Man må aldrig forsøge at stoppe tarmene ind igen. Det kan være et strejfskud, det kan være et fragment fra en granat, der har snittet bugen op, men når tarmene hænger uden for kroppen, så skal man anlægge en løs forbinding. Og sørge for at holde forbindingen fugtig. Det er vigtigt.

Det med at få tarmene ind på plads, det skal man overlade til de professionelle. Hvis man altså kan finde vej hen til et hospital. Det kan være svært i kampzonen – og tage lang tid. Det er derfor, det er så vigtigt at holde bandagen fugtig. Når først tarmene er uden for kroppen, så begynder de at tørre ud – og så revner de. Bakterier bliver spredt ud i hele såret. Overlevelseschancerne falder drastisk.
Men jeg foregriber tingene.

Braget fra granaten runger stadig mellem kasernebygningerne. En maskeret mand beskyder vores flok med et automatgevær. Skuddene knalder om ørerne på os. Tre mennesker ligger allerede sårede på jorden. Vi skal væk. Og det skal gå stærkt.

Vi er nødt til at finde dækning. Vi skal have slæbt de sårede med – tarme eller ej – og først da kan vi begynde at anlægge førstehjælp.
Men jeg foregriber igen tingene. Jeg er på dag to af HEAT.
Ordet er en forkortelse for ”Hostile Environment Awareness Training”. Et kursus, målrettet journalister og fotografer, der arbejder i krigszoner. Vi er et par håndfulde journalister og fotografer på kurset. Der er også to chefer med.

De tre sårede, der ligger på asfalten, er altså ikke rigtigt sårede. De har fået klistret en sort gummihandske fast på maven for at markere stedet, hvor bugen er flået op og tarmene væltet ud.
Granaterne er heller ikke rigtige granater. Sprængstykkerne fra de kraftige kanonslag er af pap og blafrer uskadelige rundt i luften.

To af de sårede er journalister fra et større, dansk dagblad. Den tredje er fotograf fra et andet medie.
Der lyder et nyt, voldsomt brag. Jeg gør det forkerte og rejser mig halvt på knæ og ser mig forvirret omkring. Reglen er ellers, at når man hører et brag, skud, granat på vej eller lignende, så skal man kaste sig fladt ned på jorden. Det øger chancerne for at overleve angrebet.

tv: Svinebundne og med sække over hovedet ligger vi på jorden, mens maskerede terrorister en efter en fører os væk og sætter os ind i bilerne, der kom drønende efter angrebet.
th: Jeg er blevet ramt af skud. Indgangshullet sidder øverst i brystet. Lungen er gennemboret, og jeg kæmper for at trække vejret. På ryggen fosser blodet ud af det meget større udgangshul. En kollega fra et større dagblad kæmper for at få anlagt forbinding og stoppe blødningen. – fotos: Sara Galbiati

Vi er i gang med et rollespil som en del af det indlagte førstehjælpskursus.
»Det er en god ide at leve jer godt ind i rollespillene,« har vi fået at vide. Så virker de bedre. I starten er jeg skeptisk. Men ikke længe.

Kursuslederen fortæller, at det er en granat fra en RPG, der er gået af. »Han er blevet ramt i halsen,« siger kursuslederen og sætter et rødt klistermærke på en af de uskadte fra det første angreb. »Hvad gør I?«
Ham, der netop er blevet udnævnt til såret, holder op med at forsøge at give sin bugsprængte kollega førstehjælp og sætter sig. En anden af de uskadte forsøger at stoppe ”blødningen i halsen”. Den sårede er dagbladsjournalist.

Ingen af deltagerne vil blive yderligere identificeret i denne artikel. Det er et krav. Ikke alene fra firmaet Guardian Human Risk Management, der afholder HEAT-kurset, men også fra sikkerhedscheferne i de mediehuse, hvis ansatte lige nu ligger og simulerer, at de har fået sprængt bugen op.

Det er vigtigt, at de ikke kan identificeres. Google bliver også brugt i krigszoner – af både oprørere og regeringsstyrker. Selv banale oplysninger kan give kæmpe problemer, hvis de dukker op på forkert tid og sted. For eksempel hvis en af deltagerne i kurset skulle ende med at blive taget som gidsel.
Derfor er hvert et ord i denne artikel læst igennem og godkendt af indtil flere aktører. Billederne, der illustrerer artiklen, er godkendt. Visse dele er sløret. Det var et ultimativt krav.

Syrien fylder rigtig meget under samtalerne og i rollespillene på HEAT. Det er Syrien, der er det største brændpunkt lige nu. Også for danske medier.
Vi får uformelle briefinger om landet, og flere af kursets punkter er mere eller mindre direkte rettet mod det borgerkrigsramte land.
Det gælder for eksempel flere af rollespillene.

Rollespillene er vigtige. Kurset rummer blandt andet undervisning i psykologi, stresshåndtering og førstehjælp, men også forhandlingssituationer, køreøvelser og øvelser i, hvordan man bevæger sig i krigszoner.
Det hele afvikles i en blanding af mundtlige oplæg – og så altså rollespil, hvor kursisterne kastes ud i forskellige mere eller mindre grænseoverskridende situationer.
Grænseoverskridende skal tages helt bogstaveligt.

Hvordan håndterer man for eksempel stresspåvirkningen, når en maskeret mand står med ansigtet små 10 centimeter fra ens næse og råber af fuld kraft: ”Why shouldn’t I kill you right now?”
Ideen med rollespillene er ikke, at de skal være præcis som i den virkelige verden. Vi skal se dem som en slags vaccine, hvor vi som forberedelse og erfaring får en svag afart af, hvad man som journalist og fotograf risikerer i krigszoner og katastrofeområder.

Med stressadrenalinen sitrende i fingerspidserne må jeg sige, at det virker! Jeg kan reelt mærke angsten og truslen og skuler surt på manden, mens jeg trækker krænkelsen helt ned i maven og prøver at finde de ord, der kan bløde ham op. Det lykkes ikke. En af de andre tager ordet og forsøger at tale den maskerede mand til ro.
I dette rollespil er det en af den fiktive syriske oprørsleder Abu Mohamed Al Mujahers håndgangne mænd, der i den grad bider til bollen.

1.     Vi er på førstehjælpsøvelse i terrænet. Om lidt bliver vi beskudt, og flere i gruppen vil blive ramt. Men først skal vi forcere et trådhegn på kaserneområdet. Under hegnet, ikke over, hvor der er pigtråd.
2.     »Er du der? Kan du høre mig?« En kollega ligger hårdt såret på jorden. Jeg mærker forsigtigt efter, om han har skader på kraniet og i halsen.
3.     Jack sidder klar. Han er trådt ind i rollen som syrisk oprørsleder, der har erobret en skole, og venter på, at vi præsenterer os og spørger om lov til at interviewe ham. Men han er ikke den, vi forventer, og om lidt eskalerer situationen dramatisk.
4.     Situationen er løbet af sporet. Et forsøg på at få et interview med en oprørsleder er gået galt, og vi er blevet taget til fange. En maskeret vagt afhører os og truer med at slå os ihjel, fordi han mener, at vi er spioner fra CIA. – fotos: Sara Galbiati

Kort forinden er hele holdet af kursister blevet delt op i to grupper. Hver gruppe er blevet sendt på reportage. Vi har fået at vide, at en lokal fixer har skaffet en interviewaftale med oprørslederen. Vi har mulighed for at møde Al Mujaher og interviewe ham. Vi har fået at vide, at fixeren har kørt os ud til en skole lidt uden for Aleppo. Skolen er blevet erobret af oprørerne.

En af kursuslederne viser os ind i et rum. Der sidder en mand. Vi begynder at tale med manden og finder hurtigt ud af, at det ikke som lovet er oprørslederen Al Mujaher, vi er blevet vist ind til. Vi får aldrig navnet på den mand, der tager imod os. Situationen eskalerer lynhurtigt og bliver ubehagelig. Den ukendte mand er afvisende og kræver oplysninger.
Vi taler med ham og forsøger at forklare, hvorfor vi er der.

I en pause i rollespillet bliver vi debriefet af kursuslederne. Hvad var godt, hvad var skidt? Hvad gjorde vi rigtigt, hvad ramte forbi skiven?
Så kører rollespillet videre. Den mand, vi har talt med, er væk. Nu er vi blevet taget til fange. Vi sidder langs muren i det lokale, hvor vi bliver tilbageholdt. En af mandens underordnede oprørere holder vagt over os. Den maskerede oprørssoldat skælder ud og presser brølende for svar. Er vi spioner for CIA? Hvorfor er vi der?

Hele det tre dage lange kursus foregår på Sjælsmark Kaserne nord for København. Bortset fra at man hele tiden forventer at se Dirch Passer komme tumlende frem som ”soldaterkammerat på efterårsmanøvre”, så er stedet perfekt valgt.

Kasernen er nedlagt, men forsvaret bruger den stadig til forskellige øvelser. Under hele kursusforløbet lyder der jævnligt skudsalver fra de grupper af værnepligtige, der øver bykamp mellem områdets tomme bygninger. Der lyder også jævnligt fjerne brag og skudsalver fra kaserneområdets skydebaner.

Bygningerne bærer præg af at have stået tomme i flere år. Især kælderen er fugtig, lummer og beskidt. Men igen foregriber jeg tingene. Dén kælder vender jeg tilbage til.
Den nedlagte kaserne bliver også brugt af private firmaer, der lejer sig ind på området. Uden for vores vinduer går en gruppe svært bevæbnede mænd i tunge støvler og stramme, sorte T-shirts forbi. De skal instruere maritime vagter til skibe, der sejler i piratfyldt farvand, får vi at vide. Gruppen stiller sig op i efterårssolen og begynder at rode med deres automatiske geværer.

Guardian har samlet et helt hold af kursusledere, der fører gruppen af journalister gennem de tre døgns intensive træning. Nogle af instruktørerne vil heller ikke blive identificeret i denne artikel.
Blandt andet af den grund, at flere af dem stadig er aktive i forskellige roller i det danske forsvar.

Undtagelserne fra denne generelle regel er navnene Norman Kristiansen, kursusleder og medejer af Guardian, og Jack Bohr-Christensen og David Klemmensen, kaldet ”Klemme”, der arbejder i firmaet.
Alle tre er erfarne tidligere soldater fra de danske specialstyrker, blandt andet jægerkorpset.

Guardian løser langt flere opgaver end at holde kurser for journalister. David Klemmensen sejler ofte som maritim sikkerhedsvagt på skibe i det piratfyldte farvand Aden-bugten ud for Somalia. Han underviser ligeledes i førstehjælp ved forsvaret.

Jack Bohr-Christensen optræder som central figur i flere af rollespillene.
Han er uddannet gidselforhandler og militær debriefer. Ved siden af kurset rådgiver han blandt andet advokater og forsvarets specialstyrker. Han underviser i at kunne styre det bevidste kropssprog under pres.
Indtil videre har vi oplevet ham som oprørsleder, hvor han presser os – og som georgisk vagt, der ikke taler andet end russisk – altså i et andet af rollespillene.
»I skal forsøge at komme ind og lave en reportage fra en georgisk flygtningelejr,« får vi at vide. »Det foregår derovre.« Vi bliver peget i retning af et lille, slidt skur under et betonhalvtag og går derover.

