Hvorfor blev du journalist?
»Jeg kedede mig på RUC, så jeg tog til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen med en ven. Så kom jeg ind. Jeg anede ikke, om jeg kunne finde ud af journalistik, men jeg fandt ud af, at det kunne jeg, og at jeg syntes, det var vildt sjovt. Jeg følte mig som en fisk i vandet, det var virkelig en aha-oplevelse. Jeg var ikke i tvivl om, at det var det rigtige.«
Fortæl om dit første job.
»Jeg blev ansat i Politikens Lokalaviser, på Hver Weekend i Nordsjælland. Vi var en hel redaktion af nyuddannede journalister, og vi havde det sjovt, selv om det var noget helt andet, end jeg var vant til fra praktikken på Politiken. Der brokker man sig over, at der er alt for mange annoncer, og det er for grimt, og hvor skal journalistikken stå? På lokalavisen var det 100 procent omvendt. Det skete endda en sjælden gang, at direktøren kom ned og sagde, at vi skulle huske, at journalistikken bare var fyld mellem annoncerne.«
Påvirkede det journalistikken?
»Overhovedet ikke, vi havde chefredaktøren på vores side. Jeg kan huske en kontrovers, hvor vi skrev om et kendt ejendomsmæglerpar, der havde bygget en ulovlig bådebro. De truede med at trække alle annoncer fra alle Politikens Lokalaviser. Det holdt hårdt. Men vi stod fast på, at den historie skulle vi bringe.«
Du skiftede til politiken.dk. Hvordan var netjournalistikken på det tidspunkt?
»Jeg har aldrig oplevet så meget holdånd som på politiken.dk dengang. Der var en stemning af "papiret" mod "nettet", og nettet var ikke lige så fint. Det gav et fantastisk sammenhold, for alle vi, der var på nettet, syntes jo, at det var fremtiden. Vi havde også virkelig høje ambitioner. Vi havde et mål om – helt uden glimt i øjet – at være verdens bedste netavis.«
Efter seks år rykkede du til print. Hvordan var det?
»Jeg trængte til at prøve noget andet, og så var jeg så heldig at få chancen for at lave uddannelsesstof. Pludselig skrev jeg kun til papiret. I starten troede jeg, at jeg kunne lave lidt til nettet ved siden af, men på kort tid var jeg fuldstændigt dedikeret til papir. Jeg blev en af de analoge. Pludselig kunne jeg gå en hel dag uden at tjekke politiken.dk. Sådan havde jeg ikke haft det i seks år. Det fantastiske var, at jeg fik mulighed for at fordybe mig i et smalt område, primært videregående uddannelser. Det var virkelig tilfredsstillende efter at have bevæget mig mere på overfladen på nettet.«
Du er den eneste særlige rådgiver i regeringen, som kommer direkte fra mediebranchen. Hvad giver det dig af styrker og svagheder?
»Jeg har tænkt over, at jeg er en af de få, som ikke er partisoldat. Det betyder, at jeg skal lære partiet og regeringens indre liv at kende, men jeg ser det også som en styrke, at jeg kender mediebranchen og har et solidt netværk. Esben og jeg har ikke engang diskuteret mit politiske tilhørsforhold.«
Hvad er dagbladenes største udfordring?
»Jeg har en kæmpe kærlighed til dagbladene, men man kan mærke, at de er i tvivl om, hvordan de overlever. Mens cheferne prøver at finde svaret på, hvordan man tjener kroner på klik, så kan det nogle gange føles, som om rådvildheden forplanter sig til journalister som mig selv. Det mærkede jeg på Politiken. Det er ærgerligt, for jeg synes, journalisterne i højere grad har mulighed for at gribe chancen for at være kreative og lege med faget, mens ingen har de rigtige svar. Der er en krisestemning på dagbladene, hvor jeg tror, at den fine gamle arv nogle gange tynger mere, end den inspirerer. Hvorfor er det små nichemedier som Zetland og Føljeton med mikrosmå budgetter, der eksperimenterer?«
Hvad kunne de gamle dagblade konkret gøre?
»Der er simpelthen så mange muligheder: Start et nichemedie. Leg med formaterne, så alle netaviser ikke ligner hinanden. Kan man udkomme i en anden døgnrytme eller prioritere helt anderledes, end man gør i dag?«
Prøvede du selv, mens du sad på Politiken?
»Nej, det er totalt inklusive mig selv, må jeg nok erkende. Jeg har måske nok forsøgt, men det er svært.«
Hvad er så løsningen?
»Det bliver lidt hippieagtigt: Journalisterne skal selv tage ansvar for at præge journalistikken nedefra og op. Det er nu, chancen er der. Det kan godt være, cheferne kan bygge forretningsmodeller, men journalisterne er måske bedre til at svare på, hvad der skal ske med journalistikken.«
Kunne du forestille dig at vende tilbage til journalistikken igen?
»Ja sagtens. Jeg er journalist og særlig rådgiver. Det her job er jo tidsbegrænset, og jeg har ingen planer for, hvad der skal ske bagefter. Jeg kunne sagtens forestille mig en helt almindelig journaliststilling.«
[[nid:34282]]
Foto: Sofie Amalie Klougart
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Kate
Tak. Vi er upræcise.
I artiklen om hele rådgivergruppen https://journalisten.dk/hver-tredje-nye-spindoktor-har-journalistbaggrund pointerer vi, at kun en uddannet journalist, kommer direkte fra pressen. Det er den pointe, der henvises til.
Den er interessant fordi fx Fogh-regeringen hentede mange rådgivere, uddannede journalister, direkte fra pressen. Men opgaven har ændret sig.
Mvh
Fagbladet fremhæver, at Marie Hjortdal er den eneste af Venstre-regeringens særlige rådgivere, som kommer fra 'pressen'. Jeg undrer mig - hvad så med Arzrouni? Er der noget, jeg har overset?