Over for mig i toget sidder en ældre dame med Ekstra Bladet. Hun fortæller, at hun ellers foretrækker den berlingske avis og har stemt på de konservative, siden Halfdan Hendriksen var partiets formand, men nu vil hun se, hvad unge Engell har fået ud af frokostpressen.
"Ja, han er i fuld sving med at vende oplaget," svarer jeg.
Hun blader forsigtigt i sin avis. Af og til lukker hun øjnene, eller hun puster cerutrøg ud over siderne.
Så lægger hun avisen fra sig. Hun sukker og skifter samtaleemne:
"Hvad er så Deres erhverv?" spørger hun.
"Jeg er en slags journalist."
"Det kan da også være nobelt," siger hun, og jeg indvier hende i, at for mit vedkommende er det natarbejde.
Hver nat lister jeg ind på Ekstra Bladets webside. Kun over mit skrivebord brænder der lys. Jeg peger på "Massage og escort" og klikker med musen:
Fem hundrede annoncer myldrer frem på skærmen, mens jeg skriver dem af.
Jeg viser min medrejsende, hvad jeg for eksempel har skrevet:
A babe, ung og smuk blondine. Dankort. 38194500.
Hun pulser nervøst på sin cerut. Vi er alene i togvognen, og jeg betror hende, at den annonce er en sjældenhed. Faktisk er den femten dage gammel. Lige siden har der været en tydelig forandring i websidens annoncer:
A babe, ung og smuk blondine. Dankort. 3819xxxx.
"Forstår De så, hvad jeg mener?" spørger jeg min rejsefælle.

Tavs ryster hun på hovedet, og jeg forklarer, at når jeg sidst på natten går i seng, har jeg svært ved at falde i søvn, for min opdagelse gør mig til hemmelig deltager i et fortroligt direktionsmøde på Ekstra Bladet. For bordenden sidder den ansvarshavende chefredaktør Hans Engell. Oplagschefen er der også. Han uddeler tal og kurver, og han fløjter optimistisk. Jeg kravler ned under dynen, så de ikke opdager mig.
For hvad er det, jeg har fundet ud af?
At da Hans Engell tiltrådte som chefredaktør, besluttede han, at nu skulle Ekstra Bladet i gang med at vende de svigtende oplagstal. Før var de mange massageannoncer i den trykte udgave dagligt repeteret med telefonnumre i Ekstra Bladets webavis, og det gik voldsomt ud over oplaget og indtjeningen. Læserne var jo fri for at købe avisen. På websiden kunne de gratis komme i kontakt med de frække. Men nu skal de i kiosken og yde et bidrag på elleve kroner for at redde Ekstra Bladets skrantende oplagskurve.
Altså bortset fra de sjældne nætter, hvor telefonnumrene ved en fejltagelse er kommet med i webudgaven.

Jeg bøjer mig over mod min enlige medrejsende og hvisker til hende, at jeg endda i forbindelse med sagen har gjort mig den ulejlighed at ringe til Ekstra Bladets webredaktion og dér har talt med en elskværdig herre:
"Vi vil have, at folk køber vores trykte udgave, men en sjælden gang sker der desværre en fejl, så telefonnumrene alligevel kommer på Internet," forklarede han mig.
Min rejsefælle har lagt armen om sin håndtaske og gør en urolig bevægelse, som om hun vil skubbe mig og Ekstra Bladet ud af vognen. Tusmørket er faldet på. Uden for de snavsede ruder glider det ensformige landskab forbi.
"De må gerne få min avis," siger hun så.
"Og mine cerutter. Jeg skal af toget nu."