
Det kommer til at kræve ’tiltag’, hvis ikke Sjællandske får del i en mulig kommende ugeavispulje, lyder det fra mediehusets direktør. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix (red. Jo)
Den nylige og omfattende sparerunde hos JFM var blandt andet udløst af, at medieforliget endnu ikke er vedtaget, og den nye ugeavispulje ikke er udmøntet. Det har chefredaktør Peter Orry udtalt til Journalisten.
De er ikke det eneste regionale mediehus, som sidder på pinde for at hente nogle penge i den nye pulje.
Administrerende direktør ved Sjællandske Medier Jens Nicolaisen fortæller, at mediekoncernen opererer med et ’estimat’ for, hvor mange penge de kan hente i puljen, hvis medieforliget vel at mærke bliver vedtaget.
”Vi har en forventning om, at vi får noget fra ugeavispuljen. Hvis ikke vi gør det, vil det have konsekvenser for vores økonomi og dermed også for, hvor mange medarbejdere, journalister og omkostninger vi kan have,” siger Jens Nicolaisen.
Vil kræve tiltag
Han ønsker ikke at oplyse nærmere, hvilket estimat Sjællandske Medier har sat for tilskud til ugeaviserne. I medieforliget er afsat 41 millioner til ugeaviser og distriktsblade i 2023 og 50 millioner i 2024-2025.
Siden den tidligere regering landede en medieaftale i maj sidste år, har der været valg og andre emner på programmet. I det nye regeringsgrundlag skriver SVM-regeringen, at den vil ’gennemføre medieaftalen’, dog med ’tilpasninger’.
Men hverken medieforliget eller ugeavispuljen er altså blevet vedtaget.
Jens Nicolaisen henviser til, at der var enighed mellem et bredt politisk flertal og store dele af mediebranchen om at styrke regionale og lokale medier med medieforliget.
”Derfor synes jeg, det er forholdsvist uacceptabelt, at man ikke får det løst og får landet det, som alle var enige om, at man skulle,” siger han.
Skal spare 100 millioner
Jens Nicolaisen understreger dog, at den primære forretning for Sjællandske Medier handler mere om abonnements- og annoncetal end om ugeavispuljen.
”Det er klart, at hvis ikke vi får den ugeavispulje, så vil vi skulle lave tiltag. Men vi har ikke en præcis plan for, hvad vi gør.”
JFM skal spare omkring 100 millioner kroner, og fyringsrunden udgør kun en del af besparelserne. Den har blandt andet betydet, at Hovedstadens Mediehus går fra at have 18 til at have 13 redaktionelle medarbejdere.
Karl Erik Stougaard, chefredaktør på Nordjyske, skriver til Journalisten, at han ikke ønsker at kommentere spørgsmålet om ugeavispuljen og eventuelle økonomiske konsekvenser for deres mediehus.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.