Oprindelig ville jeg gerne være dyrlæge og redde dyreliv. På studiet mødte jeg en masse landmandsbønder fra Jylland. De talte kun om at stå på et slagteri og kontrollere, at dyrene blev slået ordentligt ihjel. Jeg spurgte min lærer, hvornår jeg fik lov at møde et rigtigt levende dyr. Det var der ikke udsigt til lige foreløbigt. Studiet føltes HELT forkert, så jeg stoppede.  Min dansklærer havde altid sagt til mig, at jeg kunne noget med sprog og mennesker. Jeg ville gerne være med til at belyse, hvad der var galt i verden. Det er jo den helt klassiske grund til at blive journalist.

 

 

Det har været normalt for mig at forholde mig til, hvad der foregår dernede, og hvad der er for og imod i en konflikt. Det var det, vi diskuterede over aftensmaden hjemme hos mig. På et tidspunkt tænkte jeg, at hvis jeg skulle udleve min drøm om at være freelancekorrespondent, så skulle det være nu. Jeg var 26, da jeg flyttede til Israel og var der et halvt år. Det var et eventyr. Jeg kunne blive ringet op klokken to om natten: »Margit, du skal af sted, der er eksploderet en bombe i Egypten!« Så måtte jeg finde ud af at komme derhen, selv om der ikke gik fly. Jeg kørte med en bevæbnet taxachauffør flere hundrede kilometer gennem ørkenen midt om natten for at nå frem til min historie.

 

 

Jeg har set sorg, hysteri og hele den turmult, der er omkring en selvmordsbombe. Og så har jeg stået midt i demonstrationer under Muhammedkrisen, hvor man i hvert fald ikke skulle sige, at man var fra Danmark. Men jeg har aldrig tænkt, at det gik så meget amok, at jeg ikke kunne styre det.

 

 

Fordi jeg fandt ud af, at der var en bagside af medaljen. Det er et hårdt liv, og rent journalistisk følte jeg mig lidt alene. Og så kunne jeg ikke rigtig se, hvordan det skulle forenes med at have små børn. Men jeg er ikke afklaret med, om jeg skal derned igen en dag.

 

 

Jeg bruger det blandt andet som en åben digital telefonbog og står ved det. Det er en rutine for mig nu, og jeg ville ikke have øjne og ører på arbejde, hvis ikke jeg havde Twitter. Men det tog rigtig mange timers hårdt arbejde at lære at bruge det rigtigt. Jeg har faktisk været meget bange for at bruge det, fordi man konstant risikerer at blive brugt af propagandamaskiner. Man skal have sin kildekritik med sig derude.

 

 

Det er et topprofessionelt redskab for mig, og jeg kunne aldrig drømme om at skrive mine personlige holdninger, eller hvordan jeg har det. Jeg er i kontakt med mine kilder via Twitter, og de må aldrig blive i tvivl om min integritet som journalist. Hvis jeg skrev mine egne holdninger, ville jeg blive part, og så kan jeg ikke være en troværdig reporter. 

 

 

Jeg tror aldrig, at sådan en som mig bliver helt færdig med at kaste mig ud i noget. Hvis jeg kan noget til fingerspidserne, skal jeg passe på ikke at blive sløset. Jeg bliver nødt til at holde mig selv til ilden.

 

 

Det er tempoet, som er skruet helt vildt op. Som journalist skal du være på flere platforme, og det kan være meget givende. Men du skal huske at have dine journalistiske kernekompetencer med. For når tingene går hurtigt, er der en risiko for, at man rammer helt forkert eller bliver brugt uden at vide det. 

 

 

Jeg tror, at der kommer en modreaktion på et tidspunkt. Vi kan allerede se, at aviserne gør det. De er begyndt at lave meget mere med dybde. For de hurtige nyheder ligger jo allerede på nettet. Opslag på Twitter og andre sociale medier er ikke journalistik, før det har været igennem en redigering og en validering. 
 

[[nid:32100]]