I disse timer sidder tre dommere og tre domsmænd i Vestre Landsret og beslutter, hvordan ankesagen mod Politiken-fotografen Martin Lehmann skal ende.

Han blev for over tre år siden tiltalt for at forstyrre den offentlige orden, fordi han modsatte sig politiets ordre om at forlade den motorvej i Sønderjylland, hvor 300 flygtninge og migranter vandrede fra Padborg mod Sverige.

Martin Lehmann blev frifundet i januar, men anklagemyndigheden ankede dommen, og derfor ruller sagen nu igen. Den startede i går, mandag, i Vestre Landsret i Viborg, Og i morgen klokken 10 får han svar.

”Uanset om jeg bliver dømt eller frifundet, fortsætter arbejdet altid dagen efter. Og jeg bliver ved med at løfte blikket, kigge og dokumentere, selv om myndighederne siger, jeg ikke må,” siger han.

Fornem mandsopdækning

Martin Lehmann fortæller, at han indtil for et par uger siden ikke har skænket sagen en tanke, siden han blev frifundet i januar.

”Det fylder ikke i min hverdag, for det handler ikke om mig. Det er vigtigt, at man ikke identificerer sig med det her,” siger han.

Hvordan kan en retssag mod dig ikke handle om dig?

”Da jeg søndag aften kørte til Viborg, sad min ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, ved min side i bilen. Da jeg mødte op i retten mandag morgen, sad min advokat, Hanne Rahbæk, ved min side. Bag ved mig i retslokalet sad min formand i Dansk Journalistforbund, Lars Werge. Og ved siden af ham sad formanden for Pressefotografforbundet, Lars Lindskov. Derudover var der yderligere to fra Dansk Journalistforbund,” siger Martin Lehmann.

Han kalder det for en ”fornem mandsopdækning” og et symbol på, at retssagen handler om mere end ham og den specifikke episode den 9. september i Sønderjylland.

”Det handler om, at myndighederne vil bestemme, hvor vi, der dokumenterer, må kigge hen. Det går jo ikke. Grundlaget for vores samfund bygger på, at der er gennemsigtighed. Og hvis ikke der er gennemsigtighed, har vi et ekstremt tyndt grundlag at bygge et stærkt samfund på,” siger han.

”Og så var det tilfældigvis mig, der i går sad derinde i retslokalet. Men det kunne lige så godt have været dig eller en anden journalist, som havde valgt, at man ikke ville lukke øjnene. Det handler om et fælles ansvar i branchen, og der er ikke nogen, der skal bestemme, hvor vi kigger hen, når vi dokumenterer,” siger han.

Lars Werge: En indskrænkning af pressens selvbestemmelse

Formanden for Dansk Journalistforbund, Lars Werge, sad altså i går med på tilhørerpladserne i Viborg. For ham er sagen principiel og vigtig for hele branchen.

”Det handler jo om, hvad pressen har af muligheder for at udføre sit arbejde. Og hvem der skal bestemme, under hvilke rammer arbejdet foregår,” siger Lars Werge.

Hvis dommen ender med at gå imod Martin Lehmann, kalder formanden det ”en indskrænkning af pressens selvbestemmelse”.

”Og det har alvorlige konsekvenser, for så er det ikke længere pressen – chefredaktøren, fotochefen, journalisten eller fotografen – der bestemmer, hvornår man har dækket en sag til bunds,” siger han.

”Hvis jeg bliver dømt, tager vi den i Højesteret”

Martin Lehmann husker, hvordan folk reagerede, da han i januar blev frifundet.

”Alle var jo helt oppe at køre over, hvor fantastisk det var. Jeg blev interviewet i tv, radio og så videre. Men jeg følte mig ikke frifundet, før anklagerens ankemulighed var udløbet. Det er et benhårdt system, så jeg løfter ikke armene, før jeg ved, jeg kan,” siger han.

Og siden sagen blev anket, har han kunnet forholde sig nogenlunde nøgternt til forløbet.

”Det ville da være skønt, hvis det var blevet afsluttet i byretten. Men på den anden side har jeg ikke noget imod at løfte en sag for vores fag højere op i systemet, hvis det kan resultere i, at vi får bedre arbejdsmuligheder.”

Hvad får det af konsekvenser for dig, hvis du ender med at tabe retssagen?

”Jeg taber aldrig. Det kan være, jeg bliver dømt. Men jeg taber ikke.”

Hvad får det af konsekvenser, hvis du bliver dømt?

”Ingen overhovedet. Jeg fortsætter mit arbejde, som jeg hele tiden har gjort. Og hvis jeg bliver dømt, tager vi den i Højesteret,” siger Martin Lehmann.