search

Manden der altid har ret

Mellem behandlingerne for en alvorlig kræftsygdom placerer Tøger Seidenfaden sig selv og sin avis i centrum. Det ryster ham ikke at få hverken Mediedanmark, det politiske liv eller egne medarbejdere på nakken. Tværtimod virker han revitaliseret.

Mellem behandlingerne for en alvorlig kræftsygdom placerer Tøger Seidenfaden sig selv og sin avis i centrum. Det ryster ham ikke at få hverken Mediedanmark, det politiske liv eller egne medarbejdere på nakken. Tværtimod virker han revitaliseret.

ENERGI. Det er dagen, inden Tøger Seidenfaden igen skal i intens medicinsk behandling for sin genudbrudte kræftsygdom. Han har været i Presselogen på TV2 News, en tur i biffen, "Alice in Wonderland", med familien, og er nu klar til at aflevere lidt flere debatsalver, inden behandlingerne holder ham sengeliggende – og tavs – i en 10 dages tid.

Han synes selvforsynende med debatenergi. Som om det at tale om hans overraskende og betingelsesløse undskyldning for trykningen af Muhammed-tegningen, om 38 medarbejderes offentlige protest over hans beslutning og om den politiske fordømmelse i sig selv genererer den power, som virker helt overmenneskelig.

Måske er det lige nu, det viser sig allermest tydeligt, at Tøger Seidenfaden lever af debat og for at argumentere. Det er lige før, han knuselsker de kritiske medarbejdere, der gik så langt som til at sætte spørgsmålstegn ved avisens redaktionelle frihed i et læserbrev.

»Det var sådan set min ide. Da jeg orienterede om forliget, var der en medarbejder, som spurgte, om jeg havde noget imod, at kritikken kom offentligt frem. Nej, selvfølgelig havde jeg ikke det, og det mest oplagte var jo at skrive et læserbrev til Politiken om det, sagde jeg. Det er der præcedens for, det har medarbejdere gjort mange gange før i bladets historie. Det var næsten på opfordring, eller i hvert fald på inspiration fra mig, at man valgte den model,« siger han som en stolt far, der ser sit barn vokse op i sit eget billede.

»Det kan godt være, at det ville være usædvanligt på andre aviser eller et krisetegn, men vi har en levende debat på Politiken, og det skal vi også have. Det ville være skræmmende, hvis der var sådan en eller anden form for kadaverdisciplin,« siger Tøger Seidenfaden.

– Når de siger, at den redaktionelle frihed er truet, er det jo ikke bare et andet synspunkt, men en alvorlig anklage?
»Men det er simpelthen ikke korrekt. Der er intet i den aftale, vi har indgået med de muslimske organisationer, som overhovedet peger fremad. Aftalen drejer sig alene om vores tidligere genoptryk af Kurt Westergaards tegning. Så det har intet på sig.«

– Hvis det er så simpelt, kunne du så ikke have forklaret dem det, inden de begyndte at skrive læserbreve?
»Det har jeg sandelig også gjort. Men man kan jo ikke tvinge folk med argumenter. Så vidt jeg husker, skriver de, at "det efterlader indtryk af", og det er jo en taknemmelig formulering. Ingen kan jo gardere sig imod, hvilket indtryk folk får på tredje hånd eller af andre mediers referat. Men sandheden er bare, at der ikke er nogen bindinger på Politiken i denne sag.«

Journalisten har gennem vinteren flere gange mødtes med Tøger Seidenfaden.
For hvad er han for en, denne 52-årige chefredaktør, der har været ansvarshavende på danske medier – Weekendavisen, TV 2 og Politiken – siden han var 29, og som den dag i dag jævnligt beskyldes for aldrig at have forstået, at journalistik handler mere om at beskrive verden end om at anmelde den. Manden, som af både kolleger, politikere og debattører anklages for at være mere politiker end redaktør og for at presse så mange views ind i Politikens spalter, at der efterhånden slet ikke er plads til news.

