Mathias Svold: “Jeg laver i virkeligheden ikke så meget pressefotografi”

Årets pressefotograf er freelancer Mathias Svold. Han blev færdiguddannet i 2017 og havde aldrig troet, han skulle vinde. “Jeg tror, det er første gang, en freelancefotograf har vundet prisen,” siger han. Han fokuserer ikke på nyheder, men det mere poetiske – særligt forholdet mellem mennesker og natur
  • Mathias Svold
    Et af de indsendte billeder, Mathias Svold blev kåret til årets pressefotograf på baggrund af.
01.03.2019 · 16:04

“Det var godt, jeg ikke sagde ja til at fotografere for jer. Jeg håbede jo på, at jeg skulle stå på den anden side. Haha.”

Mathias Svold er i eftermiddag i Diamanten i København blevet kåret som årets pressefotograf i Danmark. Han blev færdiguddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i sommeren 2017 og har tidligere vundet prisen som ‘College Photographer of the Year’.

På trods af forhåbningen om en pris i portrætkategorien, som afholdt ham fra at dække begivenheden for Journalisten, var det et chok for ham, at han med en kollektion på fem billeder løb med prisen som årets pressefotograf.

“Jeg var ret nervøs, da det startede, for man ved aldrig, hvad der sker. Men i portrætkategorien, hvor jeg var nomineret, vandt jeg ikke. Der tænkte jeg, “puh, nu er min rolle overstået”, og så var jeg ikke nervøs mere. Derfor ramte det ekstra kraftigt, da jeg vandt. Jeg havde paraderne nede og troede bare, jeg skulle hygge mig med en snack bagefter,” siger han.

“Jeg er meget overrasket. Oprigtigt meget overrasket. Det er åbenlyst en ny stil, dommerne har valgt. Det er virkelig et sats,” siger han.

Kåringen har tilpasset sig virkeligheden

Inden årets kåring har Pressefotografforbundet ændret beskrivelsen af, hvad der skal til for at blive årets pressefotograf.

Tidligere har der været stort fokus på fotografisk alsidighed, hvilket har givet mange priser til avisfotografer som eksempelvis Politikens Mads Nissen, der også har vundet store priser ved World Press Photo. Som freelancefotograf falder Mathias Svold ikke i den alsidige kategori, mener han selv.

“Jeg tror, det er første gang, en freelancefotograf har vundet prisen. Med de nye regler åbner man for, at freelancere har en chance ved at binde en stærk kollektion sammen,” siger han.

Som begrundelse for valget angiver Pressefotografforbundet da også, at de har ledt efter en ny stil for kategorien.

“Dette er virkelig årets visuelle stemme, som den nye definition af kategorien lægger op til, og dommerne vil gerne være med til at skubbe på en udvikling, hvor fotograferne tør være mere kompromisløse i deres visuelle udtryk,” lyder det fra Pressefotografforbundet.

Mathias Svolds freelanceprojekter tæller eksempelvis en fotoserie om danske kyster, som han har lavet sammen med sin fotografkollega Ulrik Hasemann. Han har også fotograferet den newzealandske flod Whanganui River for National Geographic, som han fik lov til at lave, da han blev kåret til årets fotojournaliststuderende i verden.

“Jeg synes, det er godt, at de har ændret kriterierne for prisen. Før var det meget fokuseret på avisfotografer, der løser mange opgaver i udland, indland, hverdag og laver mange portrætter. Men rigtigt mange medlemmer er i dag freelance, så det er svært at opfylde kravet til en alsidig portefølje.”

Er den klassiske pressefotograf på en avis lidt en uddøende race?

“Der er ingen tvivl om, at der er færre fastansatte og flere freelancere. Derfor giver det også god mening, at konkurrencen tilpasser sig den virkelighed, der er derude for mange medlemmer af Pressefotografforbundet,” siger Mathias Svold.

Formidler en vigtig historie for mennesket

I sine projekter fokuserer Mathias Svold i høj grad på miljø og natur.

“Det er temaer, som sjældent har fyldt meget i konkurrencer, hvor nyhedsfotografiet har fyldt,” siger Mathias Svold.

Han mener, det er temaer, som får større og større betydning for vores verden.

“Vi tapper naturens ressourcer, vi kontrollerer naturen. Vi har som mennesker utroligt meget magt. Og det påvirker alt fra klimaforandringer til naturen i små områder. Det er en meget relevant historie at formidle til samfundet,” siger han.

Fascinationen er også meget personlig.

“Jeg har altid været meget ude i naturen. Jeg er opvokset tæt på skoven og vandet. I mit voksne liv er det gået op for mig, at naturen ikke er noget, vi kan tage for givet. Og det er gået op for mig, hvor meget mennesker påvirker naturen i stort og småt,” siger han.

Øjeblikket imellem begivenhederne

I sine fotografier fokuserer Mathias Svold i høj grad på at gøre det modsatte af, hvad man normalt ville i det klassiske nyhedsfotografi: At fange det øjeblik, hvor tingene sker. Det har han vendt på hovedet.

“Når jeg fotograferer, har jeg en meget poetisk stil, og jeg kan godt lide at fotografere de stille øjeblikke. Jeg fotograferer sjældent, hvor der er action, men øjeblikkene imellem action. Det bliver en mere eftertænksom fortællemåde, som lægger op til fortolkning,” siger han.

“Mine billeder er også tit taget på afstand, hvor man ikke er helt tæt på folk. Jeg træder tilbage og fotograferer en større scene,” siger Mathias Svold.

Planen for årets pressefotograf er at fortsætte som freelancefotograf. Men det er ikke nemt, erkender han.

“Der er fordele og ulemper ved, at jeg er freelance. Jeg har ikke et medie i ryggen, og det gør, at økonomi kan være et dilemma. Der kan gå lang tid imellem, at mine projekter bliver solgt til nogen. Det oplever jeg helt sikkert er svært. Til gengæld er jeg min egen chef og kan styre min kalender fuldstændigt,” siger han.

Men det bliver måske lidt nemmere at få solgt projekterne fremover?

“Det er svært at sige. Men det er det ultimative blåstempel af mig som fotograf, og det er jeg megastolt af. Det giver også en endnu større motivation for at arbejde videre i den retning, jeg er på, og giver mig virkelig troen på det,” siger Mathias Svold.

Du kan se billeder fra alle prisvindere ved kåringen af årets pressefoto her – blandt andre fra Mathias Svold.

Kommentar

02/03/2019 - 07:38

Lene Rimestad

Supergodt med bredere vinkel på pressefotografernes arbejde.

Elsker Svolds billeder. Man kan bruge lang tid på at se nærmere på dem.

Men kan vi ikke godt få lidt mere tekst på det billede med hjorten? Hvad er konteksten?

03/03/2019 - 22:40

Mogens Laier

Tillykke Mathias, men bare til orientering, så er der freelancer der har vundet før dig

04/03/2019 - 11:27

Kurt Johansen

Saxgren gjorde det ihvertfald et par gange i firserne.

04/03/2019 - 16:02

Mathias Svold

Hej Lene. Tak for din kommentar. Billedet med hjorten var sendt ind som en del af større historie, så derfor står konteksten lidt uklart. Historien handler om Whanganui-floden i New Zealand, som er den første flod i verdenshistorien, som er blevet tildelt de samme rettigheder som et menneske. Floden står stadig over for udfordringer, og en af dem er, at hjorte æder vegetation omkring floden, som beskytter den. Blandt andet derfor bliver hjorte jaget.

Hej Mogens, tak for info, så vil jeg ikke prale af det :)

Mathias Svold

Seneste jobopslag

To journalister til Lollandredaktionen

Lolland-Falsters Folketidende A/S
Ansøgningsfrist: 10.04

Organisationsudviklingschef

Kræftens Bekæmpelse
Ansøgningsfrist: 10.04

Studentermedhjælper til medlemsrådgivning

A-kassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog
Ansøgningsfrist: 05.04

Pressesekretær til Undervisningsministeriet

Undervisningsministeriet
Ansøgningsfrist: 07.04

Projektleder til Politiken Live

Politiken Live
Ansøgningsfrist: 07.04

Ingeniøren søger dagsordensættende journalist

Ingeniøren
Ansøgningsfrist: 02.04

Sjælden journalist-stilling er ledig

Sjællandske Medier
Ansøgningsfrist: 26.03

Senior Presserådgiver til KMD

KMD
Ansøgningsfrist: 15.04

Communication and Program Manager (barselsvikariat)

Unicef Danmark
Ansøgningsfrist: 01.04

Journalist til folkekirken.dk - barselsvikariat

Folkekirken.dk
Ansøgningsfrist: 26.03

Brandredaktør P1 og DR2

DR
Ansøgningsfrist: 22.03

Kommunikationschef til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 31.03

Digital redaktør til Landbrugsstyrelsen

Landbrugsstyrelsen
Ansøgningsfrist: 26.03

BUPL søger en kreativ pressemedarbejder med skarpt politisk blik til vikariat

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 28.03

Kommunikationschef til Red Orangutangen

Red Orangutangen
Ansøgningsfrist: 05.04

TV MIDTVEST søger kreativ og effektiv webklipper

TV MIDTVEST
Ansøgningsfrist: 15.04

TV2 ØSTJYLLAND søger redaktør

TV2 Østjylland
Ansøgningsfrist: 02.04

DIREKTØR - DANSK JOURNALISTFORBUND

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 07.04

SPECIALKONSULENT TIL STRATEGISK KOMMUNIKATION OG RELATIONSARBEJDE

INSTITUT FOR MENNESKERETTIGHEDER
Ansøgningsfrist: 29.03

Kommunikationsmedarbejdere

Københavns Universitet
Ansøgningsfrist: 22.03

Kommunikationschef

HR Navigator
Ansøgningsfrist: 01.04

Fagbladet Folkeskolen søger journalist

Fagbladet Folkeskolen
Ansøgningsfrist: 27.03