Pressehåndtering

”Mary ender faktisk med at gøre det allerdummeste, hun kan gøre”

Kongehuset bør ændre kommunikationsstrategi og åbne bare en smule op om kronprinseparrets Herlufsholm-overvejelser, hvis sagen ikke skal vokse, lyder rådet

”Synes du, at Herlufsholm lever op til Mary Fondens kodeks?” og ”hvorfor sender du ikke dine børn på en anden skole?”

Det var to af de spørgsmål, som journalisterne uden for Haslev Idrætsefterskole gerne ville have haft svar på, da Kronprinsesse Mary tirsdag besøgte skolen. Efterskolen er en del af et trivselsprojekt, som Mary Fonden, der arbejder for at bekæmpe vold og mobning, står bag.

Men hvis journalisterne havde forventet at få kronprinsessens svar på spørgsmålene, så fik de sig en lang næse.

Efter at have stillet sig op foran pressen og i en kort udmelding taget afstand fra vold og mobning, sagde Mary nemlig ”tak for i dag”, vendte om på hælene og hastede mod sin bil med den sultne presse i hælene.

Og det skulle hun ikke have gjort, mener Mads Byder, stifter og kommunikationsrådgiver i Help PR.

”At flygte fra pressen er det allerdummeste, man kan gøre i sådan en situation, så Mary ender faktisk med at gøre det allerdummeste, hun kan gøre,” siger han og forklarer:

”Det kommer til at fremstå, som om de faktisk skjuler noget og ikke er helt åbne og ærlige.”

Sagen vokser

Dermed ligger Mads Byder på linje med politisk kommentator Hans Engell og Berlingskes kongehuskommentator Jacob Steen Olsen, der begge har kommenteret optrinnet.

Til TV 2 kalder Hans Engell mediehåndteringen for uprofessionel, mens Jacob Steen Olsen betegner pressehåndteringen som skadelig for Mary Fondens arbejde, og han betegner krisen som den alvorligste for kronprinseparret.

Ifølge Mads Byder er det dog næppe en krise, der for alvor vil skade Frederik og Mary, da deres opbakning i befolkningen er stor. Men han er enig i, at det er en forfejlet kommunikationsstrategi, at kongehuset ikke siger noget om kronprinseparrets valg af Herlufsholm.

”De har sikkert tænkt, at det letteste ville være at holde sig helt ude af sagen. Men det letteste valg er blevet det værste valg, for nu kan vi se, at sagen vokser, og at håndteringen af den er blevet historien. Så fra nu af vil den blive større, så derfor er de nødt til at ændre kommunikationsstrategien,” mener han.

De er nødt til at være mere åbne

Mads Byder understreger, at det selvfølgelig er let at være bagklog.

”Men jeg havde valgt en anden strategi,” siger han.

”Min rådgivning til Mary havde været, at når du kommer ned til de sulte journalister, så vil de 100 procent sikkert stille spørgsmål til Herlufsholm, fordi det handler om det, Mary Fonden står for. Derfor skal du have et statement klar, der helt kort og præcist tapper ind i Herlufsholm,” siger han.

Ifølge Mads Byder havde selv meget lidt været bedre end ingenting. Det kunne for eksempel være, at kronprinseparret afventer advokatundersøgelsen af anklagerne om vold og krænkelser på Herlufsholm, og at de indtil da holder fast i deres beslutning.

”De behøver ikke gå i dybden og vende vrangen ud på sig selv og deres familie. Men det er bedre at sige lidt, der sparker spørgsmålene til hjørne, end at sige ingenting og flygte,” siger han.

Men hvad så nu, hvor skaden er sket – hvad gør Mary og kongehusets pressefolk så herfra?

Hendes rådgivere skal hjælpe med en strategi, der omfavner Herlufsholm og sagen meget bedre. For det de gør lige nu, giver alt for stor opmærksomhed på håndteringen af sagen. De er nødt til at være mere åbne,” siger Mads Byder.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby.

 

0 Kommentarer