Mary på forsiden af Billed-Bladet 261 gange

Kronprinsesse Mary har optrådt flest gange på forsiden af Billed-Bladet. Kreativ chef Niels Erik Nielsen fortæller, hvordan Billed-Bladets forside har udviklet sig gennem 75 år

De er der alle sammen. Frederik, Margrethe, Diana, Simon Spies og Mads Mikkelsen. Men især kronprinsesse Mary. Billed-Bladet fylder 75 år og udgav i sidste uge et magasin med alle 3.843 forsider fra 1938 og frem til i dag.
Forsiderne viser et snit i de kendte og kongeliges danmarkshistorie og udviklingen i bladets visuelle udtryk gennem 75 år. For eksempel har kronprinsesse Mary været på forsiden 261 gange, Kronprins Frederik 240 gange, Dronning Margrethe 207 gange og Grevinde Alexandra 145 gange.

Niels Erik Nielsen, der er kreativ chef på Billed-Bladet, siger, at det kan være svært at finde gode billeder af kronprinsesse Mary.

»Vi kunne selvfølgelig bruge det samme billede flere gange, men det gør vi ikke. Hvis vi ikke rammer rigtigt, får vi kontant afregning af læserne,« forklarer han.

Billed-Bladet bragte det første billede af Mary Donaldson i 2001, i efteråret 2001 lykkedes det Anna Johannesen at finde frem til hende i Sydneys travle eftermiddagstrafik. Siden er Billedet-Bladet udkommet rundt regnet 600 gange – og Mary har været på forsiden næsten hver anden uge.

Ifølge Niels Erik Nielsen skal et godt Mary-billede passe til historien – og billederne skal helst være nye.

»Og så skal hun selvfølgelig tage sig så godt ud som muligt.«

Billedet fortalte historien

Ser man på Billed-Bladets forsider de seneste 75 år, siger Niels Erik Nielsen, at de faktisk var opbygget på stort set samme måde fra 1938 til 1966. Billederne var få og store og rubrikkerne små.

»Det var billedet, der fortalte historien. I de første år var det med håndkolorerede fotos, siden i sort-hvid. I 1965 bragte bladet den første forside i farver, da man havde en historie om dronning Margrethe som tronfølger,« siger han.

Men efter 1972 ændrede forsiden og Billed-Bladets indhold karakter. Bladet begyndte at skrive om vold og drab, finde bortførte børn i Afrika og lave reportager fra en skibskatastrofe.

»Men begynder, at gå lige på og hårdt med mindre og færre billeder. Farverne er retro orange, der bliver kombineret med sorte rubrikker. Det giver det et hårdere udtryk,« siger Niels Erik Nielsen, der mener, at forsiderne lignede formiddagsavisernes spisesedler.

»Man prøvede at ramme læserne med et hårdt og markeret udtryk. Det er sikkert, fordi man gerne ville prøve noget andet efter at have kørt med den samme slags forsider i så mange år,« forklarer Niels Erik Nielsen.

I 1980’erne begyndte Billed-Bladet i stigende grad at bruge rubrikker med hældning – noget, der i dag er et kendetegn ved alle forsider.
»Det er jo en del af vores brand med rubrikker, der tipper lidt,« siger Niels Erik Nielsen, der mener, at hældningen i perioder har været lidt for stejl.

»Jeg kan se, at de har været oppe på 15-20 grader, og det er ikke specielt godt. Det bliver for svært at læse,« siger han.

I dag er hældningen maksimalt seks grader.

Nænsom modernisering

Billed-Bladet, Danmarks Royale Ugeblad, er i dag et af Danmarks stærkeste mediebrands. Mottoet blev en del af logoet i 1996. Men ellers er logoet stort set det samme som i 1970’erne: Billed-Bladet skrevet med hvid skrift på en rød firkantet baggrund.

»Vi er meget nænsomme med at modernisere logoet, fordi vores brand er så stærkt. I 2003 tilføjede vi dog en kongekrone til logoet,« siger han.

Han forklarer, at Billed-Bladet i dag har fem-seks historier på forsiden, fordi bladet gerne vil vise læserne, hvilke historier bladet rummer.

»Jeg ville gerne lave forsider, som man gjorde tidligere, med én bærende historie. Men jeg er også glad for at lave Billed-Bladet, som det er.«

Har I nogensinde haft Medina på forsiden?

»Medina kunne godt have ’ramt’ forsiden, da hun tit optræder i bladet i forbindelse med reportager fra ’rød løber’-arrangementer og lignende, men vi har indtil nu vurderet andre kendisser som vigtigere for vores læsere i det ugentlige arbejde med at lave den bedst mulige forside,« forklarer Niels Erik Nielsen.

Flest gange på forsiden (udvalgte)

Kongefamilien

Kronprinsesse Mary: 261 forsider

Kronprins Frederik: 240 forsider

Dronning Margrethe: 207 forsider

Grevinde Alexandra: 145 forsider

Prins Henrik: 70 forsider

Prinsesse Marie: 68 forsider

Prins Joachim: 66 forsider

Dronning Ingrid: 60 forsider

Kong Frederik den IX: 58 forsider

Prinsesse Diana: 27 forsider

De kendte

Janni Spies: 100 forsider

Poul Reichhardt: 34 forsider

Dirch Passer: 30 forsider

Ghita Nørby: 23 forsider

Lone Hertz: 21 forsider

Lisbet Dahl: 15 forsider

Marguerite Viby: 14

Susse Wold: 14

Gitte Stallone Nielsen: 13 forsider

Renée Toft Simonsen: 12 forsider

 

0 Kommentarer