Det Berlingske Officin får ny koncerndirektør i starten af november – altså muligvis allerede i slutningen af næste uge. Det sagde Mecoms direktør og bestyrelsesformand David Montgomery i dag på New Media Days.
Hovedpointen i David Montgomerys formelle tale var, at man i fremtiden skal se mediehusene som indholdsleverandører og ikke som eksempelvis printmedier. Det redaktionelle indhold skal genbruges på alle platforme.
Redaktørerne bør i stigende grad lade journalisterne arbejde uafhængigt og lade dem være mere direkte i kontakt med læserne. Cheferne i et af Danmarks største mediehuse, Det Berlingske Officin, skal fremover ikke have kontrol over det hele eller tro, at de skal bruge kræfter på at styre det hele – men i stedet have tillid til deres medarbejdere.
Endelig siger han, at relanceringen af en stribe jyske dagblade i tabloid har givet 20.000 nye prøve-abonnenter.
Som et svar på Journalistens historie om, at 19 topchefer har forladt Det Berlingske Officin, siden han overtog kontrollen, sagde David Montgomery, at der simpelthen havde været for mange chefer. Det mudrede billedet og gjorde, at man ikke havde fået taget ordentlig hånd om talenterne.
Efter Berlingskes fiasko med Dato tror Montgomery ikke på budomdelte gratisaviser.
"Det er almindelig kendt, at der er blevet brugt omkring 800 millioner kroner på de to andre budomdelte gratisaviser, og at indtægterne måske blot er 80 millioner kroner, så det ligner ikke levedygtige forretningsmodeller," sagde David Montgomery.
Derimod tror Montgomery fortsat på gratis trafik-aviser som Urban.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.