Det er helt i orden at bringe fotoet. Manden har jo åbentbart problemer på flere fronter og nægter at offentliggøre sin 1.200 sider lange lægejournal. Amerikanerne er jo i gang med at vælge "The Mummy" som ny præsident og det ved jeg sgu ikke, hvor fedt det er. Jeg troede, at vi var ovre det der med, at præsidenter skal have rundet 70 år for at kunne sidde ved magten. Det minder lidt for meget om det gamle Sovjet. Næhhh lad os få noget lidt yngre - og sikkert også - uerfarent blod ind i det Hvide Hus. Det kan ikke gå værre, end tilfældet har været de sidste 4-8 år.

Når vi nu er i gang med at rose Reagan, så bør man måske huske på, at vi taler om en præsident, der fik skabt det største føderale underskud i amerikansk historie, og en præsident, som ikke anede, hvad der foregik omkring ham (Iran-Contra-skandalen).

Hvis jeg ikke husker helt galt, så faldt hans popularitet da også betydeligt i årene efter at han havde forladt Det Hvide Hus.

Bemærk, at jeg ikke anfægter hans indsats i Den Kolde Krig, men blot påpeger, at USA næppe kan overleve økonomisk, hvis det har for mange præsidenter af hans 'kaliber'.

mv.

Rasmus Skat Andersen

Beklager, jeg deler ikke dit verdensbillede. Clinton var - trods sine mangler - i mine øjne en langt mere kompetent præsident, end dem, som republikanerne har stillet med de sidste mange år.

Jeg ved ikke, hvem der indførte subprimelånene, men jeg ved, at George W. Bush har været ved magten de sidste otte år, så hvis der er nogen præsident, der skal have ansvaret for dem, så må det jo være ham.

...men for at vende tilbage til billedet:

For os, der så hele debatten både live og senere var det en lidt underlig afslutning: Da Obama og McCain skal sige tak for kampen til hinanden og ikke mindst moderator Bob Schieffer på den anden side af det forholdsvis store, runde bord, er Schieffer og McCain i tvivl om, hvilken vej, de skal gå rundt for at sige tak.

 De kan ikke nå ind over bordet, så det bliver til en lidt akavet dans på stedet, indtil Schieffer til sidste går den - for ham - venstre vej rundt til Obama og McCain bliver fanget på hælene. McCain vender sig og laver en utrolig uheldig  bevægelse med en mindst lige så uheldig grimasse på vej over mod Schieffer.

Skal det bringes? Tjah...det viser jo lidt det, McCain pt. er: En ældre desperat mand, der ikke aner, hvordan han skal indhente den noget yngre konkurrent til præsidentposten. (I øvrigt har flere medier senere flittigt bragt et meget nærgående billede af hovedet på en storsvedende McCain, som nok også kunne stille spørgsmålstegn ved)

@Rasmus

Demokraterne har flertal i begge kamre i Kongressen, så hvordan du kan påstå, at det er Republikanerne, der har magten, forstår jeg ikke.

Hvad angår USA-eksperten Dennis Sewell, der har udpeget Clinton og Demokraterne som de ansvarlige for finanskrisen,  så skriver han også i det venstreorienterede New Statesman samt arbejder for BBC.

Dokumentation:

http://news.bbc.co.uk/2/hi/programmes/the_westminster_hour/2551927.stm

http://www.newstatesman.com/200201140009

Lige nu har Demokraterne flertallet i begge kamre, det har de mig bekendt ikke haft hele tiden i de snart otte år, Bush har været præsident. Og hvis jeg ikke husker helt galt, så havde Clinton heller ikke Demokratiske flertal i begge kamre i alle de år, han var præsident.

Men lad os stoppe debatten her. Vi bliver ikke enige.

Biledet er taget ved en offentlig begivenhed.

Alle ved, hvordan McCain ser ud i snart set 1.000 positioner, det samme gælder Obama. Det er lykkedes fotografen at tage et billede af, hvordan han også kan se ud, og set med mine øjne vil det næppe rykke ved det samlede indtryk af McCain - netop fordi han er fotograferet fra alle vinkler. Skulle man så også lade være at bringe noget, han havde sagt ved en offentlig begivenhed, fordi det kunne miskreditere ham?

 Der er tale om et dokumentarisk billede. Jeg opfatter det som humoristisk snarere end forhånende, men i øvrigt findes der vel de første 10.000 glorificerende billeder af manden.

Hvis vi skal tage pressefotoet seriøst - og det mener jeg, at vi skal - så må vi også erkende dets styrke i netop at dokumentere øjeblikket på godt og ondt. Havde der været tale om et billede af et menneske, vi meget sjældent så foreviget, ville det nok have været en fejl at bringe et grimassebillede, fordi man som læser/seer netop gerne vil vide 'hvordan ser vedkommende så egentlig ud', fotografens opgave ville med andre ord have været en anden. Men det  er ikke den situation, der er tale om her.

Bedste hilsener,

Susanne Sayers