Danskerne bruger omkring dobbelt så lang tid på TV 2 som på DR. Philip Davali/Ritzau Scanpix
For bare fem år siden lå TV 2 og DR ved siden af hinanden i kampen om danskernes tv-opmærksomhed. Men i dag bruger danskerne næsten dobbelt så lang tid på TV 2 som på DR. Og det har en god forklaring, siger DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, i et interview med Berlingske.
”Det er udtryk for, at vores flow-portefølje blev halveret i 2019, da vi skulle implementere en stor spareplan. Og så er det udtryk for, at danskerne flytter sig over i den digitale verden. Det er gammeldags at sidde og sammenligne DR og TV 2 på den måde. Det er fantastisk, at TV 2 gør det godt, og at mange danskere bruger deres tilbud,” siger hun til Berlingske.
Interviewet kommer i forbindelse med, at DR skal til at implementere sin digitale strategi, der betyder, at DR vil bruge færre ressourcer på indholds- og programproduktion og i stedet prioritere udvikling af de digitale platforme DRTV og DR Lyd og i den forbindelse kommer til at afskedige op mod 50 medarbejdere.
I forbindelse med DR’s digitale planer har Dansk Folkepartis stifter og folketingsmedlem, Pia Kjærsgaard, efterlyst, at DR også har en plan for ældre mennesker, der fortsat bruger flow-tv.
”Jeg vil gerne garantere Pia Kjærsgaard, at der er flow i mange, mange år endnu, så længe der er brugere, der udelukkende befinder sig på flow. Det kan godt være, vi ikke har skrevet specifikt om ældre, men vi har skrevet om flow. Det her er ikke en enten eller-verden. Det er en både og-verden. Det har vi øje for i mange, mange år endnu. Når jeg ser ned over vores flow-tilbud, er der rigtig mange stærke programmer,” siger Maria Rørbye Rønn til Berlingske.