Selv om mange jævnligt finder chefredaktørens holdninger problematiske og for politiske, så er tilliden stor. For når han tager ordet, så lyder argumentationen altid så overbevisende, at han jo må have ret … Også derfor er det bemærkelsesværdigt, at hele 38 journalister denne gang havde fået for meget og frygtede, at Tøger satte sig selv og sine holdninger over avisen.

– Men hvad er egentlig dit formål med at mene så meget?
»Det er jo en del af jobbet og ikke noget, jeg har opfundet. En chefredaktør på Politiken skal sørge for, at der både er news og views i avisen, som skal forfægtes i offentligheden. De fleste store Politiken-folk er udtryk for det dobbelte engagement; at være avismennesker og journalister, men også at være holdningsmennesker. Edvard Brandes var kulturpersonlighed og avismand og finansminister. Og tilbage til Viggo Hørup (Politikens grundlægger, red.) selv, som var politiker, før han var avismand. På en måde kræver det næsten ikke nogen begrundelse. Det kræver mere, at man har lyst, og at man kan.«

– Du kritiseres for at være politiserende og for at lave Politiken om til et politisk parti?
»Endnu mere udpræget er jo den der med, at det er mediestunt, når vi tager disse konkrete initiativer. Den holdning var Lisbeth Knudsen ude med. Det, synes jeg virkelig, er en bizar holdning. Man gør noget, fordi man mener, at det er rigtigt at gøre, og det bliver jo kun til et mediestunt, når nogen forholder sig til det. Jeg synes i den grad, at det er udenomssnak.
Måske er det et symptom på, at man ikke har gode modargumenter, når man kommer med den slags sidebemærkninger. At en ledende artikel i Politiken er politik – ja, selvfølgelig er den det. At et publicistisk initiativ, som samler opmærksomhed i alle de elektroniske medier i tre døgn er et mediestunt – nå ja, men det er jo en effekt, ikke en årsag. Og det har slet ikke noget med substansen at gøre.«

– Hvad siger det om Politiken, at andre aviser vier så megen plads til at kommentere avisen?
»To ting. Det første ubetinget glædeligt, nemlig at vi har en dagsordensættende rolle. Det er vores mission, og det har altid været det. Det ville være rart, hvis de nogle gange var mere nuancerede i deres måde at forholde sig til os på, men bevares. Det giver debat og mig mulighed for at svare.

Det mere kritiske er, at det er et symptom på, at vi udfylder en rolle som en mere kontroversiel avis, og at der er en konsensus, som trænger til at blive udfordret. Og når den konsensus så udfordres, afføder det voldsomme reaktioner. Jeg mener nemlig ikke, at hele denne debat om avisernes udvikling har med aviserne at gøre.

Jeg mener, at den har med samfundets og Christiansborgs udvikling at gøre. Når man i dag siger, at aviserne er herligt forskellige eller problematisk forskellige, fordi de er ved at blive til menighedsblade, så er hovedårsagen til det, at vi har reageret forskelligt på den politiske udvikling på Christiansborg. Ikke at vi som medier har udviklet os radikalt forskelligt.«

– Men nogle gange kan aviserne jo blive så forskellige, at det kan være svært at se, at man lever i den samme virkelighed alt efter, hvilken avis man læser?
»Det synes jeg faktisk ikke. Hvis du går ind og ser på de største politiske historier, så har de tre store aviser dækket dem ret ens ned i substansen. Forskellen kommer på debatsiderne, på kommentarer og holdningstilkendegivelserne og nogle gange på de ekstraordinære satsninger.

Den almindelige nyhedsudvikling bliver sgu' dækket professionelt hele vejen rundt. Den eneste avis blandt de seriøse medier, som jeg mener har meldt sig ud af den fælles logik, er Information, som efter min overbevisning er begyndt at lave nogle mere og mere off off off everything-forsider. Ret ironisk at det, vi blev kritiseret for lige efter vores store avisomlægning, nu bliver praktiseret på Information.

