search

Manden Kina vil lukke munden på

Li Changqing blev smidt tre år i fængsel og brutalt tortureret, da han i 2004 afslørede et udbrud af denguefeber i Fujian. Indsatsen indbragte ham prisen Golden Pen of Freedom i juni i år, men straffen fortsætter. Fagbladet Journalisten traf ham hemmeligt i Beijing.

Li Changqing blev smidt tre år i fængsel og brutalt tortureret, da han i 2004 afslørede et udbrud af denguefeber i Fujian. Indsatsen indbragte ham prisen Golden Pen of Freedom i juni i år, men straffen fortsætter. Fagbladet Journalisten traf ham hemmeligt i Beijing.

YTRINGSFRIHED. Tårerne begynder langsomt at trille. Ikke fra Li, men fra hans kone Bao Dingling, som indtil nu har siddet tavs på sin stol i flere timer og fulgt med i interviewet. Minderne er stadig for grufulde, og hun forsvinder lydløst ud af rummet for at skjule ansigtet, mens Li Changqing fortsætter den historie, der de sidste fire år har martret deres fælles liv og frarøvet deres nu 17-årige datter sin far i teenageårene.
»De første 10 døgn lod de mig overhovedet ikke sove. Hver gang jeg var ved at falde i søvn, skubbede og stak de til mig, så jeg til sidst mistede fornemmelsen af mig selv. Jeg havde voldsomme smerter i leveren, følte jeg havde feber, selv om kroppen var kold, og det var, som om min sjæl befandt sig fuldstændigt uden for kroppen,« beretter han.
Den grumme behandling var starten på et 50 dage langt afhøringsforløb og efterfølgende tre års fængselsophold for at have 'produceret og spredt falske oplysninger', som det hed i dommen.
I virkeligheden havde han bare passet sit arbejde som journalist på den lokale avis i Fuzhou og skrevet på det kinesisk-sprogede Boxun.com om et udbrud af denguefeber, som myndighederne fortiede, men siden indrømmede. Derudover havde han tidligere tilkendegivet sin støtte til en højtstående partisekretær, Huang Jingao, som havde haft den usædvanlige 'frækhed' i Folkets Dagblad at afsløre en sag om politisk korruption.
»Jeg var aldrig bange – hvad enten jeg skrev om Huang Jingao eller sagen om denguefeber, for jeg følte hele tiden, at jeg gjorde det rigtige. Jeg fortalte blot sandheden. Det meddelte jeg også ved afhøringen,« siger Li Changqing, der betragtede Huang Jingao som en brav repræsentant for 'den kinesiske bevidsthed'.
»Og den stemme måtte ikke forsvinde,« siger han.
Myndighederne var til gengæld af en noget anden opfattelse, og det kunne derfor ikke gå hurtigt nok med at få standset de skadelige dissidenter.
»Det lærte mig, at samvittighedsfulde mennesker ingen ret har,« siger 43-årige Li Changqing.

HISTORIEN ER LANGTFRA enestående. Kina har rekord i fængsling af journalister og dissidenter. De fleste dømt ved skueprocesser, og mange har domme på over 10 år. World Association of Newspapers (WAN) oplyser, at mindst 30 journalister og 50 bloggere/cyber-dissidenter sidder i kinesiske fængsler. Og ifølge det årlige pressefrihedsindeks fra organisationen Journalister uden Grænser befandt Kina sig i 2007 næsten nederst på listen på en 163. plads.
Mange af de forfulgte journalister hører vi til gengæld aldrig om i Vesten. Li Changqing er undtagelsen, fordi han tidligere i år blev udset til at modtage WANs årlige frihedspris, Golden Pen of Freedom. Nyheden fik han i en kodet meddelelse fra sin kone, da han stadig sad fængslet, hvilket umiddelbart var med til at give ham styrke. Men trods løsladelse i februar blev han nægtet udrejse til prisuddelingen i Göteborg i juni. Og hans kone, som skulle have modtaget prisen i stedet, blev stoppet ved selve afrejsen i lufthavnen i Beijing – trods pas og visum.
Det er første gang, Li Changqing stiller op til et personligt interview efter hæderen fra WAN, da Fagbladet Journalisten møder ham hemmeligt i Beijing lige inden OL-starten. Myndighederne må intet vide, da dissidenter er sendt ud af Beijing 'på ferie' under legene, og Li skal selv rejse ud den efterfølgende dag. Vores tolk og fotograf tror indtil en halv time før interviewet, at vi skal møde en helt anden person – af sikkerhedsmæssige grunde.
I sidste sekund får tolken besked via mobilen om, at planen er ændret, og dernæst af sted til et nyt træfpunkt. Her står Li Changqing klar og bringer os med til en lille nydelig privat tebutik, som tilhører en af hans nære venner.

LI ER SMILENDE og virker utroligt imødekommende og ligetil. Han ligner så absolut ikke en provokerende og samfundsomvæltende rebel.
Hans diktion er lavmælt og spag, og han er tydeligvis sårbar og hudløs efter alle årene i fængsel.
»Da han kom ud fra fængslet, havde han det langt værre. Der var masser af fysiske problemer. Nu har han det heldigvis meget bedre,« siger Bao Dingling om sin mand og fremhæver, hvordan han besidder en usædvanlig kampgejst og overlevelsesevne.
Under alle afhøringer fastholdt han således stædigt sin uskyld og undgik at give efter for presset ved blandt andet at knibe sig selv konstant i lårene med en næve i lommerne, så han til gengæld forårsagede dybe blå mærker på sig selv.
Han tog det også i stiv arm, da han både fik nej til at få en advokat og mulighed for at se sin familie.
»De svarede blot, at jeg befandt mig uden for lov og ret. Og at det var op til mig at fortælle om mine fejltrin,« siger Changqing. Hans kone blev samtidig holdt hen med beskeder om, at Li snart ville komme tilbage, men da han blev bedt om at aflevere sit tøj, vidste hun godt, hvad klokken havde slået.
De umenneskelige afhøringsforhold var dog blot begyndelsen på mareridtet.
Den 3. februar 2005 blev han officielt fængslet. Tre år. Og nu blev forholdene endnu mere kummerlige. Han blev eksempelvis anbragt i en midlertidig celle på 20 m2, hvor de i alt 16-17 fanger måtte deles om én seng.
»Maden var forfærdelig. Vi blev tvunget til at spise rådden ris med sand i og suppe med grisetæer og rådne grøntsager. Føden var så elendig, at mange fanger mistede hårfarven på grund af manglende ernæring,« husker han.
Da han kom i det næste fængsel, ville ingen af de andre fanger have noget med ham at gøre på grund af hans status som politisk fange. De frygtede selv at komme i klemme.
»Det var frygteligt hårdt. Jeg var isoleret, under næsten militær-kontrol og blev sat til hårdt fysisk arbejde dagen lang.«
I slutningen af fængselsopholdet fik Bao Dingling lov til at besøge ham en gang om måneden, hvor de adskilt af et vindue talte i telefon med hinanden. Hun havde næsten ikke råd til den fire timer lange rejse til fængslet, måtte låne penge af familien til livet og fortalte altid kun positive historier for at skåne ham. Samtidig stak de den største løgn til Li Changqings mor: »Li er sendt på mission for avisen, derfor kan han ikke besøge dig,« meddelte de i alle årene.