Jack tager imod. Han har skudsikker vest og russisk kasket på. Han har ikke fingeren på aftrækkeren og peger automatgeværet lidt væk fra os. Men ser bister nok ud alligevel.
Vagten siger et eller andet på russisk. »документация,« lyder et af ordene tilsyneladende.
»Do you speak English?« forsøger vi os.
»Нет. Документация?«

Vagten siger noget mere. Ingen af os taler russisk. En kan genkende enkelte ord. Vi beslutter os for at række pas og pressekort frem.
Efter lidt fabuleren frem og tilbage signalerer vagten, at en af os skal komme med ind på kontoret. En kvinde tager imod. På engelsk med fed, russisk accent spørger hun, hvorfor vi er der. Vi forhandler. Hele tiden diskuterer den kvindelige chef og vagten sammen på russisk.

Efter lidt tid lykkes det faktisk at overtale den kvindelige chef til at lukke os ind i flygtningelejren. Der skrives under og stemples papirer, hvorefter vagten – Jack – fører os ind i et andet rum, hvorfra der er adgang til lejren.

Han stiller sig op og spærrer vejen. Vi prøver at signalere, at vi gerne vil forbi.
»Нет,« siger vagten bare og kigger tomt på os. En foreslår bestikkelse. Vi rækker vagten en 50 dollar-seddel. Han peger to ud, der må komme ind. En begynder at diskutere med vagten om, om alle skal have lov at komme ind. En anden rækker endnu en seddel – nu en dansk hundredekroneseddel frem. Vagten tager sedlen og træder til side. Alle må komme ind.

Vi har bestået opgaven.
Flere pointer bliver slået fast igen og igen i løbet af de tre dage: ”Vær opmærksom.” ”Vær ædru.” ”Vær opmærksom.” ”Når du er ude at køre med din fixer, så er du ikke passager. Så er du aktør. Det er let at sidde og falde hen. Det må du ikke. Vær altid opmærksom på dine omgivelser.”
”Man skal altid køre med låste døre og lukkede vinduer.”
”Fixerens ’fætter’ skal ikke have lov at køre med.”
Og så videre.

Vi opfordres til at rejse ”neutralt”, det vil sige at lade være med at fortælle vidt og bredt til medpassagerer i flyet, hvor vi er på vej hen, og hvad formålet er. Det samme med påklædningen: Undgå uniformer. Undgå caps og kasketter. Undgå solbriller. Hav altid eventuelt fortroligt materiale med i håndbagagen. Sørg for, at computer og mobiltelefoner er rensede for data. Undgå logoer på bagagen og tøjet.

Sørg altid for, at der er en ”mission manager” derhjemme på redaktionen. Sørg for løbende at holde din mission manager orienteret om, hvad du gør. Hvor du kører hen. Hvem du taler med.
Det er afgørende vigtige oplysninger, når du bliver bortført.
Og det vil formentlig være din mission manager, der opdager, at du er væk – når du ikke melder tilbage på de aftalte tidspunkter.

1.     En panserbrydende patron. Den kan gennembryde visse typer skudsikre veste.
2.     Jeg er blevet smidt ind i et bagagerum. Mine hænder er bundet, og jeg kan intet se. Om et øjeblik bliver en anden svinebundet kollega smidt ind ved siden af, inden bilen med et drøn flygter fra gerningsstedet.
3.     En maskeret terrorist overvåger bortførelsen. Svinebundne og med sække over hovedet sidder gruppen af journa-
lister og fotografer nu i bilerne og venter på at blive kørt væk. – foto: Sara Galbiati

Køreturene i området, våbenorienteringen og instruktionen i, hvordan man evakuerer et bombesprængt hotel, er ren drengerøv.
»I skal overveje, hvad etage I vælger at bo på,« forklarer Norman Kristensen under den del af kurset, der handler om hotelophold i krigszoner.
»Bilbomber raserer stueetagen og de nederste etager. På de højere etager er det svært at komme ud, hvis hotellet brænder. Du kan godt vælge at bo på 34’te etage. Så skal du bare gøre dig klart, hvad det er, du vælger og hvorfor.«

