For meget sport på TV under OL, Lars Løkke Rasmussen som vært i fire programmer om Færøernes historie, kommunalvalget og dækningen af sygeplejerskekonflikten er nogle af de sager, der førte til mange klager over DR i andet halvår af 2021. Det fremgår af den halvårlige rapport fra Lytternes og seernes redaktør i DR.
Men på trods af de store sager, som prægede andet halvår, så er antallet af klager over DR styrtdykket i forhold til første halvår. Således registrerede Lytternes og seernes redaktør, Jesper Termansen, 6.347 kritiske henvendelser i perioden juli til december, hvilket er næsten en halvering i forhold til første halvår, hvor tallet var 10.481.
Antallet af klager siger ikke nødvendigvis noget om, hvorvidt DR laver flere eller færre fejl. Klagerne kategoriseres ud fra brugernes egne ord og formuleringer, og der tages i rapporten ikke stilling til, om brugerens kritik er korrekt eller berettiget.
Desuden er det reelle antal klager nok højere, skriver Jesper Termansen, da der ikke er tal for, hvor mange henvendelser og kommentarer der kommer til DR på sociale medier.