search

Med kameraet som påskud

 Katrine Borre udforsker miljøer, som kun få kender. I 2000 besøgte hun Århus havn og ­snakkede med sømændene om længsel og ­kærlighed. Senest har hendes ­kameraøje fulgt korrespondent Lasse ­Ellegaard rundt i ­Mellemøsten. 

 

Katrine Borre udforsker miljøer, som kun få kender. I 2000 besøgte hun Århus havn og ­snakkede med sømændene om længsel og ­kærlighed. Senest har hendes ­kameraøje fulgt korrespondent Lasse ­Ellegaard rundt i ­Mellemøsten.

 

SOUL-TV. De store kastanjetræer over mod Den Blå Moske er så småt begyndt at blive gule i bladene. Filminstruktør Katrine Borre sidder på terrassen på Hotel Alzar i Istanbul og venter. Hun er landet i Tyrkiet for få timer siden og skal mødes med Jyllands-Postens korrespondent Lasse Ellegaard. De har mødt hinanden kort forinden i Danmark, og nu skal hun følge ham i fem uger for at lave en dokumentarfilm om korrespondentlivet.

Lasse Ellegaard er forsinket. Der har igen været problemer med udstødningsrøret på bilen, men endelig dukker den æggeskalsfarvede Mercedes op foran hotellet. Katrine rejser sig og tager kameraet på skulderen. Lasse stiger ud af bilen, solbrændt og med blå korrespondentvest og solbriller på. Tjenerne kender ham. De hilser: »Mr. Lasse, welcome.« Optagelserne er i gang.

Katrine Borre lader sig udelukkende styre af sin egen nysgerrighed, når hun laver film. Hun vælger et område, hun vil udforske, og tager af sted. Sådan var det også, da hun besluttede sig for at lave en film om livet som korrespondent.

Det fortæller hun en regnvejrssommeraften på Nordisk Film cirka otte måneder efter optagelserne i Mellemøsten. 44-årige Katrine Borre rykker energisk rundt på stolen, mens hun snakker, de lyseblå cowboybukser er revnet over knæet, og hendes blik er intenst.

»Faktisk arbejder jeg selv på samme måde som en korrespondent. Han tager ud i verden med sin blok, jeg tager ud og registrerer verden med mit kamera,« forklarer hun.

På rejsen rundt i Mellemøsten følger kameraet Lasse Ellegaard, når han interviewer kilder og skriver sine artikler, men også når han går rundt på hotelværelset og hyggesnakker, mens han samler sit vasketøj sammen. Kameraet er skiftevis en flue på væggen og en samtalepartner.

Katrine Borre instruerer aldrig sine medvirkende. Det duer ikke, for så bliver både de og jeg mindet om, at det er en film, vi er ved at lave, og så begynder vi at spille roller over for hinanden, forklarer hun.

»Jeg har udviklet en metode, hvor jeg sagtens kan filme, mens jeg fører intime samtaler med folk. Men det kan kun lade sig gøre, når man selv er ærlig og nysgerrig efter at høre historien. Så bliver kameraet faktisk bare et påskud for at få lov til at snakke sammen,« siger hun.

Hun forklarer, at de medvirkende altid godkender det færdige resultat, for de skal kunne leve med det bagefter. Men hun sørger for at vælge mennesker, der ikke er sarte.

»Nogle filmfolk elsker at overskride grænser. Jeg har det lige modsat. Jeg synes, det er smukt at se – også på film – når folk sætter grænser og markerer, at nu skal der ikke spørges mere,« forklarer hun.

Katrine Borre bruger lang tid sammen med de folk, hun filmer.

»Jeg bliver nærmest en del af deres liv, men bagefter er jeg troløs, for så er jeg videre i næste projekt,« fortæller hun. Derfor sørger hun i god tid for at forberede folk på, at nu er det ved at være slut.

Hun taler hurtigt. Stemmen er blid med en let-drævende Århus-dialekt, men hendes små faste hænder er bestemte, mens de hjælper med at sætte hendes forklaringer i kasser, rækker og felter på bordet foran hende.

Katrine Borres dokumentarfilm er meget personlige. Hun mener, at hvis man lader som om, man fortæller den nøgterne sandhed, så lyver man. Publikum skal mærke, at der står en person bag og fortæller historien. På spørgsmålet om, hvordan hun selv definerer begrebet dokumentarfilm, svarer hun:

»Dokumentarfilm er for mig et dokument over vores tid set gennem et temperament.«

I 1989 arbejdede hun tre måneder som producer­assistent i Dokumentargruppen på DR. Det havde hun det skidt med.

