejderklassen med sort-hvide billeder. Da han kom hjem, komponerede han en 20 minutters stillbilledfilm til svensk tv. Tunbjörk blev rost til skyerne.

Han vendte tilbage til Liverpool, viste billederne på en pub i det område, han havde været, og in-gen forstod et klap. Det var ikke deres liv.

"Jeg ved stadig ikke i dag, hvad de mente. Men jeg kom til at tænke på, at jeg ikke kendte deres hi-storie og baggrund. Derfor besluttede jeg mig for at rejse tilbage til Sverige og fotografere det land, jeg kender."

Tunbjörk rejste rundt i Sverige og fotograferede – nu med farvefilm. Supermarkeder, druk og sommerland. Ofte uden menne-sker, men med baglokaler, stuer og gadebilleder smækfyldt med detaljer.

"Efter noget tid kom mæthedsfølelsen. Billederne blev mørkere og mørkere," siger Tunbjörk.

Det var i starten af 90erne, og Lars Tunbjörk besluttede i stedet at vise noget, alle kunne forholde sig til. Han ville gå fra billeder af fritid til billeder af arbejde. Der, hvor vi tilbringer det meste af vores liv.:
Kontoret.

"Der findes arbejdspladser, som kan fremkalde meget stærke følelser. Sygehuse og sådan noget. Det kan kontormiljøer ikke."

Han startede i Stockholm og rejste videre til New York og Tokyo. En stor del af billederne var uden personer. Understellet til et bord. Et gulvtæppe og en væg. Et mødelokale. Som monumenter over kontortidsalderen.

Efter kontorprojektet bevægede Tunbjörk sig endnu længere væk fra de dokumentariske menneskeskildringer.

Det næste stop var barndomshjemmet. Og de, der undrer sig over et tomt mødelokale, vil forbavses endnu mere, når de ser Tunbjörks barndomshjem gennem hans egne letvægtsbriller. I forgrunden en grøn hæk og i baggrunden taget af huset. Eller billedet af blomsterbedet og det totale nærbillede af det broderede mønster på lænestolen.

Billeder, som får en af publikummerne til at spørge, om Lars Tunbjörk fotograferede som fem-årig.

"Jooo," svarer svenskeren.

"For billederne ligner de billeder, jeg tog som fem-årig. Det er meget spændende," siger manden.

Tunbjörk lyser op.

"Ja, ja. Jeg er meget inspireret af min datter."

"Hvilken type fotograf opfatter du dig selv som?" spørger en anden.

"Jeg ser mig faktisk som journalist," siger Tunbjörk, der dog senere korrigerer til "dokumentarist". Han understreger, at det ikke er kunst, han laver, men fotografier til aviser, magasiner og andre medier.

"Jeg beretter om hverdagen. Specielt miljøer, som er det mest hverdagsagtige."

Den danske fotograf Henrik Saxgren rejser sig fra forreste række og kigger op på sine kolleger.

"Som dokumentarfotografer har vi en forbandet pligt til at dokumentere vores egen tid og ikke efterstræbe at få verden til at ligne et fotografi fra 50erne. Lars har taget den opgave på sig, og derfor er han en af de vigtigste dokumentarfotografer, vi overhovedet har."

Showet er slut, og de fleste klapper. Selv alle dem, der ikke forstod noget.

BLÅ BOG
Lars Tunström, 46 år, bor i Stockholm med sin kone og to døtre i en lejlighed.

Lars Tunbjörk har ingen fotografuddannelse. Han startede på Borås Tidning som 15-årig, hvor han var fotograf som ferieafløser. Da han afsluttede gymnasiet, blev han fastansat på avisen.

To år senere slog han sig ned som freelancefotograf i Stockholm. Det har han været siden.

Lars Tunström har udgivet fem bøger. De to seneste "Office/Kontor" og "Home" er fra i år. Derudover har hans billeder været udstillet over det meste af verden gennem de seneste 10-15 år.