Øøøøh, hvad? I mine ører lød det som en omgang seriøst pladder. Men ikke desto mindre var det lige præcis dén linje, der brændte sig fast på nethinden fra, hvad der ellers skulle have været et opmuntrende lægebesøg: ”Måske er du ikke det rigtige sted.”
Hvordan kunne lægen bilde sig ind at så tvivl om min plads i det drømmescenarie, jeg har arbejdet hen mod, siden jeg var 12 år gammel og nu er godt på vej til at træde ind i? Skulle jeg allerede nu, her lidt over halvvejs i mit fuldstændig fantastiske praktikforløb som sportsjournalist, sige ”det var det”? Og dermed lade min stress overtage og navigere i drømmene og ambitionerne for mit liv og min karriere?
Nej, det nægter jeg. Men i dag er jeg nødt til at acceptere, at jeg er sygemeldt med stress.
Ufrivillig pause
Om jeg vil det eller ej, må jeg ligesom 35 procent af de mediestuderende i en ny undersøgelse, og omtrent en tredjedel af alle andre studerende i Danmark, konstatere, at stress har udviklet sig til en konfrontatorisk modspiller i kampen for at nå vores mål.
For mit eget vedkommende har jeg ikke i de sidste seks måneder været i stand til at yde en 100 procent arbejdsindsats. For på trods af store journalistiske eventyr i ind- og udland, har stresssymptomer som ekstrem træthed, koncentrationsbesvær, hukommelsestab, nedsat social aktivitet og hyppige humørsvingninger sat dagsordenen i min hverdag. Og her har jeg endnu til gode at nævne følgelidelserne som depressions- og angsttanker. Som en tung dyne kastet ned over hovedet har alle disse symptomer forhindret mig i at være til stede lige præcis der, hvor jeg gerne vil være.
Bægeret flød over. Alt for meget fokus og energi på mit arbejde har udviklet sig til en længerevarende overbelastning i hjernen, og derfor befinder jeg mig lige nu midt i en sygemelding. Med andre ord en ufrivillig pause fra noget, jeg aldrig troede, jeg skulle holde pause fra. Dét er en konsekvens, der er til at tage og føle på.
Stress er hamrende svær at omfavne, fordi den er så udefinerbar. Den toner frem i alle mulige afskygninger, og netop derfor er den også så afsindigt svær at bekæmpe. Jeg kan nogle gange føle det, som om jeg bliver vildledt i alle mulige retninger af de professionelle folk på området, jeg snakker med. Planen for, hvordan jeg kommer videre, fremstår uigennemskuelig og kompliceret.
Hjælper at tale om det
Til gengæld oplever jeg et output med positivt fortegn hver eneste gang, jeg italesætter mine udfordringer med stress over for venner og familie. Frimodighed til at tale om problemerne med andre er et godt middel, en slags førstehjælp, til at hjælpe hovedet på vej.
Der findes naturligvis et hav af faktorer, der kan udløse stress hos unge mennesker. Jeg tror, at fremdriftsreformen, der har afstedkommet et vildt og vanvittigt præstationssamfund, hvor vi drukner os selv i higen efter anerkendelse, bærer en del af skylden. Og jeg anser måske i endnu højere grad vores generations gøren og laden på de sociale medier som en årsag. Hele tiden at skulle måle og veje sig op imod ligesindede kan simpelthen ikke være sund næring for krop og sind.
Min bøn er, at stress i særdeleshed blandt unge studerende fremover er noget, vi som samfund må gøre en kæmpe indsats for at forebygge. Der skal gøres noget.
Jeg bliver derfor oprigtigt glad, når jeg læser, at min egen forening Dansk Journalistforbund og en lang række andre studieorganisationer nu vil begynde at tage det her problem alvorligt.
Store krav til praktikanter
Hvad kan man så gøre? Det er der ikke et endegyldigt svar på. Jeg tror, det er meget individuelt.
Men jeg synes, Dansk Journalistforbund i samarbejde med både uddannelsesinstitutionen og praktikstedet skal være bedre til at geare de studerende til, hvad der venter, når man lige pludselig dumper ind på arbejdsmarkedet efter kun halvandet års skoleforløb.
Jeg tror, at rigtig mange glemmer at huske sig selv på, at man stadig er studerende og under uddannelse. Kravene er store på skolen, jovist, men de er væsentligt større ude i den virkelige verden, så meget handler om kommunikationen mellem parterne. Det kan også være, man er nødt til at strukturere uddannelsen på en anden måde i forhold til praktikken, så man en gang imellem kan tage et reality-tjek. Følelsen af at skulle præstere, at skulle bevise sin værdi 24 timer i døgnet i halvandet år hjemsøger én, når man vil det så gerne. Og det vil man som ung journalistspire i sin drømmepraktik.
På et menneskeligt plan handler det for mig, i den situation jeg er i nu, om at italesætte problemerne over for alle, jeg kender. Det hjælper som sagt hver eneste gang. Og så handler det om at skabe en balance i sit liv, så man ikke kun lader sig fylde af studie, praktik og karriere. At man dyrker nogle interesser, der afviger fra det, der på sigt kan gå hen og trigge dig.
Men vi har jo så travlt. Der er skabt en kultur, et præstationssamfund, som råber, at jo hurtigere man opnår anerkendelse, desto bedre føler man sig som menneske. Det er vi fra naturens side ikke indrettede til at kunne leve i eller med. Desværre. Vi er nødt til også at forsøge at være mennesker som for 50 eller 100 år siden.
Der skal formentlig nogle helt fundamentale ændringer til i måden, vi er på over for hinanden, og måden, hvorpå vi stiller krav til hinanden, hvis vi skal undgå den stresskultur, der er ved at vokse langt ud af proportioner.
