»Måske hænger folk forsideannoncen op over sengen«

Annonceomslag på lokalavisers forsider er populært blandt borgmesterkandidater. Venstres Tina French Nielsen er på forsiden af hele fem lokalaviser i Aalborg i denne uge. Pris: 150.000 kroner. Nr. 2 fra De Konservative i Favrskov Kommune Lars Storgaard benytter sig også af det: »Selv når de smider mig i skraldespanden, kan de ikke undgå at se mig.«

Vælgerne foretrækker lokalavisen ved kommunalvalget, viser en undersøgelse fra sidste valg.

Det har en lang række borgmesterkandidater taget til sig under denne valgkamp, hvor ugeaviserne i denne uge flyder over med store forsideannoncer til bestemte partier.

Tre kandidater, som Journalisten har talt med, er ikke i tvivl om, at forsiderne kan trække stemmer.

»Hvor skal man ellers annoncere? Vi ligger lige på grænsen mellem TV 2 Midt-Vest og TV 2 Østjylland, så lokalavisen er det bedste,« siger Lars Storgaard, der er Nr. 2 på De Konservatives liste i Favrskov Kommune.

Han er på forsiden af Favrskovposten i denne uge, og det er helt bevidst.

»Sidste gang fik jeg 500 og nogen stemmer, men den her gang er antallet af mandater skåret ned, så det kræver flere personlige stemmer at komme ind. Her fortæller jeg, hvad jeg står for, og det kan det sidste,« siger han.

»Folk kan ikke undgå at læse det. Selv når de smider mig i skraldespanden, kan de ikke undgå at se mig,« siger Lars Storgaard.

I Aalborg er Venstres Tina French Nielsen på forsiden af hele fem lokalaviser. En af dem er Vejgaard Avis.

»Vi har købt de her omslag, for det tror vi på. Man kan tage det ud og gemme det, hvis man ville hænge mig op over sin seng, eller hvad man nu ville,« siger Tina French Nielsen muntert.

»Vi når ud til flere den vej. Vi har gjort det over to omgange, og i alt har det kostet 150.000 kroner. En forside er det første du ser, og den kommer i alle postkasser,« siger hun.

Frygter du, at folk kan blive lidt trætte af alt det valgpromovering?

»Hvis man skal have fat i vælgerne, skal man ramme dem fire gange, før de kan huske en. At vi er på forsiden viser også, at vi interesserer os for lokalområdet. I Nibe, hvor jeg kommer fra, er den lokale avis den mest læste, og den har en selvstændig profil.«

Tror du, at folk kan miste lidt for den selvstændige profil, når der er en reklame på forsiden?

»Nej, for alle og enhver ved jo, at lokalaviserne lever af annoncer,« siger Tina French Nielsen.

Journalisten beskrev i går, at Jørgen Glenthøj er på forsiden på begge lokalaviser på Frederiksberg.

Han er sikker på, at det virker.

»Vi har booket forsiderne for fire år siden, for det gælder om at være tidligt ude. Vi har gjort det samme ved de sidste par valg, så der er ikke noget nyt i det. Det giver maksimal synlighed,« siger han.

»Det er svært at sige, hvor mange stemmer det så trækker, men vi vil ud og fortælle om, hvad vi har opnået og hvad vi vil fremad,« siger Jørgen Glenthøj.
 

0 Kommentarer