CASES. Almindelige mennesker ved ikke en døjt om, hvordan medierne fungerer – og derfor skal journalister behandle dem varsomt. Det står der i lærebøgerne.
Det lyder jo alt sammen meget godt. På papiret. For noget tyder på, at gode, gamle Maren i kæret er blevet bevidst om, at hun lever i et mediedomineret samfund. Hun ved, at journalister har tendens til at "hugge en hæl og klippe en tå". Og hun ved, hvordan hun skal få sin dagsorden igennem. Da almindelige mennesker får stadig mere plads i avisspalter og tv-udsendelser, er det klogt at holde sig for øje, når nyhederne strømmer. Ellers er det casen, der får det sidste ord.
Det erfarede vi i foråret, da vi i forbindelse med vores speciale krydsede vores spor og vendte tilbage til cases, vi tidligere har brugt i den gode nyhedshistories tjeneste som praktikanter på henholdsvis Kristeligt Dagblad, 24timer og Berlingske Tidende. Sisse, Irli, Peter, Lise, Hans Ejnar og Camilla følte sig – stik imod vores mavefornemmelser – hverken misforståede eller misbrugte. Tværtimod. Alle undtagen én havde udnyttet muligheden for at kaste lys over den problematik, de selv stod i. Irli sagde: "Jeg og andre mangler medicin. Jeg fik en kæmpe chance for at få det budskab ud."
Flere cases havde også luret vores behov for at presse offerkasketten ned over hovedet på dem. Lise sagde: "Hvis man fortæller 20 procent om dét, der er skidt, og 80 procent om andre ting, kan man risikere, at journalisten får de 20 procent til at fylde 80 procent."
Peter gav os dog den største aha-oplevelse. Under telefoninterviewet i sin tid tog han noter, "for journalister vil jo gerne have eksempler". Han forudså, at andre journalister også ville sætte deres kløer i ham. Så hvorfor ikke være forberedt!
Vi ved ikke, om vores mediebevidste cases er repræsentative. Men vi ved, at 24 ud af de 25 almindelige mennesker, vi har genoptaget kontakten til, ikke har fortrudt, at de fortalte om deres erfaringer med blandt andet hustruvold, psykisk sygdom og dating i landsdækkende aviser. Ja, de vil faktisk gerne gøre det igen – selv Peter, der blev fyret, da avisen udkom.
Journalister skærer hakkelse i døgnets rejsestald, og det skal de blive ved med. Men en gang imellem kan det være givende at krydse sit eget spor. Vi er blevet klar over, at den normale definition af almindelige mennesker som sårbare og uvidende kilder er håbløst forældet – og at vi fremover bør være mindre pylrede og gå mere til biddet, når case-artiklen med Maren i hovedrollen skal skrives.

»Den normale definition af almindelige mennesker som sårbare og uvidende kilder er håbløst forældet.«