De visne blade i skovbunden rasler, da den lange hvide kjole fejer hen over dem. En stilethæl føler sig forsigtigt frem på underlaget.

”Kan I komme igennem, hvis jeg lige holder den her gren til side?” spørger fotograf Andreas Sahl. 

Han er gået i forvejen ind i et krat og baner nu vejen for brudeparret bag ham.

”Jeg håber altså ikke, I er bange for edderkopper. For jeg har allerede set et par stykker,” griner Andreas Sahl. 

Han får stillet parret op i en lille lysning med gommens ene hånd om brudens talje og den anden casual i lommen. 

”Du skal ikke begrave hånden helt i lommen. Sådan der, ja. Godt. Og prøv så at nusse hinanden med næsen,” instruerer Andreas Sahl, inden han sekundet efter træder baglæns ind i noget siv: ”Hov, her skal I ikke komme over – her er meget vådt.”

Vi befinder os ved herregården Sjørupgaard på Djursland. Her skal brudeparret Iben og Tobias i aften holde bryllupsfest. De har hyret bryllupsfotograf og fotojournaliststuderende Andreas Sahl til at fotografere hele deres dag.

[quote:5]

Pænt med pænt på

Mellem champagnereception og det store fællesbillede af gæsterne om lidt skal Andreas Sahl have de obligatoriske portrætter af brudeparret i hus.

Det er den sværeste del af jobbet, synes han. Resten af dagen skal han som en klassisk reportagefotograf se og fange alle de små øjeblikke, der opstår naturligt. Men her skal han selv finde på det hele – fra den perfekte location til den mest romantiske par-positur.

Og haven omkring herregården er for pæn, konstaterede Andreas Sahl med det samme, da han sonderede terrænet tidligere. 

”Det bliver pænt med pænt på – de drukner i det. Så vil jeg meget hellere hive dem med ned i det der buskads, hvor naturen er lidt grim,” forklarer Andreas Sahl.

Han følger hele tiden med i, hvordan de store internationale navne inden for bryllupsfotografi fotograferer lige nu. Og ’ud-i-naturen’ er en af de helt store tendenser.

”Men det er jo ikke ud i en smuk kornmark eller sådan en park her. Naturen er jo ikke nødvendigvis pæn – inde midt i en skov er naturen rå og dyster og mørk. Det giver en god kontrast til det pæne brudepar,” siger Andreas Sahl.

Han fortæller, at det naturlige look er moderne inden for bryllupsfotografiet. Han kalder selv stilen for ”hipstersmart” eller ”avanceret Instagram-filter” – det må gerne se ud, som om billederne er taget med et analogt kamera i det nordvestlige USA’s natur, forklarer han.

”Det er meget langt væk fra 80’ernes glamourbilleder, hvor lyset skulle være meget pænt og lækkert. I dag er det mindre pænt og mindre glansbillede-agtigt. Der må gerne være lidt tunge skygger, og alting behøver ikke at være super veleksponeret – det er mere naturligt og sjælfuldt og grynet. Jeg tilføjer også en del korn i mine billeder i redigeringen for at give dem et mere analogt og nostalgisk udtryk,” siger han.

Har fotograferet over 100 bryllupper

Selv om 31-årige Andreas Sahl kun har gået på fotojournalistuddannelsen i to semestre – og lige nu er på barsel fra tredje semester – er han allerede en rutineret bryllupsfotograf. Alene de seneste fem-seks år har han fotograferet over 100 bryllupper. Det startede lidt tilfældigt som en hobby, da han for 10 år siden blev spurgt, om han ville fotografere til et bryllup. Kort efter spurgte et par, der havde været gæster til det første bryllup, han fotograferede, om han også kunne tage billeder til deres bryllup.

”På det tidspunkt var det stadig bare for sjov; jeg var ham, man kunne få til at fotografere til sit bryllup, hvis man ikke havde råd til en rigtig bryllupsfotograf. Det var først sent, jeg begyndte at tænke, at jeg måske skulle gøre fotografiet til min levevej og have en uddannelse inden for det,” fortæller Andreas Sahl.

I dag har han flere bryllupsforespørgsler, end han har ledige lørdage. Han tager typisk omkring 12.000 kroner for en hel dags fotografering, inklusive redigering og en indledende samtale med brudeparret – samlet cirka 20 timers arbejde.

”Og så længe der bliver ved med at være for mange efterspørgsler i forhold til, hvor mange lørdage jeg har, så sætter jeg løbende priserne op,” fortæller Andreas Sahl.

Denne lørdag i slutningen af maj startede ved kirken i Aarhus-forstaden Åbyhøj, kort inden vielsen klokken 13.

Find gæsten, der græder

Få minutter efter at have smidt sit grej på bagerste bænk i kirken er Andreas Sahl i gang med at fotografere. Det ene øjeblik er han oppe på balkonen, det næste øjeblik sidder han på hug under prædikestolen – og når han ikke lige har kameraet sat for øjet, spejder han som en rovfugl ud over forsamlingen efter sit næste billede. Han ved, han skal finde hende gæsten, der græder – sådan en er der altid.

Da et familiemedlem lige inden ceremonien hiver brudeparrets to små sønner, begge klædt i seler og butterfly, op til deres far ved alteret og får dem stillet op med smil til fotografen, rejser flere af gæsterne i kirken sig også og tager billeder af opstillingen med deres smartphones.

Andreas Sahl løfter også sit kamera, tøver lidt – og sænker det så igen.

”Jeg mister interessen, når det bliver for opstillet og stift. Et billede som det der er ikke ægte. Det kan onkel Jørgen og de andre familiemedlemmer tage – det er ikke det, jeg går efter,” hvisker han og tilføjer:

”Så vil jeg næsten hellere have det der billede, selv om det er lidt meta. Det fortæller mere en historie,” siger han og retter sin søger mod rækken af gæster, der ivrigt fotograferer gommen og hans sønner med deres telefoner.

En ægte historie, ikke bare et glansbillede

Det handler også om de etiske principper i måden, han arbejder på som bryllupsfotograf, forklarer Andreas Sahl. Dem er han blevet mere bevidst om, efter at han er startet på fotojournalistuddannelsen.[quote:1]

”Jeg har det sådan, at de af mine billeder, som ikke er tydeligt opstillede og iscenesatte portrætter; de, der ser dokumentariske ud, og som ligner fotojournalistisk – det skal også være fotojournalistik. Det skal være sådan, at brudeparret, når de kigger på mine billeder bagefter, kan stole på, at det, de ser, faktisk også var det, der skete. At det ikke bare er noget, Andreas har fundet på. De billeder går jeg heller ikke ind og manipulerer med eller ændrer på – jeg giver dem et look, men det er det,” siger han.

Andreas Sahl oplever selv, at hans uddannelse til fotojournalist gør ham til en bedre bryllupsfotograf.

”Jeg tror, jeg har den fordel som fotojournalist, at jeg er uddannet til at fortælle en historie om dagen med mine billeder og ikke bare til at få det til at se så pænt ud som muligt. Jeg giver brudeparret en ægte historie og ikke bare et glansbillede. Da der for nylig opstod skænderi uden for kirken til et bryllup, fordi brudens far kom for sent og var lige ved at forsinke det hele, fotograferede jeg for eksempel også det. Det er vigtigt for mig også at vise, at det er en dag, hvor følelserne sidder uden på tøjet,” siger han.

En del snobberi 

Tine Hvolby, der også er uddannet fotojournalist og har fotograferet mange bryllupper gennem årene, mener også, at fotojournalister har en kæmpe fordel som bryllupsfotografer på grund af historiefortællingen.

”Men jeg oplever en del snobberi omkring det at fotografere bryllupper. De fleste fotojournalister vil ikke stå ved, at de gør det. Jeg forstår ikke, at der ikke er flere fotojournalister, som griber muligheden og omfavner bryllupsfotografiet,” vurderer hun.  

Tine Hvolby blev færdiguddannet i 2005 og har fra starten fotograferet ”et bryllup eller to om året”. Siden 2010 har hun haft en dedikeret hjemmeside, hvor hun brander sig selv som bryllupsfotograf. Det fik hun efter i en årrække at have haft firma med sin daværende mand, der også er fotojournalist, men som ikke ville have bryllupsbilleder på deres fælles hjemmeside.[quote:0]

”Han syntes, at bryllupper var virkelig ufedt. Det blev jeg lidt træt af, så jeg lavede en hjemmeside, der kun handler om bryllupper. Netop fordi man i manges øjne ikke kan blande det – man kan åbenbart ikke være en seriøs fotograf og samtidig lave bryllupper,” siger Tine Hvolby, der i dag har to hjemmesider – en til bryllupper og en til alt det andet.

"Rent kreativt er bryllupper de fedeste opgaver"

Samme model har en anden uddannet fotojournalist, som Journalisten har talt med. Vedkommende fotograferer bryllupper hver lørdag i sommermånederne, men skilter ikke med det på sin almindelige hjemmeside og ønsker heller ikke at medvirke i denne artikel. Det vil være dårligt for den fotojournalistiske del af freelanceforretningen, lyder forklaringen.

Også portrætfotograf Pia Tromborg, der blandt andet laver bryllupper i dag, oplevede under sin læretid hos en reklamefotograf i 80’erne, at der i hendes del af branchen blev set lidt ned på bryllupsfotograferne.[quote:2]

”Man skulle enten være reklamefotograf eller modefotograf – ja, alt andet end bryllupsfotograf faktisk,” siger hun og tilføjer:

”Sådan må jeg indrømme, at jeg også selv havde det, inden jeg begyndte at fotografere bryllupper. Men i dag synes jeg faktisk, at bryllupper rent kreativt er de fedeste opgaver, jeg har. Det er skønt at se så glade mennesker, og det er fantastisk at opleve, hvor meget jeg kan glæde dem med mine billeder. Som mode- eller reklamefotograf så man jo aldrig nogen glade mennesker,” siger hun.

Tine Hvolby lægger vægt på det samme. Hun har det seneste år haft fast arbejde som fotograf for Hummel og derfor færre bryllupper i kalenderen. Men normalt fotograferer hun op imod 10 bryllupper om året. For en hel dags arbejde som bryllupsfotograf – fra forberedelserne før vielsen til brudevalsen – tager hun 15-20.000 kroner. Og hun elsker det:[quote:3]

”Jeg synes helt seriøst, at bryllupsfotografiet er noget af det mest fantastiske. Det er en topsjov dag at få lov at være en del af. Det er jo glæde ud over det hele! Hvis man mangler lidt glæde i sit liv, skal man bare begynde at fotografere bryllupper,” siger hun.

Foretrækker skydække

Tilbage ved Åbyhøj Kirke og Iben og Tobias’ bryllup er ceremonien lige overstået. Bryllupsfotograf Andreas Sahl løber i forvejen ud af kirken for at fotografere parret forfra, mens de går ned ad kirkegulvet.

”Ej se, nu skinner solen også! Det er jo helt perfekt,” udbryder en gæst på vej ud af kirken.

Andreas Sahl ser lidt anderledes på den sag – han vil helst fotografere med et tyndt skydække.

Han fortæller, at han selv i det små har mærket, at der bliver set lidt ned på bryllupsfotografiet.

”Det er svært at beskrive, for det er jo ikke udtalt – det er bare en fornemmelse. Mange synes nok, det er lidt for klistret at fotografere bryllupper. Jeg elsker det! Jeg synes, det er skidesjovt og hyggeligt. Der er jo KUN glade mennesker. Og selvfølgelig bliver det lidt pænt og sukkersødt – det er jo bryllup,” siger han.

Brudeparret venter på ham for enden af en lang sti, der fører ned mod kirken. De første portrætbilleder skal tages her, har parret bestemt. Da der pludselig glider en sky ind foran solen, får Andreas Sahl travlt med at benytte øjeblikket uden hårdt sollys og missende øjne.

”Okay, prøv lige at gå tæt sammen ned ad stien, mens I siger nogle søde ting til hinanden. Så I lige kommer i lidt hyggelig stemning. Det er nu, du virkelig skal charme, Tobias!” råber han efter parret, mens han fotograferer. Han stemmer også selv i med komplimenter:

”Hold nu op, hvor er det altså bare en VANvittigt flot kjole, Iben. Den er nærmest magen til den, min kone blev gift i. For mig er det simpelthen bare sådan, en rigtig brudekjole skal se ud,” siger han.

Gommens ur og manchetknapper får også et par rosende ord med på vejen, ligesom Andreas Sahl jovialt smalltalker med brudeparret om gaver, fællesøkonomi og vejret – alt imens han hele tiden knipser løs.

”Er det så din hustru eller viv eller kone, du kysser nu, Tobias? Hvad kommer du til at kalde hende?” spørger han og får brudeparret til at grine midt i et kys.

Pludselig er stemningen nærmest lidt løssluppen. Andreas Sahl beder dem også om at gå og bumpe ind i hinanden, og om at få den ene til nærmest at trække den anden efter sig.

Det er alt sammen tricks for at få dem til at slappe af, forklarer han efterfølgende:[quote:4]

”Jeg skal have dem til at slappe af og bare grine, så det kommer til at se så lidt opstillet ud som overhovedet muligt. Men det er meget forskelligt fra par til par, hvor meget man kan få dem til at pjatte og fjolle – der skal jeg have lidt fingerspidsfornemmelse.”

Gæsterne kan blive de næste kunder

Inden afgang fra kirken mod Djursland sludrer Andreas Sahl med et par af gæsterne til dagens bryllup. Sanne og Morten hedder de. Han fotograferede deres bryllup sidste år, hvor dagens brudepar var gæster, og gennem hans arbejde for dem fik han dagens tjans. Sådan får han stadig de fleste af sine opgaver som bryllupsfotograf.

”Derfor er jeg også meget bevidst om, hvordan jeg tager mig ud og agerer, når jeg er på arbejde som bryllupsfotograf. Jeg sætter mig ikke bare over i et hjørne og drikker sodavand, når jeg ikke lige fotograferer. Jeg er social og mænger mig så vidt muligt med gæsterne. De er mine reklamesøjler – det er det, jeg lever af,” siger Andreas Sahl.

Det er dog langtfra kun benhård forretningskalkule, når han siger farvel til kirketjeneren med et ”jeg håber, vi ses igen” og hyggesnakker med gæsterne foran kirken, understreger han:

”Jeg bliver også mega glad, når jeg møder et par som Sanne og Morten igen. Det gør jeg altid, når jeg møder mine brudepar igen. Fordi jeg ved, at de holder af mig på grund af det arbejde, jeg har lavet for dem. Det mærker man virkelig meget, når man arbejder med brudepar. Det er så fedt at få en sms fra et brudepar, hvor de skriver, hvor meget mine billeder betyder for dem. Det oplever man ikke så tit i almindeligt fotojournalistisk arbejde,” siger Andreas Sahl og tilføjer:

”Jeg kysser nok også min kone Ida lidt ekstra, når jeg kommer hjem i nat. Man får mere lyst til at være kærlig og romantisk af at opleve så mange bryllupper,” griner han og sætter sig ind i sin bil for at tanke op med en Red Bull og en energibar på vej mod bryllupsfesten på Djursland.

Der er stadig mange timer, til brudevalsen er overstået i nat.