I den seneste tid er der nedlagt navneforbud i tre sager, hvor hovedpersonerne bevæger sig i det samme kendislag som
Kronprinsesse Mary. Navneforbud er blevet reglen mere end undtagelsen, lyder det fra formanden for foreningen af
politi- og retsreportere, Thomas Christensen.

NAVNEFORBUD. Først var der sagen om jetsetdronningen Rigmor Zobel, som blev idømt en bøde for at have haft narkotikum på sig. Så kom sagen om en finansmand, der var medlem af en fond, hvis navn ikke må nævnes på grund af navneforbud.  Han blev fængslet og er blandt andet tiltalt for vold mod en escortpige og besiddelse af børneporno. Nu er en tredje sag på vej, hvor en person er sigtet for underslæb, dokumentfalsk og falsk anmeldelse. Også i denne sag er der nedlagt navneforbud.

Den udbredte brug af navneforbud strider mod princippet om åbenhed i retsplejen. Det mener journalist på Ekstra Bladet Bo Elkjær.
»Jeg noterer mig, at domstolene er villige til at give navneforbud i sager, hvor det ikke har nogen rimelig juridisk begrundelse, men tilsyneladende handler om at beskytte de rige, de kendte og kongehusets nære venner,« siger han. 
Selv om det danske retsvæsen generelt er velfungerende, mener Bo Elkjær, at det er vigtigt at værne om de principper og midler, der er til at holde myndighederne i ørerne. 

»Der er en grund til, at vi har princippet om åbenhed i retsplejen. Det handler om at beskytte borgerne mod systemet,« siger Bo Elkjær.
De lange tider for varetægtsfængsling i Danmark er et eksempel på, at der er brug for en udbredt åbenhed i retssystemet, mener Bo Elkjær. Ellers er det ikke muligt for journalister og borgere at kontrollere, hvad der foregår.
»Hvis den åbenhed så koster et par kendte en tur i mediemaskinen, fordi de ikke kan lade være at slå konen eller holde næsen fra kokain, så er det en omkostning, jeg godt kan leve med,« siger Bo Elkjær.

DET ER IKKE KUN DE KENDTE, som får nedlagt navneforbud. Det påpeger formand for Politi- og Retsreporteres Forening Thomas Christensen.

»Vores generelle indtryk er, at der bliver nedlagt navneforbud i stort set alle sager. Det er blevet reglen mere end undtagelsen. Der er måske mange, der synes, at det er rimeligt, at det bliver nedlagt under efterforskning, men problemet er, at navneforbuddet ofte hænger ved under domsforhandlingen, og at det bliver ved med at gælde efter domsafgørelsen, mens folk har betænkningstid til at overveje, om de vil anke,« siger Thomas Christensen.

Professor i jura ved Københavns Universitet Eva Smith er grundlæggende uenig. Hun mener, at det er helt rimeligt, at der er navneforbud, især mens en sag bliver efterforsket.
»I den periode er der ingen, der ved, om folk er skyldige eller ej. Der er ingen grund til at lægge ekstra belastning på de folk,« siger hun og peger på, at for en person som Rigmor Zobel har pressens omtale givetvis været langt værre end den bøde, hun endte med at få i straf.

Eva Smith køber ikke argumentet om, at princippet om åbenhed i retsplejen bør veje så tungt, at det tilsidesætter hensynet til den enkelte person.
»Jeg forstår det ikke. Man kan få alt muligt andet relevant bare ikke navne, som tilfører en ekstra belastning til den sigtede. Det kan være, at personen ender med at blive frikendt,« siger juraprofessoren.

TIL DET SVARER formanden for Politi- og Retsreporteres Forening, at navneforbuddet ofte forhindrer journalisterne i at give en fyldestgørende dækning af en retssag. Senest har journalisterne måttet overlade det til læserne selv at koble en sag sammen, hvor en person var tiltalt for vold, med en anden historie om, at en erhvervsmand trak sig fra sine poster.

»Det kom til at se ud, som om erhvervsmanden bare var blevet træt af sine poster. Det er svært at skrive klart, hvad der foregår på de bonede gulve. Vores dækning af sagen fremstår lidt impotent,« siger Thomas Christensen, der også er journalist på Ritzau.