»JEG GRÆD OG GRÆD, da jeg kort før frigivelsen i februar fik at vide, at jeg slap ud. For jeg føler, at jeg har bragt så mange problemer til min familie, at det er svært at gøre det godt igen. Og min datter, som var 13 tilbage ved fængslingen i 2004, er pludselig blevet en voksen pige.«
Bao Dingling, der gennem alle årene har støttet sin mand, blander sig i interviewet. Forsigtigt betegner hun Li Changqings gerning som både 'egoistisk' og 'naiv'.
Hun virker dog ikke vred på ham eller bitter.
»Men spørgsmålet er, om det overhovedet har været det værd. Han kan kun gøre en lille forskel. Måske slet ingen,« siger Bao Dingling, der mener, hendes mand betalte dyrt for ingenting.
»Li er en mand med masser af ansvarlighed og kærlighed. Det passer bare ikke til det kinesiske samfund. Kun familien forstår, at han ikke kunne gøre det anderledes,« siger Bao Dingling med gråd i stemmen.
Li fortryder da heller ikke sine valg. Ej heller, at han overhovedet valgte at blive journalist. Han kunne ikke andet, siger han og beretter, hvordan han oplevede, at samfundet svigtede, allerede da han 10 år gammel mistede sin far, som hele livet havde arbejdet hårdt på den lokale statslige cementfabrik.
Moderen stod tilbage med fem sønner – med Li som den ældste og den yngste på blot 10 måneder.
»Min mor fik ingen offentlig støtte. Hun gik derfor til fabrikken, men de snød hende blot og gjorde intet. Og så stod hun der med fem børn uden penge og mad,« fortæller Li.
»Jeg husker meget tydeligt, hvor uretfærdigt det hele virkede. Hvordan min mor var ladt i stikken. Og det lærte mig, at hele samfundet er unfair, og hvor hårdt livet kan være,« siger han.
Finansielt klarede de sig med nød og næppe igennem med støtte fra morbroderen og bedstefaderen.
Da han 18 år gammel begyndte på universitetet, valgte han at læse litteratur. Det var i 1983, og livet på universitetet gav ham en følelse af frihed til at tænke, som han ville, og fordybe sig i udenlandsk litteratur.
»Netop det år begyndte Kina at åbne op. Vi fik adgang til udenlandsk litteratur om filosofi, politik, religion og psykologi. Der var en meget bemærkelsesværdig følelse af frihed.«

PERSONLIGT VAR LI helt vild med poesi. Han skrev tillige egne digte og dannede en lyrikklub på universitetet, der fik navnet 'Sommerregn'. Her nærlæste og diskuterede de udenlandske forfattere. På listen stod blandt andre Franz Kafka, William Faulkner, Sartre og Camus.
»Som studerende var vi virkelig besatte af at læse. Vi sad hver dag og læste bøger i mere end 10 timer. Det var fantastisk. Vi stod selv for det meste af indlæringen og læste masser af vestlige bøger.«
Med i lyrikklubben var to gode kammerater, som siden skulle vise sig også at blive berømte og forfulgte for deres skrivning – Li Jinhong og Shi Tao. Sidstnævnte fik sidste år selvsamme pris fra World Association of Newspapers, som nu i år gik til Li Changqing. Dermed blev prisen helt usædvanligt tildelt kinesere to år i træk.
»Dengang var vi naturligvis meget unge og så ikke os selv som en særlig gruppe eller nogen spydspids i samfundet. Vi var bare alle opslugte af litteraturen. Og troede på en ny fremtid.«
Det var i 1987. I dag over 20 år senere er drømmene, idealerne og ambitionerne intakte, forsikrer han, men troen og selvsikkerheden har til gengæld lidt et knæk.
»I de tre år i fængslet har jeg udviklet en følelse af, at jeg ikke længere passer ind i samfundet,« siger han og tilføjer, at han gjorde det alt sammen for den næste kinesiske generations skyld.
»I forhold til min kone var det alt sammen meget egoistisk. Det ved jeg godt. Men som en mand med drømme og idealer var det et dilemma for mig at gøre begge ting rigtigt.«

NÅR LI CHANGQING i dag har mistet en stor del af troen, så skyldes det samfundsudviklingen i Kina med voldsom fokus på vækst og kapitalisme.
»Det er lidt en skuffelse for mig, at den nye generation er så materialistisk. De har udviklet en ligegyldighed over for demokrati og frihed. De er blevet så kolde og vil bare være rige – hurtigst muligt. Det er det eneste, der tæller.«
Selv har han nærmest måttet opgive journalistikken. Han kan eksempelvis ikke længere offentliggøre artikler i eget navn, for står der Li Changqing, bliver de automatisk blokeret på kinesiske hjemmesider. Derudover holder myndighederne stadig øje med ham, så han endnu ikke har rigtig frihed.
»Livet i Kina er så hårdt, at det er umuligt at fatte i Vesten. Men jeg håber, at I som vestlige journalister kan forstå, at det, jeg oplever nu, er langt værre, end I nogensinde kan begribe.«
På trods af at karrieren som journalist synes umulig, vil han fortsætte med at skrive. Og han stiler højt. Han håber at kunne forvandle erfaringerne fra de tre år i fængslet til noget betydningsfuldt.
»Mit ønske er at blive den næste Alexander Solsjenitsyn,« siger han, men afbrydes af konen, der bemærker, at det stadig blot er en drøm.
»Det er svært at leve af at være forfatter. Og vores datter skal på universitetet næste år …,« siger hun.

DA VI HAR TALT SAMMEN i tre timer, begynder jeg pludselig at tvivle på, hvad nytte det egentlig gør at portrættere Li samt fortælle historien om Kina og landets forfølgelse af journalister.
Men også på, hvorfor han overhovedet vælger at stille op?
Han svarer ikke i første omgang, og jeg må spørge igen, hvorefter han siger:
»Jeg kan forstå, at Vesten tror på mig, og jeg vil gerne benytte denne mulighed til at give udtryk for, hvad jeg tænker. For jeg er blot fra en ordinær familie uden indflydelse og magt. Og min familie kan ikke beskytte mig.«
Vestens 'belønning' – dette års frihedspris fra WAN – har til gengæld ikke hjulpet ham meget. Måske snarere tværtimod:
»Først blev jeg meget lykkelig. For det, jeg havde gjort, var jo bare noget, som enhver kineser med god samvittighed ville have gjort. Så det var et stort JA fra Vesten – en anerkendelse af mit arbejde. Men faktisk bringer prisen mig i en svær situation i Kina i dag. Det betyder, at den kinesiske regering nu holder ekstra øje med mig.«
Ville det have været bedre, hvis du ikke havde fået prisen?
»Det kan man ikke sige, for det er den kinesiske side, der ikke er normal. Medmindre altså, at hele verden er forkert på den.«
Li Changqing giver herefter sin egen analyse af, hvad der skal til for at forbedre forholdene. Han tvivler stærkt på effekten af indblanding udefra, fordi den kinesiske regering ikke behøver at tage det alvorligt, men kan tillade sig at ignorere det eller affærdige det som propaganda og løgn.
»Forandringerne skal komme indefra. Kina har brug for et internt opgør. Når folk virkelig værdsætter friheden og føler, den er en naturgiven menneskeret, så er det tid. Så vil frihed og demokrati kunne udvikles,« siger han og kommer med en metafor:
»Det er lidt som en flod, hvor der er en blokering på midten. Hvis kun man fokuserer på blokeringen, så sker der ingenting. I stedet skal man fokusere på, at man kan øge vandmasserne. Og derfor er det i den nuværende situation vigtigt at vise den kinesiske regering, hvad fremskridt og gode forbedringer, frihed og demokrati kan bringe til samfundet. Det er den vej, man skal gå.«

OM LI NOGENSINDE SELV får fred i sjælen, er tvivlsomt.
»Men det er min generations skæbne, at vi skal kæmpe.«
Han nævner samtidig gang på gang, at han føler, at han aldrig nogensinde gjorde nok.
»Jeg vil fortsætte med at kæmpe for et smukt samfund. Men det bliver på anden vis, nu hvor jeg ikke længere kan arbejde som journalist,« siger han og hentyder til sit ønske om at udvikle sig som forfatter.
»Så vil jeg forsøge at være befolkningens fælles bevidsthed i forhold til det land, jeg elsker. Præcis som Solsjenitsyn. Men lige nu har jeg brug for noget tid til at tænke over livet og komme tilbage til mit normale jeg. Og til jer i Vesten: I behøver ikke have ondt af mig. Efter alle trængslerne, tortur og fængselsophold er jeg stadig overbevist om, at jeg valgte rigtigt. Nu skylder jeg blot min familie, at jeg satser mere på dem, og mit største ønske er, at hele min familie kan få et harmonisk og fredfyldt liv.«/

Kommentarer
1
Michael Bjørnbak Martensen
27.08.08 16:28
Re: Manden Kina vil lukke munden på
Hvor er det altså helt fantastisk læsning - og godt journalistisk arbejde, Jens Jørgen. Imponerende!
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen