Massiv fokus på den fængslede Niels Krogsgård

Den journaliststuderende Niels Krogsgård, der sidder fængslet i Iran, satte fredag et stort aftryk på nyhedsstrømmen i danske medier. Journalisten.dk bringer her et overblik.

Den journaliststuderende Niels Krogsgård, der sidder fængslet i Iran, satte fredag et stort aftryk på nyhedsstrømmen i danske medier. Journalisten.dk bringer her et overblik.

"Typisk Niels". Sådan hedder det på Berlingske.dk, hvor studiekammeraten på SDU Eva Jung har skrevet et portræt af Niels Krogsgård. Her beskriver hun ham som værende ambitiøs, grænsende til det ærgerrige i sin jagt på den gode historie, både i studiet og i sin praktiktid på Berlingske Tidende og Sporten.dk. Han gik oprindeligt på DJH, men kom i strid med skolen på grund af en sen tilmelding til en reeksamen, hvorefter han søgte og kom ind på SDU.

Berlingske bringer også i sammenhængen en artikel om, hvor galt det kan gå, når man rager uklar med de iranske myndigheder, nemlig om den 24-årige franske undervisningsstudent Clotilde Reiss, der sidder fast i Iran på femte måned.

Politiken.dk kredser om, hvor farligt det er at rejse til Iran som journalist, og her tales der både for og imod. Dels Vibeke Sperling, der ikke anser Iran som et farligt sted for udlandske journalister, dels Jens Nauntofte, der til Ritzau siger det modsatte, nemlig at de to SDU-studerende har leget med deres egen skæbne ved at rejse til landet.

På Jp.dk udtrykker SF's formand Villy Søvndal stor bekymring for anholdelsen af Niels Krogsgård og mener, den danske regering må kalde den iranske ambassadør til samtale og lægge maksimalt pres på den iranske regering.

Jp.dk sætter også fokus på sikkerhedsaspektet og citerer DJ's formand Mogens Blicher Bjerregård for at sige, at sikkerhedstræning er et must, når man som journalist rejser i lande som Iran.

Sikkerhedsspørgsmålet tages op af Ritzau over for studieleder Anne Lea Landsted på Center for Journalistik på SDU, og hun mener ikke, uddannelsen kunne have gjort mere, end man gjorde.

"Vi har sagt, de skulle holde sig ude af demonstrationer, og det har de så åbenbart ikke gjort," siger hun, hvilket kan læses blandt andet på Bt.dk.

Ifølge seneste dessin arbejder den danske ambassade i Iran på højtryk for at få lokaliseret, hvilket fængsel Niels Krogsgård befinder sig i, og når det sker, vil der blive iværksat en standardprocedure med besøg i fængslet og advokatbistand.

0 Kommentarer