search

Markedsødelagt journalistik

For et par år siden havde værterne i DR fornøjelsen af at blive inviteret til et værtstræf, hvor ledelsen ville forkæle os en weekend, måske som kompensation for manglende faglig opmærksomhed gennem årtier.  

For et par år siden havde værterne i DR fornøjelsen af at blive inviteret til et værtstræf, hvor ledelsen ville forkæle os en weekend, måske som kompensation for manglende faglig opmærksomhed gennem årtier.

Her blev vi præsenteret for en ny fokusgruppe-undersøgelse, der gav ledelsen anledning til at slå alarm. Man havde nemlig spurgt en gruppe mennesker: Hvis TVAvisen eller DR1 var mad, hvilken ret var den så? En ung fløs på bare 16 år svarede: Sovs og kartofler!

Sovs og kartofler, du milde, var chefernes reaktion. DR2 var blevet kaldt sushi, så det med sovs og kartofler sved virkelig på alle de mange kompetencer, som skulle sikre fortsat kvalitet i æteren.

Jeg kunne ikke lade være. Midt i bekymringen fik jeg bare lyst til at række hånden i vejret og spørge: Hvad er der i vejen med sovs og kartofler? Det er meget dansk, det smager godt og da jeg var ung journalist, sagde redaktøren altid, at vi skulle sørge for lidt ”sovs og kartofler”, så også Hr. Jensen blev mæt.

Spørgsmålet kom ubelejligt, for man var da på chefgangene fuldkommen enige om, at sovs og kartofler var både usundt, fedende og kun noget som udgårds-Lone ville æde, hvorfor betegnelsen naturligvis opfattedes som kritisk.

Herpå skulle vi igen igennem en konceptfornyelse, og man fik klart det indtryk, at en blot 16-årig knægt fik stor indflydelse på en ny dagsorden for et medie, som ellers burde kunne definere egen journalistik uden at skulle spørge publikum.

Denne lille anekdote blot for at illustrere, hvor langt man er villig til at gå for at behage den laveste fællesnævner – i dette tilfælde en ung knægt, som jo bare er et barn. Vist har han ret til en holdning, men jeg ville da aldrig lade min 12-årige køre bil eller bilde ham ind, at han allerede nu besidder de vises sten.

Jeg er bange for, at den markedsorienterede journalistik, hvor man altid lige spørger en fokusgruppe først, er med til at ødelægge de principper, som faget bygger på. Det kan ende med populisme af værste skuffe og i sidste ende ødelægge fagets demokratiske funktion.

At faget har bevæget sig mere og mere i retning af det salgbare – også i public service medier – ses allertydeligst gennem den voldsomme eksponering, som krimi-stoffet har fået. Før i tiden var det kun BT og Ekstra Bladet, der levede af at udpensle forbrydelser, der dybest set var uvedkommende for alle andre end de implicerede – og så politiet. Man var fuldt ud bevidst om, at det solgte billetter og hvis man tog et formiddagsblad op, så vidste man, at man kunne suge drama fra andre folks liv midt i ens egen velfungerende frokostpause. I dag er selv Radioavisen med, når nogen stikker med kniv, og det har fået folk til at tro, at kriminaliteten i Danmark er stærkt stigende.

Den har ændret sig ja, og i visse tilfælde blevet grovere, men det er ikke farligere at bevæge sig på gaden, end det var før. Alligevel hører man ofte folk i min alder tale om, at man da fik lov til selv at gå hjem fra skole, da man var barn og at det da heller ikke var usædvanligt, at man også selv måtte låse sig ind i en alder af 10 år. Jeg spurgte en af mine veninder om, hvorfor hun tror det er sådan nu, at vi nærmest hænger ved vores børns mobil for at sikre os, at de er i live. ”Jamen, man hører jo så meget.”

Ja, præcis. Man hører jo så meget. Så meget, at det kriminalpræventive råd for et par år siden lancerede en annoncekampagne med gamle damer, der overfaldt rockere. Underteksten lød noget i retning af: Vidste du, at det modsatte er næsten ligeså usandsynligt.

Tja, enhver som har set Michael Moores film Bowling for Columbine, forstår også, at en fuldkommen ubevidst udnyttelse af krimi-stoffet kan få fatale følger i et samfund.

Jeg håber, at redaktionerne – midt i deres travlhed med at få solgt aviser, copy-paste pressemeddelelser og kræve hurtighed frem for alt – stadig diskuterer om det er ok at puste til ilden for en god, saftig historie.

Jeg ville da personligt begynde at tage medierne seriøst igen, hvis de lader dramaet og det påklistrede nærvær ligge og går efter det væsentlige. Mindre snagen og personfnidder og mere overblik, tak!! Overblikket får man ved indsigt og fordybelse – og det kan – og skal – serveres med sovs og kartofler.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen