Ingen husaftale. Ingen videresalgsaftale. Ledelsen på Vejle Amts Folkeblad/Frederica Dagblad opsagde i dag begge aftaler. Samtidig præsenteredes en spareplan, hvor otte ud af 48 journalister skal væk. Nu strejker de ansatte.
De redaktionelle medarbejdere på Vejle Amts Folkeblad og Fredericia Dagblad blev i dag præsenteret for en storstilet spareplan på fire milllioner kroner, som vil koste hver femte journalist jobbet.
Samtidig valgte ledelsen at opsige den gældende husaftale og videresalgsaftale, hvilket siden fik medarbejderne til at gå i strejke.
»At man indleder forhandlingerne med at holde pistolen direkte for tindingen, det gjorde mine kollegaer meget vrede,« fortæller fællestillidsrepræsentant Mie Sparre til Journalisten.dk.
Det er særligt opsigelsen af husaftalen og videresalgsaftelen, som fik de ansatte til at reagere skarpt og siden gå i strejke.
Hun og de øvrige i tillidsmandskollegiet fik i morges præsenteret spareplanen på et møde med ledelsen. Umiddelbart efter samledes alle de redaktionelle medarbejdere til fagligt møde.
Journalisterne mener, at det umuligt kan lade sig gøre at fortsætte med at udgive avisen i sin nuværende form, hvis otte ud af 48 journalister skal skæres bort.
»Vi har meddelt ledelsen, at vi ikke kan finde flere besparelser. Vi forsøgte det allerede i november og december, hvor vi sidst var igennem de overvejelser. Så derfra kender vi tallene, og der er ikkke noget nyt,« siger Mie Sparre.
Flere af hendes kollegaer på redaktionen lader anonymt over for Journalisten.dk forstå, at de også anser det for »fuldstændigt urealistisk«.
»Problemet er, at ledelsen ikke har anvist nogen løsninger til, hvordan man så vil gøre. Vi er reelt allerede for få til at lave den avis, vi laver nu,« siger en medarbejder.
Adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør Alex Pedersen tilbageviser de fleste kritikpunkter og påpeger, at besparelserne er nødvendige, hvis avisen skal blive ved at kunne udkomme
»Vi har tabt 3,7 mio. kroner de første tre måneder i år. Så situationen er meget alvorlig. Ganger du første kvartal op med fire, ender vi med et tocifret millionunderskud,« siger Alex Pedersen til Journalisten.dk.
Medarbejderne er især vrede over, at man indleder forhandlingerne med at opsige alle aftaler. Det er måske heller ikke det mest diplomatiske – eller?
»Det ved jeg såmænd ikke. Vores husaftale er fra 1992 og videresalgsaftalen fra 2000. Og det er måske på tide at gennemgå husaftalen,« siger Alex Pedersen, der samtidig understreger, at han ikke er ude på at genere nogen.
»Jeg synes heller ikke, det er sjovt at fyre folk. Derfor er jeg nødt til at kaste nogle af de her ting på bordet i forhandlingerne,« siger han.
Alex Pedersen er til gengæld irriteret over, at medarbejderne gik hjem i dag.
»I min verden handler ordet forhandling om at sætte sig rundt om bordet. Det er dét, vi har 14 dage til. Derfor har jeg svært ved at forstå, hvorfor man går hjem.«
Han gør samtidig opmærksom på, at han tilbage i december overbragte avisens tillidsrepræsentant et udspil til en ny husaftale. Et udspil, som ifølge medarbejderne ville indebære en lønnedgang.
»Det er fem måneder siden, jeg kom med et udspil til en ny husaftale, men jeg har ingen tilbagemeldinger fået,« siger Alex Pedersen, der flere gange bemærker, at han meget håber, at det kan lade sig gøre at indgå en dialog med journalisterne om fremtiden.
Hvor strikst står du på, at der skal skæres otte ud af 48 stillinger væk?
»Det forhandler vi med journalisterne om – og ikke gennem medierne.«
Bliver der mulighed for frivillige fratrædelsesordninger?
»Nej – ikke som udgangspunkt. Det er ledelsen, som bestemmer, hvem der skal være på holdet,« fastslår Alex Pedersen.
Enkelte medarbejdere på avisen siger til Journalisten.dk, at de frygter, at det bliver Vejle-redaktionen, der må holde for, da der ikke kan skæres flere folk væk på oplandsredaktionerne. Er det korrekt?
»Det er en dialog, vi tager med vores kære journalister,« siger Alex Pedersen.
Vejle Amts Folkeblad udkommer i eftermiddag, men ifølge avisens tillidsrepræsentant er det stadig et åbent spørgsmål, om avisen udkommer i morgen.
»Vi blev aldrig færdig med det faglige møde i dag, så vi fortsætter i morgen,« siger Mie Sparre.
På et møde i det faglige fællesudvalg har Dansk Journalistforbund over for Danske Mediers Arbejdsgiverforening (DMA) erkendt, at der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse og pålagt sine medlemmer at genoptage arbejdet.
Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad var i øvrigt igennem et helt andet stormfuldt forløb i slutningen af sidste år, da chefredaktør Arne Mariager kom på kant med journalisterne og kort tid efter endte med at sige op og tømme sit kontor i koncernens hovedsæde i Vejle.
Forinden havde han fornærmet en lang række af de redaktionelle medarbejdere, som han blandt andet kaldte for "klynkende og forkælede".
Efter Mariagers farvel blev stemningen noget bedre, og medarbejderne forsøgte at lægge fortiden på hylden.
Til gengæld måtte ledelsen skære ned for at få budgettet for 2008 til at passe nogenlunde. På Vejle Amts Folkeblad og Fredericia Dagblad undlod man således at genbesætte tre ledige stillinger. Desuden blev to journalister fyret på Vejle-redaktionen.
Nu står man så foran en ny fyringsrunde af langt større omfang.
(opdateret 11. maj: Da ovenstående artikel første gang blev skrevet blev det oplyst, at der var ansat 42 journalister. Antallet er 48 + to praktikanter.)
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Elendighed er der nok af i verden, så det er da herligt med sådan en kærlighedserklæring. Og så til en avis. Måske burde man ligefrem ønske at arbejde på VAF (bortset fra, at man så risikerede snart ikke at arbejde der mere).
Jeg håber, Alex Pedersen hænger Dorthe Holm-Sørensens indlæg op ved siden af sin VM-sølvmedalje. Sådan en tilkendegivelse - selv fra en journalist! - er da guld værd.
Jeg græder indvendigt.
Som borger (og journalist) i Vejle/Fredericia-området kan jeg næsten ikke bære tanken om sparerunder på VAF/FD. Vi er begavet med en fremragende avis, som ikke bare er god, men slet og ret en nødvendighed.
Derfor græder jeg ved tanken om situationen på VAF/FD. Jeg forstår til fulde journalisternes frustrationer, for hvordan skal fire femtedele journalistiske medarbejdere kunne levere det samme som fem femtedele af en i forvejen nedskåret redaktion?
Men til forskel fra de fleste læsere her, forstår jeg også Alex Petersen. Han har éen eneste mision i livet lige nu; at aviserne skal overleve. Og det kan bare ikke lade sig gøre med den nuværende bemanding.
Når jeg græder er det altså ikke udelukkende i sympati med kollegaerne i Vejle og Fredericia. Det er også tanken om et så stort geografisk område uden en ordentlig, lødig avis.
Andre vil rykke ind - det er jeg ikke i tvivl om. Trekantområdet kan ikke undvære et sobert dagblad. Men vil en kommende avis nogen sinde kunne måle sig med den kvalitet vi har nu? Jeg tvivler.
En verden uden VAF er en ringere verden.