search

Maren i kæret er blevet mediebevidst

CASES. Almindelige mennesker ved ikke en døjt om, hvordan medierne fungerer - og derfor skal journalister behandle dem varsomt. Det står der i lærebøgerne.

CASES. Almindelige mennesker ved ikke en døjt om, hvordan medierne fungerer – og derfor skal journalister behandle dem varsomt. Det står der i lærebøgerne.
Det lyder jo alt sammen meget godt. På papiret. For noget tyder på, at gode, gamle Maren i kæret er blevet bevidst om, at hun lever i et mediedomineret samfund. Hun ved, at journalister har tendens til at "hugge en hæl og klippe en tå". Og hun ved, hvordan hun skal få sin dagsorden igennem. Da almindelige mennesker får stadig mere plads i avisspalter og tv-udsendelser, er det klogt at holde sig for øje, når nyhederne strømmer. Ellers er det casen, der får det sidste ord.
Det erfarede vi i foråret, da vi i forbindelse med vores speciale krydsede vores spor og vendte tilbage til cases, vi tidligere har brugt i den gode nyhedshistories tjeneste som praktikanter på henholdsvis Kristeligt Dagblad, 24timer og Berlingske Tidende. Sisse, Irli, Peter, Lise, Hans Ejnar og Camilla følte sig – stik imod vores mavefornemmelser – hverken misforståede eller misbrugte. Tværtimod. Alle undtagen én havde udnyttet muligheden for at kaste lys over den problematik, de selv stod i. Irli sagde: "Jeg og andre mangler medicin. Jeg fik en kæmpe chance for at få det budskab ud."
Flere cases havde også luret vores behov for at presse offerkasketten ned over hovedet på dem. Lise sagde: "Hvis man fortæller 20 procent om dét, der er skidt, og 80 procent om andre ting, kan man risikere, at journalisten får de 20 procent til at fylde 80 procent."
Peter gav os dog den største aha-oplevelse. Under telefoninterviewet i sin tid tog han noter, "for journalister vil jo gerne have eksempler". Han forudså, at andre journalister også ville sætte deres kløer i ham. Så hvorfor ikke være forberedt!
Vi ved ikke, om vores mediebevidste cases er repræsentative. Men vi ved, at 24 ud af de 25 almindelige mennesker, vi har genoptaget kontakten til, ikke har fortrudt, at de fortalte om deres erfaringer med blandt andet hustruvold, psykisk sygdom og dating i landsdækkende aviser. Ja, de vil faktisk gerne gøre det igen – selv Peter, der blev fyret, da avisen udkom.
Journalister skærer hakkelse i døgnets rejsestald, og det skal de blive ved med. Men en gang imellem kan det være givende at krydse sit eget spor. Vi er blevet klar over, at den normale definition af almindelige mennesker som sårbare og uvidende kilder er håbløst forældet – og at vi fremover bør være mindre pylrede og gå mere til biddet, når case-artiklen med Maren i hovedrollen skal skrives.

 

»Den normale definition af almindelige mennesker som sårbare og uvidende kilder er håbløst forældet.«

Kommentarer
1
Jens Tovborg
12.11.08 15:53
Re: Maren i kæret er for længst gået under jorden

Da jeg sidst mødte Maren i kæret - det er efterhånden en del år siden - betroede hun mig et par ting.

Hun undrede sig over, at alle mulige mennesker, hun ikke kendte, forsøgte at skrive til hende. Det til trods for at hun dybest set ikke havde den fjerneste  interesse i at læse de tonstunge paller med grønne regnskaber, bekendtgørelser, landplandirektiver og mange andre akademiske stileøvelser, som blev skrevet til hende. 

Faktisk var hun ganske overrasket over den berømmelse, der pludselig tilfaldt hende. Men desværre for hende selv, havde hun nok været for høflig i sine afslag på at modtage mere information. I hvertfald blev det bare ved med at vælte ind med disse alenlange publikationer.

Senere begyndte det at gå over gevind. Hun måtte finde sig i at blive peget fingre ad af folk hun ikke kendte. Og allerværst var det, når folk helt uden blusel omtalte hende som en der ikke kunne lægge to og to sammen - bare fordi hun var fra landet. Det blev hun faktisk rigtig ked af.

Og hun forstod heller aldrig hvorfor det lige var hende, der skulle bruge tid på at sætte sig ind i alle disse dokumenter, som hun hidtil havde klaret sig fint foruden? Der måtte da være en masse andre mennesker, som havde mere brug for den slags.

Hun betroede mig, at hun meget hellere ville læse en af de små aviser, der dengang ikke fyldte så meget - det var før gratisavisernes tid. Her var historierne korte og overskuelige og nogen havde sørget for, at hun fik det vigtigste at vide. Og hvis der var noget, hun virkelig var interesseret i at høre mere om, spurgte hun nogen hun kendte eller gik på bibliotekket - eller så lidt tv til aftenkaffen.

Til sidst blev det for meget for Maren i kæret. Hun blev nødt til at skifte identitet og bopæl. Og hvis det går som hun selv håber, vil hun aldrig mere blive besværet af alle disse akademikere, som vil fortælle hende alt muligt, som hun ikke har brug for at få at vide.

Lad os håbe hun aldrig bliver fundet igen.

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen