Masseflugt fra Berlingske Business

18 medarbejdere har det seneste år forladt Berlingske Business. Senest har fem sagt op samtidigt. Tillidsrepræsentanterne er stærkt bekymrede. Chefredaktør Lisbeth Knudsen ser det som naturligt, at attraktive medarbejdere søger nye udfordringer. (opdateret 13. marts)

18 medarbejdere har det seneste år forladt Berlingske Business. Senest har fem sagt op samtidigt. Tillidsrepræsentanterne er stærkt bekymrede. Chefredaktør Lisbeth Knudsen ser det som naturligt, at attraktive medarbejdere søger nye udfordringer. (opdateret 13. marts)

»Det bør give stof til eftertanke, at landets største avis ikke er i stand til at holde på sine medarbejdere.« Sådan slutter et brev sendt i mandags fra Berlingske Tidendes tillidsrepræsentanter til chefredaktør Lisbeth Knudsen, som Journalisten.dk er kommet i besiddelse af.

Tillidsrepræsentanterne taler om masseopsigelser på avisen gennem det seneste år i deres brev til ledelsen. Senest har fem journalister på Berlingske Tidendes Erhvervsredaktion sagt op den 29. februar. Yderligere én har efterfølgende sagt op, men skal muligvis arbejde som freelancer for avisen.

Ifølge Journalisten.dks oplysninger har i alt 18 medarbejdere fra Business-redaktionen helt forladt Berlingske siden januar 2007. Dertil kommer to som er rykket over på andre redaktioner. Og endnu to, som er flyttet væk fra avisen over på Business.dk

Journalist Birgitte Erhardtsen har været ansat på Business-redaktionen i godt et år, siden den blev til efter en fusion mellem Berlingskes Nyhedsmagasin og Berlingske Tidendes Erhvervsredaktion, samt Erhvervsbladet og Business.dk. Hun ærgrer sig over, at dygtige og vellidte kolleger har sagt farvel. Hendes vurdering er, at der er en klar sammenhæng mellem opsigelserne og besparelserne på Berlingske Tidende, efter den nye ejer, Mecom, har krævet større overskud.

»Jeg tror, at mange føler, at de skal løbe meget hurtigt, og at det gælder om at få fyldt huller ud. De journalistiske ambitioner er ikke så høje, som de har været. Der er ikke meget tid til journalistiske diskussioner og ideudvikling,« siger hun.

Flere tidligere og nuværende medarbejdere på Berlingske Tidende fortæller samstemmende om en trykket stemning, hvor medarbejderne oplever, at ledelsen ikke tager det alvorligt nok, at mange søger væk. Det er også det indtryk af stemningen, der gives i brevet fra tillidsrepræsentanterne til Lisbeth Knudsen.

»Vi vil gerne understrege, at der i øjeblikket hersker stor usikkerhed blandt medarbejderne,« skriver tillidsrepræsentanterne i deres brev, hvor de beder om svar på fem konkrete spørgsmål om flytningen til Pilestræde.

Usikkerheden er blevet skærpet af meldingerne fra Lisbeth Knudsen til Journalisten.dk for nylig, hvor hun konstaterede, at den lavere omsætning i annoncer i årets første to måneder uundgåeligt vil få konsekvenser, hvis udviklingen ikke vender i løbet af foråret.

Hun beklager opsigelserne, men ser det ikke som et krisetegn.

»Det er brandhamrende ærgerligt. Der er en række medarbejdere, der har fået flere forskellige tilbud. Der er ikke tale om, at det er medarbejdere, der flygter for at komme til vores konkurrenter,« siger hun.

Hun afviser, at der skulle være tale om en decideret masseflugt fra Berlingske Tidende.

»Vi oplever, at der på Business har været medarbejdere, som gerne har villet prøve andre ting af. Det er ofte kendetegnende for en dygtig redaktion. Erhvervsjournalister er efterspurgte medarbejdere. Vi kommer ikke uden om, at de ofte vil prøve kommunikationsfaget af eller måske skrive bøger,« siger Lisbeth Knudsen.

Brevet fra tillidsrepræsentanterne, hvor de kræver svar på en række spørgsmål, før de vil indlede forhandlinger med ledelsen om flytningen til Pilestræde, ønsker Lisbeth Knudsen ønsker ikke at kommentere i offentligheden.

»Jeg har besvaret spørgsmålene over for tillidsrepræsentanterne. Vi er i gang med en intern forhandling. Derfor har jeg ikke yderligere kommentarer til det,« siger hun. Lisbeth Knudsen afviser derudover, at de journalistiske ambitioner skulle være mindre.

»Hvis man følger med i, hvad Berlingske Business-redaktionen har lavet af bærende historier, som de andre medier har været nødt til at citere, ved man, at der ingen problemer er med de journalistiske ambitioner,« siger Lisbeth Knudsen.

Journalist Birgitte Erhardtsen køber ikke ledelsens forklaring på, hvorfor så mange medarbejdere har sagt op.

»Der er ingen tvivl om, at ledelsen ikke er så glad for opsigelserne, men jeg synes ikke, at de tager det helt alvorligt nok. Der har været tendens til, at de har forsøgt at finde ydre forklaringer. Deres udlægning er, at erhvervsjournalister er meget attraktive at få ansat for flere virksomheder. Men de fleste af os, der sidder tilbage, ved godt, at de selv har søgt væk. Ledelsen har dog også vist forståelse for, at folk kan opfatte det som usikre tider på Berlingske,« siger hun.

Finn Mortensen, der er redaktør for Business-redaktionen, mener ligesom Lisbeth Kndusen, at de seneste opsigelser hovedsageligt skyldes, at erhvervsjournalister er eftertragtede for virksomheder og organisationer. Han mener, at det er et tilfælde, at fem-seks personer har sagt op samtidigt. Men han erkender, at der kan være medarbejdere, som har følt sig pressede af den web-first strategi, der er indført i hele Berlingske Tidende. Web-first strategien lægger op til, at der primært skal skrives til nettet. Indholdet her bliver så brugt i de trykte medier, eventuelt i en redigeret form.

»Nogle medarbejdere har sagt aktivt, at de ikke har ønsket at arbejde på en web-first strategi, men jeg tror, at du vil se det samme på andre aviser,« siger Finn Mortensen. Han har ikke et fuldstændigt overblik over, hvor mange der har forladt Business-redaktionen siden januar 2007.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra tillidsrepræsentanterne på Berlingske Tidende.

Journalisten.dk kunne allerede sidste efterår berette om, hvordan der forsvandt én journalist om ugen fra Berlingske Tidende samt om chefflugt fra selve Det Berlingske Officin.

Læs også om den efterfølgende udvikling: Berlingske erhvervsredaktør stopper.

 

0 Kommentarer