"Er du sikker på det her?" spurgte BBCs Mark Doyle ombord på en helikopter, der var ved at lette mod Freetown i Sierra Leone den 7. januar 1999. Spørgsmålet stillede han til Ian Stewart, APs bureauchef i Vestafrika. Ian Stewart nikkede ivrigt. "Du er vanvittig," sagde Doyle og steg ud af helikopteren. Tre dage senere pløjede en kugle sig gennem hjernen på Ian Stewart.

 

"Jeg havde lyst til at hoppe ud af helikopteren sammen med Mark. Men jeg kunne ikke gøre det. Jeg var en kujon. Jeg var mere bange for at indrømme, at jeg var bange, end jeg var bange for at stå i en ildkamp i en krigszone. Det var meget bizart, men det er sandheden".

Ian Stewart er i dag 37 år og prøver stadig at finde sig selv, både fysisk og psykisk efter 11 måneder, ni lande, fire krige og flere nær-død-oplevelser i Afrika i 1998/1999.

Han går langsomt op ad Shattuck Avenue i Berkeley, Californien. Ethvert træ eller parkometer er en støtte, som hans højre hånd lige må holde fast ved. Hans venstre arm hænger slapt ned langs kroppen.

Det er de fysiske mén af livet som krigsreporter.

Men Ian Stewart blev syg af krige, lang tid før han blev skudt.

"Det begyndte med min veninde. Jeg havde pludselig et meget iltert temperament. Trafikpropper kunne jeg slet ikke have. Jeg begyndte også at tage større og større risici. Når du har været i en krigszone og været tæt på at dø, så bliver alt andet meget kedeligt. Den eneste måde, du kan få den spænding tilbage, er ved at tage en større risiko. Det er en ond cirkel. Jo mere du oplever, jo mere keder du dig bagefter, og du må ud igen. Indtil en kugle til sidst stopper dig," siger han.

Ian Stewart kendte ikke til posttraumatisk stress dengang og vidste ikke selv, at han var syg.

"Jeg troede bare, at jeg var et ondt menne-ske. Et røvhul. Jeg skrev faktisk en artikel til AP om børn med posttraumatisk stress i Congo. Dengang anede jeg bare ikke, at jeg kunne blive offer for det, selv om jeg havde de samme symptomer som børnene. Sådan var det. Fornægtelse."

Da han lå på hospitalet i London, fandt lægerne ud af, at han ikke bare havde en kugle i hjernen men også dybe ar i sjælen. Stewart gik til psykolog i tre et halvt år bagefter.

 

Vil – vil ikke
De var tre AP-folk, der valgte at trodse alle advarsler og tage ind i Freetown i Sierra Leone, da rebellerne drog ind i januar 1999. Kameramanden Myles Tierney, fotografen David Guttenfelder og Ian Stewart.

"Jeg følte, at mine læsere skulle have chancen for at lugte krigen, og den eneste måde at give dem den oplevelse på var, hvis jeg lugtede den. Lugten af døde mennesker og frygt. Lugt er så vigtig," siger Stewart.

Alligevel prøvede han at undgå krigen i Sierra Leone. Han havde været der og set folk med afhuggede hænder. Han vidste, at han psykisk ikke kunne klare flere krige. Han søgte job i andre lande for at slippe væk fra Afrika, men fik dem ikke.

"Jeg ville ikke indrømme over for AP, at det at tage til Afrika var en fejl, at jeg ikke kunne klare det. Jeg kunne ikke indrømme, at jeg var en fiasko. Det var for mig mere skræmmende end at gå i krig.

Men ville du have været en fiasko?

"Ikke som journalist, for jeg mener, jeg gjorde et godt job indtil da. Jeg tror heller ikke, at AP havde opfattet det sådan. De ville have sagt: "OK, tiden er kommet til at flytte et andet sted hen". Men oppe i mit eget hoved ville jeg have været en fiasko."

Presset til at tage til Sierra Leone igen kom da heller ikke fra AP, men fra kollegerne.

 

Lydene lever
Ian Stewart ønskede ikke at sidde i midten på bagsædet den dag i januar, hvor de skulle rundt i bil i Freetown. Men med to fotografer, som skulle filme gennem bilruderne, måtte han bide paranoiaen i sig. Han rystede af angst.
"Take it easy, man. You're in the safest seat in the car," sagde Tierney til ham. Som en eftertanke kom det fra Tierney:

"Hvis nogen begynder at skyde, så har du min fede krop til at beskytte dig."

