De fleste i medieverdenen er enige om, at efteruddannelse er en gevinst for medlemmerne og arbejdsgiverne. Men det er faktisk ikke blevet undersøgt, om efteruddannelse har en gavnlig effekt i form af større jobsikkerhed eller højere løn, skriver erhvervsjournalist på Berlingske Uffe Gardel i denne analyse.

Efteruddannelse er godt. Det er godt for den enkelte, og det er godt for virksomhederne. Man får mere i løn og mister ikke så let sit job, og ens arbejdsgiver bliver mere innovativ og tjener flere penge. Efteruddannelse regnes for et vidundermiddel, som kan anvendes i enhver sammenhæng. Hvis nogen for eksempel er utilfreds med journalistforbundets indsats for lavtlønnede freelancere, så kan drevne forbundspolitikere skynde sig at sige, at freelancerne da også skal have noget mere efteruddannelse. Det kan ingen nemlig være uenig i, og dermed har politikerne på en nem måde udvist både medfølelse og handlekraft.

Der er imidlertid aldrig lavet en undersøgelse af effekten af efteruddannelse. Deltagerne i efteruddannelseskurser bliver løbende spurgt, hvad de synes om undervisningen, og vi har også for nogle år siden fået kortlagt brugen af efteruddannelse. Men om efteruddannelse faktisk giver højere løn eller større jobsikkerhed, det er aldrig blevet undersøgt.

Når noget helt centralt aldrig er blevet undersøgt, så er der gerne to forskellige grunde til det. Enten er det, fordi der er tale om noget indlysende; der bliver jo heller ikke forsket i, om det er farligere at gå over for rødt lys end for grønt. Eller også har man en grim mistanke om en ubehagelig sandhed, som ingen ønsker frem i lyset.

At der kan være en ubehagelig sandhed at skjule, kan ses på to ting: For det første er medarbejdernes interesse i efteruddannelse beskeden. Det gælder selv de steder, hvor journalister i kraft af overenskomsten har ret til efteruddannelse. En stikprøveundersøgelse, DJ foretog i 2008, viste, at hver anden opsparet efteruddannelsesuge aldrig blev brugt.

For det andet er arbejdsgivernes interesse heller ikke stor. Her mangler igen en undersøgelse af forholdene, men på dagbladsområdet er det i hvert fald sjældent set, at en chef har taget initiativ til at sende en medarbejder på kursus. Det er ikke, fordi de ikke må; overenskomsterne på dagbladsområdet siger faktisk, at den ansatte ikke kan sige nej, hvis ledelsen vil sende ham på et kursus for opsparede efteruddannelsesuger.
Hvorfor tager medarbejderne ikke på efteruddannelse? Er de dumme, siden de ikke forstår, hvor vigtigt det er? Og hvad med cheferne? Hvorfor gør de ikke brug af deres ret og sender folk på kursus, når nu det har så stor betydning for virksomheden? Er de dovne og konfliktsky?

Det ville være dejligt, om forklaringen var så enkel, for så ville problemet løse sig selv, efterhånden som vigtigheden af efteruddannelse gik op for de ansatte, og i takt med at de dovne chefer blev udskiftet med nogle flittigere. Men problemet er jo ikke forsvundet, og det er altså et problem at basere en forklaring på en antagelse om, at folk bliver ved med at være dumme og dovne.

Der er muligvis noget andet galt. Måske er efteruddannelse slet ikke så vigtig, som man påstår. Den er givetvis en personlig oplevelse, men den betyder måske ikke så meget for deltagerens markedsværdi som arbejdskraft og sikrer ham dermed hverken højere løn eller større jobtryghed.

Vi er i gang med at opstille hypoteser her, men en mulig forklaring kunne være, at mange journalistiske kompetencer er generelle færdigheder, som bedst indlæres ved sidemandsoplæring. I andre fag er der konkrete færdigheder, som hele tiden skal holdes ved lige. Der kommer nyt teknisk udstyr, man skal beherske. Eller nye lovregler, man skal kende; netop af den grund er det obligatorisk for advokater at efteruddanne sig.

Den slags færdigheder findes også i mediebranchen; vi har også redigeringssystemer, man skal oplæres i. Men det kunne journalister ikke drømme om at bruge efteruddannelsessystemet til; det er noget, som arbejdsgiveren må undervise de ansatte i ved siden af efteruddannelsen. Hvorved vi er fremme ved et andet særkende ved vores efteruddannelse, nemlig at den er præget af kassetænkning. Hvis der er tale om uddannelse, som er nødvendig for, at den enkelte medarbejder kan bestride sit job, så er der ingen penge at hente fra efteruddannelsessystemet. Det betaler kun, hvis kursusdeltagelsen er frivillig.

Et andet problem ved dette første bud på en forklaring er, at der faktisk efterhånden findes en del redskabsprægede færdigheder, man ikke lige kan erhverve sig gennem sidemandsoplæring; jeg tænker her for eksempel på nye netbaserede arbejdsmetoder. Dem holder Update faktisk en del kurser i, men det er påfaldende ofte disse kurser, som må aflyses på grund af manglende tilmeldinger.

Netop disse arbejdsmetoder har en central plads i mediekoncernernes strategi, så man kan undre sig over, at heller ikke den slags kurser bliver brugt af arbejdsgiverne. Forklaringen skal man måske finde i virksomhedernes dybe, lagdelte ledelsesstruktur. Det er jo ikke koncernledelserne, som sender ansatte på efteruddannelse; det er de personaleansvarlige, altså det nederste lag i ledelsespyramiden. Og for dem er efteruddannelse et besvær; det koster penge, og der skal findes vikarer, mens folk er væk på kursus. Med andre ord: Efteruddannelse er aldrig blevet et strategisk indsatsområde for medievirksomhederne. Måske fordi de aldrig har anset efteruddannelse for vigtig.