search

Med livet som indsats

I en lang række lande og konfliktområder er det for en journalist med livet som indsats at passe sit arbejde

158 mediearbejdere, heraf langt de fleste journalister, måtte sidste år betale den højeste pris for deres arbejde. For i en lang række lande og konfliktområder er det for en journalist med livet som indsats at passe sit arbejde. På pressefrihedsdagen den 3. maj må jeg derfor i år endnu engang understrege nødvendigheden af, at det internationale samfund veksler ord med handling i arbejdet for journalisters sikkerhed.

År efter år ser vi fortsat disse høje tal for myrdede journalister, og sidste år var det især Syrien, hvor arbejdet som journalist er livsfarligt: 35 blev slået ihjel i Syrien, og det fortsætter i år. Dansk Journalistforbund har som et helt særligt initiativ åbnet for, at en gruppe syriske journalister kan blive medlemmer af en særlig solidaritetsgruppe i DJ og dermed få adgang til det internationale pressekort, som kan gøre en forskel i den beskyttelse, de har brug for.

Danske journalisters indsamling til DJs safety fund har ligeledes betydet, at der har været resurser til at bringe flere syriske journalister i sikkerhed. På DJs delegeretmøde i sidste uge blev der indsamlet 615.000 kroner til dette safety arbejde, som det sidste halvandet år har været med til rundt omkring i verden at bringe 68 journalister i sikkerhed.

Dette helt nødvendige arbejde skal vi fortsætte, nemlig at give den hjælp, truede journalister har brug for, når de er forfulgt af myndigheder, kriminelle og andre, som er parate til at gå til yderligheder for at forhindre den frie presses arbejde. Samtidig skal der sættes ind med en kombination af sikkerhedstræning med advokathjælp, netværk m.m. for at klæde journalister på når risikable situationer opstår. 

Ud over Syrien er det farligst at være journalist i Somalia, Pakistan, Nigeria, Mexico og Brasilien. Her som mange andre steder oplever vi stadig, at mordene kun i ringe omfang efterforsket og skyldige retsforfulgt. Så længe myndighederne tillader overgreb på journalister i det omfang, vi ser i dag, er det umuligt for alvor at komme disse overgreb til livs.

I centralasiatiske lande som Turkmenistan og Usbekistan er det en hovedregel, at journalister bliver myrdet, fængslet og tortureret eller sendt i eksil alt sammen så effektivt, at det dræber et hvert tilløb til fri presse.

Det handler således ikke kun om mord, men også om et langt større antal fængslinger, hvor alene Tyrkiet arresterer journalister i bundter og i perioder har haft over 70 journalister siddende i fængsel, mens hundredevis venter på en tvivlsom rettergang. Endnu tættere på inden for EU’s fællesskab har vi med de nye forfatningsparagraffer i Ungarn oplevet indgreb mod pressefriheden, og kan Ungarn få lov, er der ikke lang vej, før flere lande i området følger efter. Derfor er det så vigtigt, at EU-politikerne ikke kun retorisk, men også i handling gør det klart, at det er den gale vej.

Her kan elementer fra EU-rapporten om mediefrihed og pluralisme som grundlag for det europæiske demokrati gøre en forskel.

Vi skal i Danmark fortsatte kæmpe for pressefrihed også i andre lande. Det er værd at huske på i dag, hvor det er international pressefrihedsdag.

Med livet som indsats

I en lang række lande og konfliktområder er det for en journalist med livet som indsats at passe sit arbejde

Siden marts 2003 er mindst 66 mediefolk blevet dræbt i Irak – 18 af amerikanske soldater.

KRIGSZONE. Det begyndte som en helt rutine-mæssig opgave. Irakisk politi var i kamp med bevæbnede mænd i det vestlige Bagdad, og det forlød, at to betjente var dræbt. Det var den 28. august, og nyhedsbureauet Reuters satte to mand på opgaven: Kameramand Haider Kadhem, 24, og lydmand Waleed Khaled, 35.

Da de nærmede sig gerningsstedet, havde amerikanerne sat en vejspærring op, og her gik det galt. Soldaterne åbnede ild mod de to Reuter-stringere. Haider blev lettere såret, Waleed blev dræbt på stedet, ramt i ansigtet og brystet.

Han er den fjerde Reuter-stringer, der er blevet dræbt af amerikanerne, og den seneste i rækken af de i alt 66 mediefolk, der ifølge Reporters sans frontières har mistet livet i Irak under udførelsen af deres arbejde, siden krigen begyndte i marts 2003.

Til sammenligning kostede den 20 år lange Vietnam-krig 63 mediefolk livet.

Med få undtagelser er de dræbte mediefolk irakere. Udenlandske journalister bevæger sig kun i yderst begrænset omfang uden for deres beskyttede hoteller eller baser, og de internationale medier benytter typisk irakiske stringere til at gå i marken.

»Vi er i bogstavelig forstand i dobbelt ild,« siger kameramand Saif Fuad Taufiq og hentyder til, at irakere, der arbejder for udenlandske firmaer, er oplagte mål for oprørere.

»Der er allerede mange, der har mistet livet på den konto,« siger han.

Det er godt to år siden, Saif begyndte at arbejde for Reuters, og med jævne mellemrum bliver angsten så stor, at han overvejer at stoppe.

»Men man skal jo leve, og gode jobs hænger ikke på træerne,« siger han.

For et år siden havde han nær mistet livet, da han var på opgave med sin ven Mazen fra den arabisksprogede tv-station Al-Arabiya. En amerikansk tank var blevet sat i brand i Bagdads centrum, og mens Mazen var midt i en stand-up foran det brændende køretøj, omgivet af en flok hujende og jublende unger, lod amerikanerne en mortérgranat eksplodere få meter bag dem.