Norman Kristensen viser, hvordan han har valgt et værelse, som vi får at vide er på tredje etage. Her har vi størst chance for både at overleve bilbomben og flygte fra den efterfølgende brand. Han orienterer sig ud af vinduet: »Aha, jeg kan hoppe over på dét tag der, hvis jeg skal ud i en fart.«

Nu skal vi ud. Evakueringen foregår ud ad vinduet med rapelling ned ad sammenbundne lagner.
En af instruktørerne, vist en tidligere jægersoldat, er stor som et lille byhus. Han har iført sig en Range Rover og kaster den rundt på kaserneområdets små slidte veje, som om den store bil ikke har bremse og speeder, men kun on-off knap. Vi bliver kastet rundt i bilen, mens vi kæmper med at få sikkerhedsselen på: »Tag ALTID sikkerhedsselen på«, og vi springer ind og ud af bilen, der hurtigt drøner videre, mens vi løber i dækning og orienterer os i området og venter på at blive samlet op igen.

Og så er der våbnene. Våbentræning er ikke en del af kurset. Journalister og fotografer har ikke brug for at lære at betjene pistoler, geværer og granater.
Men det kan være praktisk nok at vide, hvordan man kan se, at et gevær er afsikret. Og det er praktisk nok at vide, hvordan man sikrer geværet, hvis man nu får stukket et i hånden.
Vi bliver vist hen til et forfaldent betonhalvtag. Der ligger flere typer pistoler, en række automatgeværer, et par granater og et raketstyr. Flere piller lidt ved våbnene. Peger med en pistol. Løfter granaten og vejer den i hånden.

En del af våbnene og granaterne er attrapper. Men den ammunition, vi får fremvist, er ægte. »Den her fiser lige igennem en skudsikker vest og sådan set også lige igennem en bil,« siger kursuslederen og holder en tung patron op, hvor selve kuglen er på størrelse med en pegefinger.

Der er ammunition til AK-47 geværer – det er typisk de våben, man vil se i Afrika og Mellemøsten – og vi får demonstreret pansergennembrydende kugler, der vil ryge igennem en skudsikker vest.
En ekspert demonstrerer UXO – ueksploderet ammunition, granater og miner, sådan som man typisk vil finde dem i krigsramte områder.

Vi går ad en smal grusvej. Han udpeger en personelmine i en vandpyt. Lidt længere fremme ligger en ”my little pony”-bamse. Vi griner lidt. Indtil det går op for folk, at legetøjet er forbundet med en mine med en snubletråd.
Den rustne metaltråd er bogstaveligt talt usynlig i det høje ukrudt. Hvis personelminen havde været ægte, ville kurset have været afsluttet med et brag, blod og metalstumper.

Det er ved at skumre. Vi er ude i terrænet. Vi skal finde vej med kort og kompas, men øvelsen er ved at gå op i hat og briller. Både kompas og kort er ved at være ulæselige i det tilsnigende mørke. En af kursisterne forsøger at bruge sin mobiltelefon som lommelygte.

Pludselig bryder helvede løs.
Der lyder brag, råben og skrigen. Fire maskerede mænd og en kvinde kommer stormende frem. Vi bliver beordret ned på maven på asfalten.
»Lie down! Lie down! Get down, you filthy dogs!«
Den maskerede kvinde bøjer sig ned over mig. »Face down!,« skriger hun. »Get your fucking face down! Now!«

Jeg får trukket en rå, sort lærredssæk over hovedet. Stadig på engelsk kommanderer kvinden, at jeg skal række hænderne frem. Jeg bliver lænket med plastic-strips.
Alle har fået sække over hovedet. Der hersker vild forvirring. En motor starter brølende, og man kan skimte lyset fra de skarpe projektører gennem det grove lærred. Endnu en bil kommer til.

En for en bliver vi under eder og forbandelser kommanderet op at stå og smidt ind i bilerne. Jeg bliver trukket over og beordret ind i bagagerummet. Kort efter bliver et andet gidsel smidt ind ved siden af i det snævre bagagerum.
Klappen bliver smækket i, og bilen drøner af sted. Terroristerne i bilen diskuterer højlydt, mens den store bil hidsigt bliver kastet rundt i snævre sving. Vi er på vej mod Aleppo, kan vi høre. Terroristerne følger efter bilen foran.

Det er umuligt at holde sig fast i bagagerummet, og jeg rutsjer rundt sammen med det andet gidsel, hver eneste gang bilen bremser, svinger og gasser op.
Pludselig stopper bilen. To terrorister stiger ud. Dørene smækkes i. Vi kan høre, at gruppen af gidseltagere taler sammen udenfor. Motoren rumler stadig. Vi venter i flere minutter.
»Er I okay?« spørger en forsigtigt.
»QUIET!« lyder et brøl.

En dør flås op. Et af gidslerne hives ud. Døren smækkes i igen. Det gentager sig. En efter en bliver vi trukket ud af den rumlende bil og hårdhændet trukket af sted. To gidseltagere hiver mig med. En ved hver arm. »Watch out here,« siger en stemme. En hånd presser mit hoved ned. »There’s a step here. Watch out, you fucking infidel.«

Ned ad en trappe. Gennem en lang gang. Et eller andet hænger ned og slår mod mit hoved. Vi drejer ind gennem en dør.
»Sit down here,« bjæffer en gidseltager. Jeg har ryggen mod en kold, hård mur og glider ned, så jeg sidder på det hårde, beskidte betongulv.
»You are all faceless. Why should I care about you? Faceless infidel dogs,« brøler en stemme.

Meningen med kurset er selvfølgelig at rette blikket indad: Hvordan reagerer du i den skarpe situation? Den erfaring får jeg med hjem – jeg går ikke i panik. Jeg har lettere ved at håndtere de situationer, hvor det haster med at hjælpe andre – for eksempel med førstehjælp – end de situationer, hvor jeg skal redde mit eget skind. Ikke på den måde, at jeg har noget problem med at rappelle ud ad vinduet, da hotellet brænder.

Ork nej. Næ, det er de meget direkte og voldsomme konfrontationer, der er svære. Jeg tager mig selv i at stivne, da terroristen brøler mig ind i ansigtet. Jeg trækker mig ind i mig selv, da jeg sidder i kælderen med sækken over hovedet.

Vi kan høre, at vagten vandrer hvileløst rundt i rummet. Ingen af os aner, hvor vi befinder os – eller for den sags skyld, hvor mange af os der er i rummet.
Jeg hoster. To andre svarer hostende. »QUIET!« brøler vagten.
Efter et stykke tid begynder et af gidslerne at tale. Han spørger, om han må få sækken af hovedet, så han kan trække vejret. Vagten afviser. Men efter lidt forsigtig snak frem og tilbage giver vagten alligevel gidslet lov til at få sækken af.

»What about my friends? They should be allowed to take off the bags too,« prøver gidslet. Det bliver afvist. Han forsøger forsigtigt igen. De taler lidt frem og tilbage.

Endelig får vi alle sammen lov til at få sækkene af hovedet. Det er første skridt. Vi er en otte-ni stykker i det lille, hvidkalkede kælderrum, der hurtigt er begyndt at stinke af sved og stress.
Foran os ligger flere timers forhandlinger og forsøg på kommunikation med fangevogterne. Det er den vigtigste del af dette rollespil: Hvordan agerer du, når du er taget til fange? Hvad kan du gøre? Og hvad skal du ikke gøre?

Vi har fået sækkene af. Jeg ser mig omkring i det beskidte kælderrum – på mine kammerater – og på den maskerede gidseltager.
Vi ved ikke, hvor lang tid det vil tage. Vi ved ikke, hvad der skal ske. Vi ved ikke, hvem der ”overlever”, og hvem der ikke gør.
Terroristen opdager, at jeg ser på ham og kommer stormende over og vifter med pistolen lige foran mit ansigt.
»Are you fucking eyeballing me?!?«
Det bliver en lang aften.