Ian Stewart tror ikke på, han vil få det bedre, end han har det nu. Han får stadig flash backs.

"Lyden af helikoptere giver mig hjertebanken. Eller hvis vandet bliver for varmt i bruseren, så rummet bliver fuld af damp. Så er jeg i Afrika. Jeg kan stå der i brusekabinen og høre skudsalverne og kryber sammen i fosterstilling. Det er ikke så slemt mere, men det kommer tilbage indimellem."

Selvhadet er han kommet sig over. Også hadet. Men aldrig savnet. Myles fik en ladning kugler i kroppen og hjernen. Som Tierney selv havde spået, så beskyttede hans store krop Stewart, men Myles Tierney døde på stedet. Den sidste af rebellens kugler ramte Ian Ste-wart i hovedet. Først 36 timer senere lå Ian Stewart på et hospital i London. Prognose: 20 procents chance for at overleve.

Var det det værd for en krig?

"Jeg ville ikke den krig. Men som journalist har du magten og stemmen til at fortælle omverdenen, hvad der foregår. Hvordan skulle jeg kunne sige til folket i Sierra Leone: "Sorry – det her kan jeg ikke klare." Det kunne jeg bare ikke gøre. Så jeg gjorde det."

 

Det eksotiske liv
Nogle dage har Stewart bare lyst til at sove. Det trætter at skulle genlære alt.

Da han vågnede efter operationen i 1999, kunne han hverken gå eller stå. Han var lam i hele venstre side. Han kunne tænke og argumentere, men alt, hvad han vidste, fløj rundt i hovedet.

"Det er som at tage et puslespil og kaste det op i luften. Du skal tage hver brik og sætte på plads, før du kan se billedet. Der var så meget, som jeg ikke forstod. Som at køre i elevator. Du går ind i et lille rum, dørene lukker, få sekunder efter åbner de igen, og du er et andet sted! Jeg kunne simpelthen ikke fatte det."

Han fortryder ikke oplevelserne som krigskorrespondent.

"Jeg rejste til udlandet for mystikkens skyld, men jo mere jeg rejste, jo mere følte jeg, at jeg som journalist ville have mine læsere til at forstå, at når der var en krig, så var det os, der havde skabt den ved at sælge AK47s og M16s til dem. At vi ikke bare kunne sige: "Okay, den kolde krig er forbi, vi vandt, du må leve med arven"," siger han. At han selv kunne blive offer, faldt ham ikke ind.

 

Tv har gjort krig farligere
"Jeg tænkte, at jeg kunne blive skudt i benet eller armen, men ikke i hovedet. Men jeg tror helt ærligt heller ikke, at en soldat ville kunne udføre sit job, hvis han gik og tænkte: "I morgen kan jeg blive dræbt". Eller en politimand tænkte: "I dag bliver jeg måske skudt på eller dræbt". Hvis du tænker tanken, så gør du ikke jobbet."

"Men tv har gjort det meget farligere at være i krig. Konkurrencen mellem medierne om at være først og få de bedste billeder er blevet for meget."

Ian Stewart var ikke uerfaren, da han blev skudt i Afrika. Han havde dækket 40 lande for diverse medier siden 1993.

"Jeg ville være en hykler, hvis jeg sagde til unge: Lad være med at tage i krig. Det er et vigtigt job. Men hvis jeg var arbejdsgiver og skulle ansætte folk, så ville jeg undgå de unge. Risikoen, for at de bliver sårede, er meget større end med en garvet veteran. Han kommer måske ikke tilbage med så fascinerende billeder, men der er ingen historie, der er værd at dø for."

Selv tager Ian Stewart ikke i krig igen. Mest fordi, han ikke længere kan løbe.

"Kuglen blev en ny start i livet for mig. Hvis jeg ikke var blevet skudt i Sierra Leone, så var jeg nok død et andet sted. Så på en måde er jeg heldig. Jeg mener: Jeg lever, jeg har stadig min humoristiske sans, min hjerne virker, jeg kan stadig skrive, jeg er uafhængig. Jeg er endda holdt op med at ryge. Den sidste cigaret røg jeg, mens jeg blev skudt. Den lavede et brandhul i mine bukser."

Læs også: Støtte til psyken og Farligste krig for journalister