search

MED ANDRE ØJNE

Fra International Press Center i det indre København skriver korrespondenter og udenlandske freelancere
Fra International Press Center i det indre København skriver korrespondenter og udenlandske freelancere deres artikler om Danmark. De sender historier hjem om havfruemord, indvandrerdebat og velfærdsstaten. Dansk presse er en del af deres kildemateriale, og den får både ris og ros.

 

Der blev slået i bordet og råbt: “Si!”, da den spøjse historie om danske andengenerationsindvandreres slagsmål med de testosteronpumpede Chippendales-strippere ved et tilfælde nåede redaktionssekretariatet i Madrid. Det var for en gangs skyld en historie fra Danmark, som redaktøren kunne bruge.
Historien var lavet på International Press Center (IPC) i Vestergade i København. Afsenderen var den spanske journalist Eduardo Luzuriaga, der som én ud af 79 udenlandske journalister arbejder i en lille bås på IPC og har linien åben til blandt andet det spanske nyhedsbureau EFE.
IPCs vigtigste funktion er at hjælpe udenlandske journalister i Danmark med deres historier. Som regel er det de tilrejsende journalister, der er i Danmark i en kortere periode, der har mest brug for assistance. IPC hjælper med kildekontakt og stiller det nødvendige udstyr af computer, fax, telefon, aviser og Internet til rådighed. Derimod klarer IPCs tolv permanente beboere, korrespondenterne, sig selv.
Det er i nogle store lyse lokaler på IPC, at journalisterne arbejder. I rummet med alverdens tidsskrifter og aviser dækker en lille række båse den ene endevæg. De er små, der er kun lige plads til en computer og en telefon, mens de store armbevægelser må forbeholdes journalistikken. Arbejdet på redaktionen sker i en summen af gebrokkent dansk med fremmedartede dialekter, der sender besøgende på langfart til fjerne journalistiske destinationer.

For få skandaler
Dmitri Gorokhov er på vej hjem til Rusland efter fire år som det russiske telegrambureau Itar-Tass’ korrespondent i Danmark. Han har skrevet om alt fra Karen Blixen og Prins Joachim til dansk socialpolitik og velfærdsstaten.
Især det danske velfærdssamfund har en høj prioritet hos de russiske læsere.
“Erfaringerne med den danske økonomiske model, kombinationen af markedsøkonomi og en god social sektor, har altid interesseret russerne. De er ekstra opmærksomme på det nu, fordi vi er i gang med at bygge et samfund, der netop kombinerer de to ting. Derfor kan russerne bruge Danmarks konkrete erfaringer,” siger Dmitri Gorokhov.
Et tungt og vigtigt emne som velfærdsstaten har dog ofte måttet konkurrere mod langt lettere modstandere, de skæve historier. Blandt andet var artiklen om Den lille Havfrue, der endnu en gang fik skilt hovedet fra kroppen, en af de populæreste artikler, der, i Dmitri Gorokhovs fire år som korrespondent i Danmark, nåede redaktionen i Moskva.
“Jeg skrev mange artikler om den historie. Russerne kender havfruen fra H.C. Andersens eventyr, drømmer om hende og besøger hende i København. For dem var historien en personlig tragedie,” fortæller Dmitri Gorokhov om mordet på nationalklenodiet.
Eduardo Luzuriaga har det sværere end sin russiske kollega. Det er svært for ham at komme ind på det spanske mediemarked og falbyde historier fra Danmark.
“Her er for få skandaler og for lidt korruption. Jeg synes, den interne ballade i Dansk Folkeparti er interessant, men det synes spanierne ikke. De synes til gengæld, at slagsmålet mellem Chippendales og andengenerationsindvandrerne var spændende, fordi Chippendales er populære i Spanien,” siger en hovedrystende Eduardo Luzuriaga, der også forsøger at afsætte artikler om dansk kunst og kultur, men kun Dogme-film har interesse i Spanien.

Deadline giver helhedsoverbilk
For de udenlandske journalister bliver arbejdet i Danmark også et møde med deres danske kollegers arbejdsmetoder og med kvalitetsniveauet i dansk journalistik.
“Jeg er ikke så imponeret af niveauet i de danske medier,” siger Eduardo Luzuriaga og nævner for meget fokusering på nationale vinkler som et problem.
“Det generer mig, at vi først får nyhederne, når danskere er involveret,” fortæller Eduardo Luzuriaga.
Som for eksempel kidnapningen i Abkhasien for nylig, hvor konflikten i det centralasiatiske område først blev interessant, da to danske FN-folk blev bortført af lokale gangstere.
Derudover savner han også flere selvopdyrkede historier og mere undersøgende journalistik. Derfor synes han, at TV-Avisen og TV 2/NYHEDERNE er kedelige nyhedsudsendelser, der ligner hinanden for meget, mens Deadline på DR 2 er spændende.
“Deadline vælger nogle interessante emner, giver sig tid til dem og tilbyder på den måde seeren et helhedsoverblik,” siger spanieren, der har boet i Danmark i tre år og arbejdet som journalist på IPC siden januar. Ud over arbejdet for EFE skriver Eduardo Luzuriaga også freelance for den baskiske avis Egunkaria og det baskiske kulturblad Artez.
Rolien Créton, der har en fast freelance-aftale med Hollands største avis De Telegraaf og hollandsk radio 1, deler kontor på IPC med en journalist fra norske Aftenposten. Med Eduardo Luzuriaga deler hun derimod savnet af mere baggrund og uddybning af aktuelle spørgsmål i de danske medier.
“I mit arbejde ville det være praktisk med flere medier, der uddyber nyhederne,” siger Rolien Créton og nævner som eksempel, at hollandsk radio hver dag bringer tre nyhedsudsendelser af op til to timers varighed.

