
”Der er blevet ryddet meget op i de såkaldte frokost-journalister, som bruger det som billig adgang. Men vi er fortsat i gang med oprydning,” siger pressechef Torben Plank. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Der er ikke nær så mange danske journalister, der i dag render rundt med et pressekort til Tivoli i København som for to år siden.
Over de sidste to år har Tivoli nemlig været i gang – og er stadig i gang – med at rydde op i, hvor mange der får udstedt et pressekort.
Det oplyser Torben Plank, pressechef i Tivoli.
”Vi oplyser ikke, hvor mange pressekort vi udsteder, men jeg kan godt sige, at det kun er en tredjedel af, hvad det var i 2021,” siger han.
Tillidsforhold
Oprydningsarbejdet startede ifølge Torben Plank, da Tivoli oplevede, at nogle journalister brugte det som et adgangskort til forlystelseshaven, uden at der var noget fagligt formål med besøget.
”Det bygger naturligvis på tillid, når journalister søger om presseadgang, og vi har en forventning om, at de, som søger, gør det, fordi de har regelmæssig adgang til at dække events med mere i Tivoli. Der er blevet ryddet meget op i de såkaldte frokost-journalister, som bruger det som adgang. Men vi er fortsat i gang med oprydning,” siger han og tilføjer:
”Det er vores opfattelse, at de fleste, som søger og får pressekort, har rette intentioner, men det sker da, at vi tager fejl, og så bliver kortet ikke fornyet.”
Pressekortene til Tivoli har eksisteret i årevis, og som reglerne er nu, giver det udelukkende adgang til indehaveren af kortet. Det giver adgang til forlystelsesparken, men ikke adgang til forlystelser.
”Der er mange fotografer og medarbejdere fra tv-produktionsselskaber, som ikke længere modtager kortet, hvis de ikke jævnligt er på opgave i Tivoli, så ja, vi har reduceret ganske meget i antallet af kort. Og vi er fortsat i proces, da vi ikke ønsker at sætte nogen i forlegenhed med hensyn til vores pressekort, men vi ønsker, at kortet reelt bruges til formålet,” siger Torben Plank.
Debat om goder til politikere
Adgangen til Tivoli har de seneste dage været diskuteret, da Folketingets Ombudsmand forleden slog fast, at politikere i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune og ansatte i kommunen ikke må tage imod årskort til Tivoli, og politikerne i København har valgt at droppe ordningen.
På Christiansborg holder man imidlertid fast i ordningen, hvor folketingspolitikerne hvert år modtager et gratis guldkort til Tivoli. Det giver gratis adgang for fire ekstra personer.
”Der er stor forskel på at være kommunalpolitiker og folketingspolitiker. Folketinget er som parlament ikke en forvaltningsmyndighed og ikke underlagt forvaltningsloven,” sagde Folketingets formand, Søren Gade, i går til dr.dk.
”De beslutninger, man træffer ude i kommunerne, har direkte indflydelse på eksempelvis Tivoli, det har vores beslutninger ikke. Folketingsmedlemmer er rene i den forstand, at de ikke er underlagt forvaltningsloven, så de kan modtage det uden at komme i karambolage med lovgivningen.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.