search

Massiv vandskade hos Berlingske: 150 arbejdspladser er ubrugelige

Det begyndte pludselig at fosse ud med vand fra et sprinklerrør på fjerde sal i Berlingske Media, der var ved at gøre klar til Radio Louds indflytning 1. juli

Der er gang i et større puslespil hos Berlingske Media for at finde plads til alle medarbejdere.

Ikke fordi alle er vendt tilbage til arbejdspladsen efter corona-hjemsendelse, men fordi en gedigen vandskade har ramt bygningen på Pilestræde i indre København, som Berlingske Media holder til i.

Vandskaden skete i sidste uge, da et sprinklerrør på fjerde sal i bygningen bristede. Her var håndværkere i gang med at gøre klar til, at Radio Loud skulle flytte ind fra 1. juli.

”Der er kommet så meget vand ind, at 150 arbejdspladser er påvirket, så man ikke kan sidde og arbejde der,” siger Lise Glerup Pedersen, HR-direktør i Berlingske Media.

Nogle sidder derfor hjemme og arbejder lige nu, mens ledelsen i huset bruger ugen på at få lagt en plan for, hvor folk kan blive placeret i stedet.

”Vi har allerede fundet et lejemål i vores karré i Pilestræde, hvor vi flytter annonceafdelingen ind på mandag,” siger Lise Glerup Pedersen.

Loud skal genhuses

Hverken Berlingske Media selv eller Jeudan, som udlejer bygningen, kan komme med en tidshorisont på udbedring af skaderne.

”Vi skal igennem nogle forskellige faser. Der er ved at blive etableret nogle vægge rundt omkring de forskellige våde områder. De skal affugtes, og så skal der genopbygges i de områder. Nogle områder er hårdere ramt end andre,” siger Lise Glerup Pedersen.

Berlingske Media er sammen med Jeudan i gang med at se, om de kan skaffe flere lokaler, mens arbejdet står på. Én ting står dog sikkert: Radio Loud kommer ikke til at flytte ind på fjerde sal i næste uge som planlagt.

”De bliver genhuset. Det arbejder vi på lige nu. Vi er i tæt kontakt med Jeudan, som har mange ejendomme lige omkring Pilestræde. Vi prøver at beholde folk i området i det omfang, det kan lade sig gøre.”

”Det er megatræls for at sige det på godt jysk,” siger Lise Glerup Pedersen.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen