Søndag Klokken 15.15 "Jeg har altså booket et enkeltværelse. Jeg har stået i kø hele dagen, hvor er det her bare uprofessionelt," lyder det med skinger stemme fra den lyshårede kvinde med dybe rynker mellem øjnene.
"Jamen, værelset er afmeldt via DJs kontor. Du må gå ned og tale med dem", kommer det spagfærdigt fra den buttede rødhårede receptionist bag skranken på strandhotellet i Nyborg.
Hendes svar gør ikke kvinden tilfreds, og receptionisten henter en overordnet og vender tilbage til skranken med tårer i øjnene.
Diskussionen fortsætter. Receptionisten har fået første lektion i at håndtere journalister. De vil altid gøre næsten alting for at finde den ansvarlige for enhver fejl.

Mandag Klokken 13.29 "Har vi ikke været på opgave sammen," spørger fotografen den kvindelige journalist ved baren i bistroen, mens hans blik er rettet mod hendes kavalergang.
Hun benægter det indædt, men replikken har om ikke andet sat nye standarder for opfindsomme scorebemærkninger.
Godt nok er det lidt tidligt på dagen til den slags, men man skal vel varme op før festen i aften. Stemningen på strandhotellet er lettere slatten, især fordi bistroens tre tjenende ånder skal hjælpes ad med at lave en kop kaffe på automatkaffemaskinen.

Klokken 14.30 Receptionen har kun et forkølet eksemplar af Jydepotten og to styk B.T. tilbage. De havde ellers lovet at bestille ekstra aviser. Jeg farer rundt og forsøger at finde alternativer til Berlingske og Aktuelt, men uden held.
Kaster mig med læseabstinenser over FagFestivalens blad Hallo!, der meget apropos beskriver, hvor svært det er at være fordrukken journalist.

Klokken 21.47 Bistroen er fyldt af kaffe- (nå ja, måske også lidt spiritus-) hungrende deltagere. Op til flere af mine kolleger og muligvis også jeg selv har udviklet 'øgleånde' af de mange cigaretter og lidt færre genstande. De mange yngre kvindelige journalister bedømmes nøje efter en lettere revurderet udgave af væsentlighedskriteriet. Min glæde over ikke at skulle beskrive aftenen indgående i mit eget fagblad øges, som natten skrider frem.

Tirsdag Klokken 09.34 Iført bagage, morgenhår og tunge øjenlåg finder jeg morgenmadsbuffeten i glassalen. Den er langtfra fyldt op. Det bliver kaffekoppen til gengæld, mens Rikke fra Politiken og jeg diskuterer noget om et eller andet.

Klokken 10.05 Det eneste meget aktuelle programpunkt er udsendelsen 'De Pædofile Danskere', og det trækker en pæn sjat udbombede journalister til. Redaktør fra Nordisk Film Henrik Grunnet, journalist Jacob Billing og Informations lederskribent David Rehling går i clinch.
"I går efter en forening, men I viser kun to enkeltpersoner, der under venskabs dække med Jacob Billing praler af deres seksuelle gerninger. Desuden kalder I pædofilgruppen for accepteret og anerkendt af regeringen, fordi de engang i 1993 blev spurgt i en høring," siger en særdeles skarpsleben David Rehling.
Diskussionen i panelet foregår i en nærmest uforsonlig tone, hvor Rehling kalder udsendelsen for 'noget rod', hvilket hverken tilhørerne eller Henrik Grunnet synes at bifalde. Til gengæld er der større uenighed om, hvornår man skal anmelde sager – især hvis man har journalistkappen på.
"Jeg anmelder det til politiet, fordi min samvittighed byder mig det, og jeg anmelder det som privatperson," forklarer Jacob Billing.
"Hvorfor anmelder du det først 14 dage inden, programmet går i luften? Hvorfor ikke allerede for et halvt år siden? Det er da lære nr. 1 – man anmelder ikke sine kilder," angriber David Rehling ham.
Flere deltager i debatten, blandt andet om hvordan det skal gå i retten, hvor politiet har krævet kildemateriale og råbånd udleveret af Nordisk Film.
"Vi siger nej til politiet. Det er et princip, at man ikke udleverer kildemateriale. Det kunne danne præcedens i andre sager."
"I bryder princippet med ikke at anmelde kilder – men vil fastholde princippet om ikke at udlevere kildemateriale. Hvordan hænger det sammen?" spørger en vågen deltager.
Henrik Grunnet forklarer om sine personlige grænser for, hvad man accepterer at være vidne til. Debatten kunne sagtens have fortsat i det uendelige, og alle deltagere har sandsynligvis fået lyst til at følge de kommende retsmøder i sagen.

Klokken 12.00 Frokost. For allersidste gang sidder vi trætte over for hinanden og diskuterer journalistik og ikke mindst begivenhederne natten før. Jeg overvejer alvorligt at følges med nogle af kollegerne hjem med 13-toget, men jeg har jo lovet JOURNALISTEN at skrible, så jeg bliver.
Vi filosoferer over lighederne mellem FagFestivalen og Roskilde Festivalen. Ikke at der er nogen døde, men følelsen af et tre dages langt journalisttræf kan næsten kun sammenlignes med en søndag på tørven foran Orange Scene. Man sammenligner uvægerligt oplevelserne, kategoriserer dem efter emne, vellykkethed og fremmøde. Og hvorfor lå alle de spændende indslag på samme tidspunkt? Og hvorfor var sprog-debatten i søndags lagt i lokale G, hvor knap hundrede mennesker stod som sild i en tønde? Og så videre og så videre.
Godt nok lugter ingen af os af våd hund, har pels på tænderne eller tinnitus. Men stort set alle ligner nogen med tømmermænd, har særdeles rustne stemmebånd og en overvældende trang til at vende hjem til civilisationen igen.
Jeg kæmper mod dovenskaben og beslutter – helt i Roskildeånden – at blive til sidste sekund. 'Kan medierne holde øje med sig selv' lyder spørgsmålet til panelet bestående af rappenskralden Trine Gregorius, medieforskeren Henrik Søndergård fra Københavns Universitet og politisk korrekte Mette Starch fra P 1s 'Mediehavet'.
Svaret var ja.

Klokken 15.31 Kamp om pladserne i IC-3-toget til København. Vi klarede det. Vi ses igen om to år.