Saif filmede, da Mazen blev ramt i ryggen af granatsplinter. Mazen tumlede ind over ham. Saif væltede omkuld, tabte kameraet og landede på asfalten med den blødende ven i sine arme.

Mazen døde kort efter. Saif slap med 11 metalstumper i benet og tre i maven.

Oprørere er skyld i hovedparten af de mange drab på mediefolk i Irak. Men i 18 tilfælde er amerikanske styrker de ansvarlige. Ingen af disse sager har imidlertid været genstand for uvildige undersøgelser. De efterforskes af officerer fra samme regiment som de soldater, der har skudt.

I sagen fra august om Haider og Waleed konkluderede amerikanerne, at de to Reuters-stringere havde nærmet sig den amerikanske vejspærring med stor hastighed, hvorpå de efter en hård opbremsning havde sat bilen i bakgear og forsøgt at køre væk. Desuden havde en af dem lænet sig ud ad bilvinduet med noget, der tilsyneladende var et våben.

»På baggrund af gældende regler og den uddannelse, de har fået, vurderede vore soldater på stedet, at der var grund til at antaste den pågældende bil,« hedder det i rapporten.

Da sagen stadig ikke er afsluttet, har Reuters ikke givet os mulighed for at tale med Haider Kadhem selv. Men ifølge Reuters' Irak-chef, Alastair Macdonald, beskriver en række vidner et helt andet handlingsforløb: De to stringere kørte med lav fart hen mod afspærringen. De stoppede og bakkede først, efter at der var åbnet ild mod dem.

»I øvrigt var de begge ubevæbnede, så hvis nogen mener at have set et våben, må der have været tale om et kamera,« siger Alastair Macdonald.

Efter skudepisoden blev den sårede lydmand arresteret af amerikanerne, fordi hans forklaring var 'usammenhængende'. Tre døgn senere blev han løsladt uden videre tiltale. Han var heldig. Mange andre har siddet fængslet i uger eller måneder uden retssag og adgang til en forsvarer.

Lige for øjeblikket er seks irakiske mediefolk tilbageholdt af amerikanerne, blandt dem Abdul Hussein, der arbejder som kameramand for CBS i Mosul i det nordlige Irak. Han har siddet fængslet siden 5. april.

Abdul Hussein filmede en brændende amerikansk stryker – et tanklignende køretøj – der var ramt af en vejsidebombe. Han filmede på næsten 100 meters afstand, men efter mindre end et halvt minut blev han skudt i benet af en amerikansk snigskytte, fortæller lederen af CBS' redaktion i Bagdad, Larry Doyle.

Abdul Hussein blev indlagt på militærhospitalet i Mosul, og efter to døgn fik han at vide, at han var arresteret og skulle overføres til fængselshospitalet i Abu Ghraib. Hvad han er mistænkt for, ved CBS stadig ikke. Efter fire måneder fik de dog besked om, at hans sag havde været prøvet ved den irakiske kriminalret. Her lød afgørelsen, at sagen skulle frafaldes på grund af manglende beviser.

Men Abdul blev ikke løsladt. Hans sag blev i stedet taget op af det fælles irakisk-amerikanske vurderings- og løsladelsesnævn (CRRB), som besluttede at opretholde fængslingen. Stadig uden officiel begrundelse.

Dørene er lukkede, når CRRB mødes en gang om ugen. Selv om seks af de ni medlemmer udgøres af irakere, er det reelt amerikanernes tre medlemmer, der bestemmer, fordi de har vetoret – og fordi ingen sager kan bringes op i nævnet uden deres godkendelse.

»Vi siger ikke, at Abdul er uskyldig. Vi vil bare gerne vide, hvad han er anklaget for. Vi finder det stærkt bekymrende, at han har været tilbageholdt i over et halv år uden adgang til en forsvarer, og uden at nogen kan få at vide, hvilke beviser der eventuelt er imod ham,« siger Larry Doyle.

»Typisk får man kun at vide, at den anholdte er 'til alvorlig fare for koalitionsstyrkerne og for sikkerheden i Irak'.«

Alastair Macdonald erkender, at blandt andet videooptagelser af angreb på amerikanske styrker udgør et vigtigt våben for oprørerne som led i deres propaganda på internettet.

»Men det skal jo ikke kriminalisere alle irakere, der arbejder for medierne,« siger han.

En talsmand for de amerikanske styrker, oberstløjtnant Steven Boylan, siger, at ingen mediefolk bliver tilbageholdt uden grund.

»Vi handler inden for rammerne af FNs sikkerhedsresolution 1546. Man må forstå, at dette er en krigszone, og at det almindelige retssystem er sat ud af kraft. De anholdte udgør en sikkerhedsrisiko for det irakiske folk,« siger han, men afviser at kommentere på konkrete sager.

Steven Boylan understreger, at det i adskillige tilfælde er dokumenteret, at terrorister har arbejdet under dække af at være pressefolk.

Set fra mediernes side er der imidlertid tale om, at de amerikanske styrker reelt modarbejder en fair og uvildig dækning af konflikten i Irak. Informationskrigen giver dem en klar interesse i at stoppe videoklip og fotografier, som i deres øjne er skadelige for amerikanernes og de øvrige koalitionsstyrkers omdømme.

Andre mener, at de amerikanske styrkers opførsel generelt afspejler deres nervøsitet og til tider klodsede måde at håndtere modstanden fra oprørerne på.

»Jeg ved ikke, hvorfor de gør, som de gør. Jeg kan blot konstatere, at de ikke har nogen forståelse for, at vi dækker alle sider af konflikten og derfor må have en særstatus. Og deres opførsel er bestemt ikke noget godt eksempel på, hvad demokrati er,« siger Larry Doyle fra CBS.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen