Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
15:14 18.09.2023 Ritzau

Masser af hjemmesider videresender cookies uden samtykke

Det er ikke tilladt for hjemmesider at videresende oplysninger om brugeren til andre, uden at denne har givet lov til det.

Alligevel ser det ud til, at langt de fleste danske hjemmesider, herunder offentlige, gør det.

Det fortæller resultatet af en undersøgelse, som Digitaliseringsstyrelsen har foretaget af 11.000 danske hjemmesider.

Den viser, at 97 procent af siderne når at sende data videre til tredjeparter som Google og Meta, allerede inden brugeren har nået at tage stilling til, om det er okay. Undersøgelsen omfatter både private og offentlige hjemmesider.

Det ryster digitaliseringsminister Marie Bjerre (V), som kalder resultatet ”stærkt bekymrende”.

Det er tilladt for hjemmesider at videregive såkaldte nødvendige cookies. Men oplysninger om, hvilke hjemmesider du har besøgt, hvilke artikler du har læst, eller hvilke ord du har søgt på, kræver samtykke.

Digitaliseringsstyrelsen vil nu undersøge 200 af de 11.000 hjemmesider nøjere for at blive klogere på, hvad det præcis er for data, der gives videre.

Uanset udfaldet af den undersøgelse vil digitaliseringsministeren have undersøgt, hvordan tilsynet med danske hjemmesider kan styrkes, så reglerne bliver overholdt.

SENESTE NYT

Flere nyheder