»Jeg fik en dårlig smag i munden. Det var den samme følelse, som da jeg politisk var så langt ude på venstrefløjen, at vi troede, vi havde patent på sandheden,« siger hun og forklarer, at sandheden jo er lige så mangfoldig, som der er mennesker til.

»Jeg kan godt blive grebet af at se en såkaldt nøgtern dokumentarudsendelse i tv, men jeg kan ikke selv lave den,« siger hun.

Hun læner sig tilbage i stolen, blikket søger et øjeblik ud gennem de sprossede vinduer til den våde sommeraften, og da hun igen bliver nærværende, forklarer hun, hvordan hun ofte bruger sig selv i bedste newjournalism-stil til at fortælle sine historier.

Det er især tydeligt i dokumentarfilmen »Pigen i Havnen«. Her er hun selv den kvindelige hovedperson, der gennem hele julemåneden 2000 besøger skibene i Århus Havn og ender med at holde juleaften med en besætning af filippinske sømænd. Sømændenes historie bliver fortalt gennem hovedpersonens oplevelser og tanker.

»Der er noget soul over de film, jeg laver. Jeg kan godt lide, at folk bliver rørt og får en klump i halsen, men efter filmen må de også gerne føle, at de er blevet klogere,« siger Katrine Borre.

Når Katrine Borre som barn var med familien ved stranden, sad hun altid på nabotæppet og snakkede. Hun elskede at gå på opdagelse og møde andre mennesker. Nysgerrigheden, rastløsheden og glæden ved at høre og fortælle historier har fulgt hende lige siden.

Først ville hun være billedhugger. Men her savnede hun menneskene. Derefter begyndte hun at uddanne sig til socialrådgiver, men her savnede hun kunsten. Efter et højskolekursus i 1985, hvor hun lavede film, besluttede hun sig for, at hun ville blive så dygtig til at lave film, at hun kunne leve af det. Her kunne hun kombinere det kreative med kontakten til mennesker.

»At lave film er som at hugge en skulptur,« siger hun.

I redigeringen sidder man og pusler for til sidst at få mejslet et sanseligt billede frem af den historie, man er ved at fortælle, forklarer Katrine Borre.

Til filmen om Lasse Ellegaard havde hun optaget 120 bånd af 40 minutters varighed. Det kræver systematik at redigere 4.800 minutters råbånd ned til 60 minutters film. Først ser hun råbåndene igennem og noterer minutiøst alt ned. Derefter ser hun materialet igennem et par gange igen for at finde de scener, der fungerer bedst. Det tog cirka en måned, og herefter brugte hun seks uger sammen med en klipper for at få det hele på plads.

Katrine Borre har ikke nogen uddannelse. Efter filmkurset på højskolen kastede hun sig bare ud i at filme. Teknikken var lige så let som at samle en støvsuger, husker hun.

Senere har hun taget en del kurser på Filmskolen i København. At hun i dag selv står for både at filme, lave lyd og interviewe, skyldes snarere nødvendighed end en gennemtænkt plan.

»Filmmiljøet har altid været i København, og da jeg bor i Århus, var der ikke altid lige en fotograf rundt om hjørnet,« forklarer Katrine Borre, der har levet af at lave sine egne dokumentarfilm siden 1997.

»At arbejde alene har lært mig ikke at tage et nej for et nej. Jeg er vant til afslag og til at slås,« siger hun.

For ikke at blive mærkelig af kun at se verden gennem et kamera, som hun selv forklarer det, begyndte Katrine Borre for nogle måneder siden at synge jazz. Hun trængte til at komme ud og være til stede i verden. Sammen med nogle venner mødes hun nu hver torsdag aften til Singers-lounge på jazz-værtshuset Bent J i Århus. Der er altid en pianist, nogle gange en trio, og så skiftes vennerne til at synge de gamle standards. Hun øver aldrig. Det har hun ikke tid til. Til gengæld synger hun altid.

»Mine musikvenner mener, at det er en drenge­måde at lære tingene på,« siger hun og griner højlydt.

Katrine Borre bor alene sammen med sine to sønner på 12 og 13 år, men da både drengenes far og bedsteforældre bor i byen, var det ikke noget problem for hende at rejse fem uger til Mellemøsten.

»Der er sikkert nogle, der snakker om, at det var uansvarligt at tage derned, når man har to børn. Det tænkte jeg også først, men det ville være åndssvagt ikke at give sig selv oplevelsen, når man har chancen,« siger hun.

Journalist Lasse Jensen fra produktionsselskabet Jensen & Kompagni, der har produceret filmen om Lasse Ellegaard, tror ikke, der er mange, der turde kaste sig ud i en fem ugers rejse i bil gennem et krigshærget område med en person, de knap nok kender på forhånd.

»Katrine frygter ikke noget, hun kaster sig ud i det, og hun arbejder som et svin. Hendes kamera står næsten aldrig stille,« siger han.

Men selv om hun er frygtløs, er hun stadig ydmyg over for stoffet, fortsætter han, og det kommer der nogle meget poetiske film ud af.

Korrespondenten selv, Lasse Ellegaard, forklarer over telefonen fra Tyrkiet, at Katrine Borre er besat af en ustoppelig nysgerrighed.

»Hun fik hele tiden øje på noget nyt, hun skulle filme, og så måtte jeg stå og vente på hende. Det var utroligt smukt, men også lidt irriterende,« siger han. Hans latter afslører, at irritationen ikke stikker så dybt.

Til gengæld var han ikke så glad for, at hun filmede ved grænseovergangene.

»Så måtte jeg råbe efter hende. Vi kunne risikere at sidde fast der i flere døgn eller blive afkrævet bestikkelse. Men hun var så grebet af at lave sin film, at hun ville have grænsesoldaterne med,« fortæller Lasse Ellegaard og tilføjer, at det selvfølgelig var meget modigt gjort.

Katrine Borre forsvarer sig med, at det ellers ikke kunne blive et sandfærdigt billede af stedet. Hun indrømmer, at hun var besat af at få de israelske grænsesoldater med, og hun fryder sig over, at hun også fik dem.

Hun forklarer, at hvis hun ikke havde den der lidt dumme, naive forestilling om verden, så kunne hun ikke lave det, hun gør. For hun har oplevet, at når hun møder folk på en smilende og åben facon, så forsvinder deres angst for hendes kamera, og hun får lov til at filme næsten hvor som helst.

I Mellemøsten blev hun dog nødt til at købe et lille diskret kamera, for ikke bare Lasse Ellegaard, men også de lokale tolke blev nervøse, når hun stak det store kamera med mikrofon ud af vinduet i bilen.

»De sagde, at det lignede en bazooka, og at vi kunne risikere, at befolkningen blev bange og skød på bilen,« forklarer hun.

Efterhånden som rejsen skred frem, følte hun sig selv mere og mere som en korrespondent på mission.

»Man lever løsrevet fra alt muligt andet. Adrenalinen kommer op at køre i spændingen for at få de rigtige billeder, men ellers har man ikke andre forpligtelser end at pudse linsen og holde batterierne klar. Der er lidt cowboy-stil over det, og jeg er fuldstændig vild med det,« siger hun og smækker benene op på bordet. Men kun et øjeblik, så ryger de ned igen.

»Nogle vil sikkert sige, at jeg i filmen ikke kommer rigtigt ind under huden på Lasse, men det har heller ikke været hensigten,« siger hun og forklarer, at filmen hedder Korrespondenten, fordi den handler om korrespondentlivet, mere end den handler om Lasse Ellegaard som person. /

* Katrine Borre
2001: Tildelt Edith Allers Mindelegat

Bestyrelsesmedlem i foreningen for Danske Film­instruktører og i Århus Filmfestival

Kort- og dokumentarfilm:
1985: Trediverne – herfra hvor jeg står.
1987: Tusindfryd.
1988: PRONTO: MY street og ren dokumentar fra Randers.
1989: Esbjergfiskerne drog til Grønland i -48.
1990: Når sneen smelter. 5 historier fra Bolivia.
1997: Magnoliatræet foran Fødselsanstalten.
1999: Seynab fra Somalia.
2001: Pigen i Havnen.
2001: Dreng med reklamer.
2002: Jazzselskabet. Stjerner og vandbærere.
2004: Korrespondenten.
2004: Kvindeliv.

Radiomontage:
2002: Lillian og Gitte – en kærlighedsduet.
2003: Som folk er flest.

»Korrespondenten« har snigpremiere ved Dansk Journalistforbunds Fag­Festival den 12.-13. september. ­Senere bliver den vist på DR2.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen