»I er dovne og dumme,« vrisser den verdensberømte forfatter, da Journalisten endelig kommer i audiens. Paul Auster bruger flittigt løs af sande historier i sit forfatterskab. Derfor spurgte Journalisten ham, hvorfor han ikke blev journalist.

VIRKELIGHED. »Det der er din røde notesbog?« Paul Auster peger på bogen under min arm.
Jeg nikker. Jeg har Austers "Den røde notesbog – og andre sande historier" i tasken.
Den indeholder små historier fra Austers liv.
Vi noterer begge virkeligheden i en notesbog.
Han er forfatter – jeg er journalist.
Paul Auster nærmer sig også journalistikken i "True Tales of American Life", der er oversat til dansk som: "Jeg troede, min far var gud".
Auster arbejdede for radiostationen National Public Radio. Amerikanere fortalte deres virkelige historier til ham, og det er blevet til bogen, som er små mærkværdigheder – magiske øjeblikke og andet virkeligt, som i princippet ville kunne læses som journalistiske historier.
Du siger, virkeligheden er langt mere mærkelig end fiktion?
»Det er den også.«
Jeg læser det, du skriver, som sandt.
»Det er også sandt«
Hvorfor er du så ikke journalist?
»Fordi jeg er kunstner.«
Vi er på vej til natklubben Faust.
Vi går på vindeltrapper – ind i et mørkt lokale. Her er ingen andre mennesker.
Auster er træt. Han er i Danmark og har givet mange interview til samtlige medier.
Det har handlet om hans nye bog "Mand i mørke".
Mit interview er blevet aflyst tre gange.
Auster sidder med profilen til og ligner sit eget bogomslag.
Jeg synes, vi skal tale fransk, vi har begge to boet i Frankrig.
»Jeg foretrækker engelsk,« svarer han på fransk.
Hvis vi taler fransk, mødes vi på samme niveau.
»Jeg vil ikke være på samme niveau.«
Hvorfor vil du ikke være journalist, når du skriver om det, der foregår i virkeligheden. "Mand i mørke" – handler den ikke om mediernes manipulationer af virkeligheden?
»Overhovedet ikke, no no no …«
Han vifter luften mellem os væk. Nu er han i profil igen, ridser noget af sig selv op:
»Jeg har skrevet for New York Times – masser af litterær kritik – tre selvbiografiske bøger og en hel del essays.«
Vi slår over i Austers modersmål.
Når jeg læser dine bøger, tænker jeg, du vil ændre verden. Men man kan vel bedre forandre den med journalistik?
»Du kan komme længere ind i mennesker med fiktion. I litteratur kan du fortælle en anden sandhed, glide ind i hjernen på et fiktivt menneske, som bliver levende for dig, og du kan spejle dig og forstå dig selv på en anden måde. En journalist skriver fra det ydre og prøver at overføre indtryk og følelser, som de opleves på et givent tidspunkt. Sådan er god kunst ikke. Den overskrider nuet – eksisterer i et rum uden for tid og sted. Desuden er romanen et trygt sted. Du kan bo i den og forsvinde ind i en parallelverden. Det er sundt for mennesker at kunne flygte derind. Her kan du trygt møde alt det grumme og ubehagelige – udleve din frygt, uden at blive revet i stykker.«
Men der er vel god journalistik, som også er kunst – fordi det er læseværdigt og samtidig virkeligt?
»Meget journalistik fordrejer virkeligheden, men der er nogle journalister, jeg læser med stor glæde, eksempelvis den polske Ryszard Kapuscinski, som døde sidste år. Han dækkede hele verden: Afrika, borgerkrige, revolutioner. Det, han gjorde, var ikke så meget at rapportere, men at formidle det, han mærkede, videre.«
Læser du aviser?
»New York Times og den lokale avis.«
Lærer du noget?
»Jeg smider dem ud og hader dem.«
Hvad er der galt?
»De siger ikke noget som helst, heller ikke sandheden. De er dovne og dumme, og de …«
Hvorfor fortæller journalisterne ikke sandheden?
»Journalistik er blevet en forretning. Hver gang jeg har været til stede ved en begivenhed og har læst om den i avisen, har jeg læst noget andet, end jeg selv har set. Journalisterne aner ikke, hvad de skriver om. De leder efter en case, det kan være hvem som helst, en idiot. Igen og igen og igen har jeg set virkeligheden fordrejet i aviserne og lavet om til fiktion.«
I dit liv sker ting tilfældigt i mærkværdige sammenhæng – de overgår fiktionen, hvorfor skriver du ikke det i aviserne?
»Jeg arbejder med virkelighed og fantasi. Tilfældighed er en del af virkeligheden. Det er ikke det eneste, jeg interesserer mig for. Jeg er ikke tilfældighedsmatematiker – jeg skriver om de ting, der sådan set bare sker …«
Og den slags ting sker sådan set bare i virkeligheden?
»Ja.«
Hvis forfattere går ud i virkeligheden og skriver om den, som de ser den, er det så ikke bare journalistik?
»Jo, men jeg forstår bare ikke, hvorfor du har så meget imod kunst. Vil du virkelig leve i en verden uden romaner?«
Jeg har ikke noget imod kunst. Jeg tænker bare, journalistikken har en magt. Den kan forandre verden, fordi mennesker læser den som virkelig.
»Journalistik forandrer ingenting. Ord kan ikke ændre verden. En bog kan ikke forhindre en bombe i at falde ned over millioner af civile, det kan en artikel heller ikke. Jeg prøver ikke at ændre. Jeg prøver at udtrykke. Nogen gange påvirker det folk. Jeg fortæller historier fra mit virkelige liv. Ting sker på mærkelige måder. Det minder mig om de historier, jeg redigerede, da jeg arbejdede for National Public Radio. Amerikanere ringede ind og fortalte deres virkelige historier. Derfor fik jeg ideen til en bog med amerikaneres egne fortællinger. For mig var det et filosofisk eksperiment. Jeg ville vide, om alle menneskers liv var så bizart som mit – og det viste sig, at det er de. Når du læser den slags historier, lærer du noget om den virkelige verden, de ting, mennesker oplever. Det stimulerer dig. Sådan noget skulle skrives som journalistik.«
Virkeligheden overgår fiktionen?
»Lad os tale om forskellen mellem poesi og journalistik. I journalistik bruger du sproget til at kommunikere information til læseren. Poesi handler om sproget selv. Meningen kommer ikke bare ud gennem ord, men også i mellemrummene. Det er en rytme, der banker ind i kroppen, og læseren får overført noget. Du kan ikke forklare, hvad det er. I journalistik må der ikke stå noget mellem linjerne. Det skal skrives klart og tydeligt – så har du gjort dit arbejde.«
Hvad med den journalistik, Tom Wolfe skriver? Den er vel også læseværdig?
»Det er derfor, jeg fortæller om Kapuscinski. Jeg synes, Tom Wolfe er en idiot.«
Paul Auster skubber diktafonen over på min side af bordet. Jeg noterer det i min røde notesbog. Interviewet er slut. /

VIRKELIGHED & FIKTION

»Jeg tror, virkeligheden er fiktion. Læserne føler sig ikke snydt, selv om 90 procent af det, jeg skriver, er stjålet fra mit virkelige liv. Det ved de jo ikke, og de læser det så som fiktion.«
Ib Michael, forfatter

»Alting er fiktion, derfor er intet mere virkeligt end andet. Jeg skriver netop også fiktion, fordi jeg kan være mere ærlig og tvivlende i den verden. Det synes jeg helt klart, journalistikken ville have godt af at få ind i sin verden.«
Georg Metz, journalist og forfatter

»Paul Auster skriver vel indefra og ud, mens journalister skriver udefra og ind, men det kunne jeg da godt tænke mig at vide, hvad han mener om.«
Åsne Seierstad, forfatter og journalist

»De fleste går fra at være journalist til at blive forfatter, de færreste går den anden vej. Men journalistik er også et instinkt. Jeg blev genfødt som journalist, da jeg boede på Haiti, og der skete så mange dramatiske ting. Der måtte jeg simpelthen bruge en journalistisk form, så det blev taget alvorligt. Men jeg bliver frækkere som journalist af at være forfatter. Jeg bliver simpelthen bedre til at skrive mere præcist om virkeligheden. Vi digter altid, eller vi husker på bestemte måder, men det er jo virkelighed.«
Jørgen Leth, forfatter og journalist

NÅR VIRKELIGEHEDEN BANKER PÅ
Romanen "By af glas" blev til på baggrund af virkeligheden. Auster modtog et opkald fra en mand, der troede, han var et detektivbureau.
Auster sagde nej – men så fortrød han og begyndte at skrive om, hvad der ville være sket, hvis han havde sagt ja. Han skrev sig selv ind i fortællingen:
"(…) Jeg følte, at der ikke ville være noget formål med at skrive bogen, hvis jeg ikke holdt mig til det, der virkelig var sket. Det betød, at jeg måtte indlægge mig selv i handlingen," skriver Auster i sin røde notesbog, og 10 år efter fik han endnu et opkald. Denne gang blev der spurgt efter privatdetektiven i hans bog, altså den fiktive Mr. Quinn.
Auster noterer følgende om virkeligheden: "(…) en historie kan skrive videre på sig selv uden forfatterens hjælp."

AUSTERS KAPUSCINSKI
Paul Austers yndlingsjournalist er den polske Ryszard Kapuscinski. Han blev født i 1932 i Pinsk, nu Hviderusland, og døde sidste år. Kapuscinski har skrevet reportagebøger fra Afrika, Sovjetunionen, Asien og Latinamerika, og hans sidste bog, "Rejser med Herodot", udkom på dansk i foråret på forlaget Tiderne Skifter. Bogen handler om, hvordan Kapuscinski blev journalist.
Efter mange års erfaring tænker han:
"Men hvordan kom det til dette drama? Hvad er disse destruktive scener fulde af skrig og blod udtryk for? Hvilke indre, skjulte, men stærke og utæmmede kræfter førte til dem? Er de slutningen af en proces eller begyndelsen på den, et varsel om kommende begivenheder fulde af spændinger og konflikter? Og hvem vil efterforske dem? Vi reportere og korrespondenter? Nej næppe! Dårligt er de dræbte fra begivenhederne begravet, de udbrændte biler ryddet af vejen og glasskårene fejet væk fra gaderne, før vi har pakket vores tasker og er rejst videre derhen, hvor der nu brændes biler, smadres ruder og graves grave til de faldne."

BLÅ BOG
Paul Auster er født i New Jersey i 1947, bor i dag i Brooklyn med sin familie. I sommer var han omkring Danmark for at være en del af litteraturfestivalen CPH.LITT.08, der fandt sted i Huset i Magstræde i København. Auster promoverede sin nye bog "Mand i Mørke". Paul Auster er verdenskendt for sine romaner, men har også skrevet filmmanuskripter, essays og sande historier som "Den røde notesbog". Alle Paul Austers bøger er udkommet på dansk på Forlaget Per Kofod.