Manden med sagen

»Det er livsbekræftende at være sammen med rødderne fra gaden, som intet har og alligevel giver.«Simon Ankjærgaard, 37 år, skifter fra redaktionssekretær på Hus Forbi til redaktør på samme avis. Stillingen som redaktionssekretær er blevet nedlagt på grund af besparelser, og han er nu den eneste fastansatte journalist på Hus Forbi.

»Det er livsbekræftende at være sammen med rødderne fra gaden, som intet har og alligevel giver.«

Simon Ankjærgaard, 37 år, skifter fra redaktionssekretær på Hus Forbi til redaktør på samme avis. Stillingen som redaktionssekretær er blevet nedlagt på grund af besparelser, og han er nu den eneste fastansatte journalist på Hus Forbi.

Du er den femte redaktør på Hus Forbi siden 2006. Hvorfor al den udskiftning?
Jeg hverken kan eller vil kommentere på mine forgængere, men blot konstatere, at man nok skal være af en særlig støbning. Redaktøren har daglig kontakt til de hjemløse, når de for eksempel kommer i vores cafe. Det er et broget persongalleri, som kræver din opmærksomhed. De kræver den lige nu, alle dage om ugen og på alle tider af døgnet. Enten per telefon eller på gaden. Det er en livsstil at overgive sig til klientellet, og arbejdsugen kan godt nå op på 50-60 timer.

En lang arbejdsuge og sikkert ikke en millionærlønning. Hvorfor er det en uskreven regel inden for velgørenhedsarbejde, at man skal være totalt opofrende og synes, "at det gode formål er en løn i sig selv"?
Fordi det ER en løn i sig selv. Jeg ved, det lyder frygteligt frelst, men det giver min tilværelse mening, at jeg sætter fokus på socialt udsatte og ulighed. Det er livsbekræftende at være sammen med rødderne fra gaden, som intet har og alligevel giver. Jeg kunne ikke forestille mig at arbejde med et andet stofområde på en journalistisk pølsefabrik. Det er her, jeg hører til. Her, jeg rykker noget.

Er det altid synd for nogen i en god Hus-Forbi-historie?
Nej, ikke altid. Nogle af vores bedste historier er ret modtagerorienterede og spiller meget på identifikation. For eksempel skrev vi om alle de måltider, supermarkeder og helt almindelige familier smider ud hver eneste uge. Artiklen spiller på konkret handling, folk kan relatere til den, og der er et politisk spor.

Du er generelt ikke imponeret over mediernes dækning af ulighed og fattigdom. Hvad skal de gøre bedre?
Jeg synes, at de skal blive bedre til at sætte ansigter på debatten – og her mener jeg ikke Christiansborg-ansigter, men ægte cases. Ofte bliver fattigdom til en graf, efter at en socialordfører er kommet med et forslag. Det trænger ikke igennem til befolkningen. På Hus Forbi skal vi selv blive bedre til at være dagsordensættende og gøre opmærksom på os selv. Den opgave påhviler mig nu.

Hvad er essensen af journalistik for dig?
Journalistik skal rykke ved ens fordomme. Rykke ved de indgroede holdninger og overraske.

Hvornår har et journalistik produkt sidst rykket ved dine fordomme?
Tja … (to minutters stilhed) … Det spørgsmål skulle alle stille sig selv. Jeg er helt blank. Det var dog uhyggeligt, for jeg aner jo ikke, om det skyldes, at journalistikken er tandløs og ikke udfylder den rolle. Eller om det er, fordi jeg er blevet forstokket og ikke vil have pillet ved mine fordomme.

Er du her mest for sagen eller for det rent journalistiske?
Sagen. Det tænder en ild i mig. Og jeg vil gøre en forskel med min journalistik.

CV. Arbejdede som selvlært journalist på Ballerup Bladet fra 1993, men tog i 1996 en åben journalistuddannelse på Journalisthøjskolen. Uddannet cand.scient.soc. i internationale udviklingsstudier og historie fra RUC i 2005. Har arbejdet freelance for Danidas magasin Udvikling og Kristeligt Dagblad med fattigdom som fokusområde. Herefter Hus Forbi med et smut forbi Rehabiliterings-og Forskningscentret for Torturofre som kommunikationsmedarbejder. Vendte tilbage til Hus Forbi i 2009.

0 Kommentarer