Vi må for alt i verden ikke ende med et væld af studerende, der opgiver deres drømmeuddannelse og karriereplaner som følge af en skide folkesygdom, vi ikke lærer at tage alvorligt.
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
@Bo Berendt Christensen
Tak for korrektionen. Når jeg søger i KRL's løndata, får jeg nu lærernes gennemsnitsløn inkl. pension til 38.821 kr./md, mens journalisterne ifølge DJ's lønstatistik får 45.595 kr./md. - altså en forskel på lidt under 7000 kr. Men du har ret i, at jeg undervurderede lærernes løn.
Her bagefter tænker jeg i øvrigt, mange lærere finder det fuldstændigt meningsløst at inddrage deres løn i denne sammenhæng. Der er også masser af folkeskolelærere, der føler sig hårdt presset på jobbet. Som Martin skriver, skal der nogle fundamentale ændringer til.
Kære Martin. Det er modigt af dig at stå frem - men det er også helt nødvendigt, at nogen gør det. Tak!
Og så til Thomas: En gennemsnitlig kommunalt ansat skolelærer tjener ifølge KRL (Kommunernes og Regionernes Løndatakontor) inkl. pension 41.800 kroner om måneden, mens et DJ-medlem ansat som journalist/reporter i snit tjener 44.700 inkl. pension (ifølge DJs Lønstatistik). Det er da en forskel. Men den er langt fra de 10.000 kroner, du lægger op til.
Mange lærere tror deres løn er lavere - men det er typisk fordi de overser deres meget betydelige pension (17,3 procent)
Kære Martin
Tak for et modigt og meget relevant indlæg.
Jeg tror, at du rammer noget meget vigtigt, når du skriver, at "Vi er nødt til også at forsøge at være mennesker som for 50 eller 100 år siden." For det er jo ikke kun på DMJX, folk bliver stressede. Det er på hele det journalistiske arbejdsmarked - og på hele arbejdsmarkedet i øvrigt. Kravene er bare blevet meget større, siden jeg for godt 30 år siden var praktikant. Dengang kunne man brillere ved at kende lidt til IT, have gå-på-mod og et kækt sprog, der livede op på den lidt støvede redaktion. I dag er alle de uddannede kollegaer allerede oppe i et højere gear, så det er let at komme til at føle sig underlegen som praktikant. Og selv om det er helt naturligt for en studerende, der er i gang med en uddannelse, passer det bare slet ikke til den kultur og den fortælling, vi laver omkring det at være journalist.
Selv om journalistikken muligvis er et af de steder, hvor presset er størst (hvilket dog også bliver honoreret med en startløn på over 30.000 kr./md for en professionsbacheloruddannelse og en gennemsnitsløn over 40.000 - mere end 10.000 kr højere end skolelæreren med en samme uddannelse) så kan man finde det øgede pres næsten alle steder. De unge håndværkersvende, jeg har til at bygge for mig, arbejder væsentligt hurtigere end for 30 år siden. Og det forventer jeg faktisk også.
For os på journalistuddannelsen giver det - som du skriver - en udfordring: Når vi følger trenden med større krav og højere tempo, stresser vi de studerende. Og hvis vi sætter tempoet ned, sænker kravene og øger forudsigeligheden, oplever nogle studerende et "praktikchok".
Jeg tror ikke, at der er nogen lette løsninger. Vi skal alle blive bedre til at tilrettelægge og prioritere opgaverne, så der trods alt kommer mere forudsigelighed. Det uplanlagte og spontane er ikke et gode, men et nødvendigt onde.
Men vi skal først og fremmest blive bedre til at tale åbent om det, som det også sker i denne kommentarstreng. Og så skal nogle studerende måske også have modet til at vælge, at de ikke har lyst til at være på et arbejdsmarked, hvor man konstant skal yde en værdi for mediet på 30.000-50.000 kr. måneden.
Kære Martin.
Jeg blev sygemeldt to gange fra to forskellige praktikpladser før jeg tog sygdommen alvorligt. Nu har jeg skiftet uddannelse.
Du rammer hovedet på sømmet med dit skriv. Og det er åndssvagt hårdt at have en usynlig lidelse.
Kære Martin,
Hvor er det godt og modigt, at du står frem. Du er ikke alene - som tallene i DJ's trivselsundersøgelse også viser. Det er meget bekymrende. Og det er noget, vi alle skal være med til at gøre noget ved. Jeg tror på, at du ved at tale højt om det er med til at forebygge, at dine medstuderende ender i samme situation.
Jeg var selv for lang tid siden i praktik på Politiken og var også sygemeldt en periode. Men jeg kom tilbage til min praktikplads. Og jeg har fundet min plads som journalist og praktikantvejleder på fagbladet Folkeskolen. Og jeg synes, jeg har verdens bedste job.
Og det er rigtigt, når Torben Krogh siger, at presset ikke stopper efter praktikken. Men jeg tror på, at vi kan hjælpe hinanden til at lette det. Vi kan italesætte på arbejdspladsen, at pilatestimen eller fodboldtræningen er vigtig. Vi kan hjælpe hinanden ved at kræve forventningsafstemning med cheferne og ved løbende at give hinanden feedback, så vi føler, vi når i mål og ikke hele tiden er i tvivl om, hvorvidt, vi gør det godt nok.
Og så skal vi blive ved med at råbe højt om, at et stadig stigende tempo i mediebranchen giver sammenbrud og dårlig journalistik. Og at fremdriftsreformen og uddannelsesloftet presser de unge. Og det er lige det, du gør med dit indlæg her. Respekt for det.
Bedste hilsner fra
Maria Becher Trier - HB-medlem og formand for Uddannelsesudvalget.
Flere