Lidt for morsomt
Sadi Tekelioglu er kollega til både Dmitri Gorokhov, Eduardo Luzuriaga og Rolien Créton på IPC, og han skriver for den internationale tyrkiske avis Sabah, der har et oplag på 800.000 eksemplarer. Han har boet i Danmark i tolv år og bedrevet journalistik i fem, og Sadi Tekelioglu synes generelt, danskerne er dygtige til at lave journalistik. Men han har dog også sine forbehold.
“Når jeg får en dansk avis i hånden, så læser jeg den med fornøjelse. Stoffet er godt researchet, selv om det nogle gang kan blive lidt for “morsomt”,” siger Sadi Tekelioglu.
Med morsomt mener han skæve vinkler og anderledes historier. Et grelt eksempel, der aldrig havde fået plads i en tyrkisk avis, var da Bill Clinton besøgte Danmark i 1998, og en avis bragte en stor artikel om flyvelederen i Københavns Lufthavn med det vigtige job at bringe Air Force One sikkert ned.
Dmitri Gorokhov er den eneste, der er udelukkende positiv over for de danske medier, men han er også på vej hjem til et russisk medielandskab, som først nu er ved at finde fodfæstet, efter næsten et helt århundrede med svære arbejdsbetingelser under kommunistisk styre.
“De har et højt professionelt niveau. Præget af gode baggrundshistorier, der er skrevet af journalister, som er godt belæste,” fastslår Dmitri Gorokhov med stærk svensk accent.
Stort set samtlige af journalisterne på IPC taler dansk med dialekt alt efter deres respektive nationale tilhørsforhold. I russerens tilfælde er accenten svensk, efter et par år som korrespondent i Sverige.

Eksisterer ikke
Den største forhindring for en udenlandsk journalist i Danmark er pladsen bagerst i køen, når der uddeles pressemeddelelser og invitationer til pressemøder.
“Vi får ikke pressemeddelelser eller noget. Det er som om, at folk ikke ved, vi eksisterer. Det er underligt,” siger Eduardo Luzuriaga, mens formanden for The Foreign Press Association in Denmark
(FPA), Jan M. Olsen, der er korrespondent for Associated Press, forklarer problemet som generel uvidenhed. Et godt eksempel på, at de udenlandske journalister glemmes, var MD Foods’ fusion med Arla. Alle danske medier modtog en pressemeddelelse fra MD Foods. Det samme skete i Sverige, og her modtog alle de udenlandske journalister også en invitation fra Arla. Derimod var den eneste grund til, at korpset fra IPC dukkede op på pressemødet i København, at de var blevet tippet af en svensk kollega.
“MD Foods indrømmede bagefter, at det var en smutter. Men hvorfor tænker de ikke på, at det er en nyhed, der skal ud? Virksomhederne og offentlige institutioner i Danmark tænker ikke i de baner. I stedet kontakter de altid bare Ritzau,” siger Jan M. Olsen.
Han fortæller, at forskellen på Danmark og Sverige er, at alle store institutioner og organisationer hinsidan i langt højere grad har deres egen pressetalsmand, der gør omgangen med alle journalister meget mere effektiv.
Jan M. Olsens medlemmer i FPA oplever problemerne i praksis alt efter, hvilket land og baggrund journalisten har. For Sadi Tekelioglu er det et bestemt problem:
“Når jeg henvender mig til det offentlige og fortæller, at jeg er journalist og skriver for en tyrkisk avis, er reaktionen tit: “Nå”. Som om de ikke vidste, at der var aviser i Tyrkiet,” fortæller Sabahs mand i Danmark.
“Det giver selvfølgelig en dårlig smag i munden, selv om jeg tror, det bare handler om uvidenhed,” siger Sadi Tekelioglu.
Dmitri Gorokhov derimod har en forklaring, der undskylder kilderne:
“Vi kommer her et par år af gangen. Vi har forskellige interesseområder, så det er klart, at den etablerede del af pressen får informationerne først. Derfor kræver det som udenlandsk journalist, at du er initiativrig og selv opsøger dine kilder,” siger russeren.
Han mener ikke, at han har misset én eneste historie, mens han har været i Danmark. Dmitri Gorokhov har holdt sig ajour med nyheder og baggrund fra avishylderne i Vestergade. En plads i en bås på International Press Center giver overblik.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen