Dur ikke, væk.
De knap 50 journalistiske medarbejdere på Egmont Magasiner A/S var ikke i tvivl om kvaliteten af det overenskomstforlig, deres egne forhandlere i alliance med Journalistforbundet, havde fået forhandlet hjem.
81 procent stemte nej, og stemmeprocenten var så høj som 86. Et nej, der er til at tage at føle på.
“Ja, det er jo ikke ligefrem en tillidserklæring, men jeg vidste nu godt, at der ville være en del modstand. For vi fik slet ikke de ting igennem, vi havde håbet på,” siger journalist Helle Østergaard, fællestillidsmand på Egmont Magasiner, der blandt andet udgiver Alt for Damerne, Her & Nu, Euroman, Hjemmet og Hendes Verden.
Det resultat, der blev stemt ned, indebar en forhøjelse af skalalønnen med 350 kroner de næste fire år, samt lokale aftaler om forhøjelse af de personlige tillæg.
Journalisterne havde blandt andet forventet at få en syvende ferieuge, men det gik ikke igennem.
“Jeg kan godt forstå, at de stemte nej. Det var en meget smal løsning, men det var det bedste, vi kunne få,” siger Flemming Reinvard, faglig sekretær i Journalistforbundet, der var med til forhandlingerne.
Konflikt uden effekt
Medarbejderne havde ellers forventninger om, at Egmont ville give sig mere end sædvanligt. Økonomisk går det godt for koncernen, og medarbejderne har arbejdet hårdt i forbindelse med, at nye blade er kommet ind under koncernens vinger.
“Stort set alle blade, som vi kan sammenligne os med, har fået den syvende ferieuge, og de har også genetidstillæg, hvad vi heller ikke har. Derfor havde vi større forventninger,” siger Helle Østergaard.
Flemming Reinvard tror, at det massive nej vil få konsekvenser.
“Hvis ledelsen i Egmont troede, at det var på skrømt, at vi sad og advarede dem, så tror jeg nu, de har forstået budskabet. Og det, er jeg overbevist om, vil gavne forhandlingerne.”
Det er sjældent, at der bliver stemt nej til overenskomstforlig. Tidligere i år måtte TV 2s tillidsmænd og DJs forhandlere dog også gå tilbage til forhandlingsbordet, da lige over 50 procent af medarbejderne på TV 2 stemte nej. Men da var det første gang i mere end 30 år, at det skete på en større arbejdsplads.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.