Vi rettede meget eksplicit kursen op ret kort tid efter, og jeg vil ikke afvise, at det også blev misforstået internt. Unik journalistik er jo et skræmmende ord. Det endte med, at nogle så sagde, at de kunne skrive om hvad som helst, så længe det var uden for nyhedsdagsordenen, og det holder jo ikke en meter.«

     • Tøger Seidenfaden,  nyslået chefredaktør  på Politiken, 1993.  Foto Erik Friis / Polfoto   . Foto: Uffe Karlsson
Tøger Seidenfaden, nyslået chefredaktør på Politiken, 1993. Foto Erik Friis / Polfoto


Tøger Seidenfaden kan på ingen måde
få øje på et problem med news og views-vægtningen i Politiken. Ifølge kritikerne skyldes det en vanskelighed ved at se, hvor meget han selv fylder. Tøger Seidenfaden er Politiken, og Politiken er Tøger Seidenfaden. Og hans virke får på en eller anden måde en ekstra tyngde, fordi han fremstår som en tidløs karakter.

Som han ankommer til vores første møde i sin Citroën, med skuldrene hævede og frakken godt om sig, kunne han lige så godt være ankommet med tidsmaskine direkte fra 1940'erne efter et møde i Frihedsrådet. Eller fra 1840'erne som en anden grundlovsfader, eller måske rettere fra 1640'erne som et ægte renæssancemenneske, der jo, som det hedder i opslagsværkerne, er betegnelsen for et menneske, der kombinerer "vidtfavnende interesser og arbejdsområder med en livsnydende leveform".

Selvretfærdig, arrogant og storskrydende, kalder hans mange kritikere ham.
Dem, der kender ham bedst, vil nok sige, at et eksempel som ovenstående er udtryk for Tøger Seidenfadens enormt positive livssyn. Han er simpelthen noget så særligt, som et stærkt intellektuelt menneske, der samtidig ikke lider af sortsyn. Enhver fejlslutning fra hans hånd – eller rettere mund, som er det våben, han fægter med – kan han få til at se ud som det mest velovervejede skaktræk. Og det hader hans modstandere. For man vinder jo ikke, hvis fjenden aldrig erkender at have tabt.

Som DF's Søren Krarup sagde det i en artikelserie i sommeren 2007, hvor Politiken smagte på sig selv ved at lade avisens – og dermed Seidenfadens – stærkeste kritikere komme til orde:
»Han er jo fuldstændig fremmed for lødighed. Det hele handler om at have de rigtige meninger om de rigtige, mens man er ligeglad med folket.«

Underlødig, de rigtige meninger, ligeglad med folket. Ikke ligefrem et adelsmærke. Men for Tøger Seidenfaden på ingen måde et udtryk for, at han gør noget galt. Nej, tværtimod da. Han står sådan set, hvor han altid har stået. Og når han som chefredaktør på Weekendavisen for 20 år siden blev udskreget som ærkeborgerlig klakør, og i dag af mange udråbes til at være selve oppositionen til det siddende VKO-flertal, så er det jo ikke ham, der har rykket sig, mener han. Nej, det er resten af samfundet, eller måske rettere samfundets logik, der er forandret i Seidenfadens solsystem.

»Der er sket to ting,« siger han, næsten som står han i et auditorium og forelæser.
»Det ene er, at jeg har det specielle forløb, at jeg har oplevet både at være hadeobjekt for de meget venstreorienterede i de første fem-ti år. Og nu i de seneste 10 år af mit arbejdsliv fungerer på samme måde for højrefløjen. Den anden ting, som måske er lidt mindre opmuntrende, er, at jeg dengang var grundlæggende i pagt med tidsånden. Tingene gik min vej.

Det var mildest talt ikke min skyld, men det gav mig en fordel, at jeg lidt tidligere end andre kunne sige, at den mur falder. Eller at den tyske genforening kommer. Eller at Sovjetunionen bryder sammen, og det skal vi være glade for. Jeg havde nogle 'se hvad jeg sagde'-oplevelser, og det gjorde, at både interessen og respekten for, hvad jeg sagde, var præget af, at jeg havde meget godt greb om det, for det gik jo den vej, som jeg havde argumenteret for i en årrække.«

Det er egentlig ikke ment som pral, for Tøger Seidenfaden kunne ovenstående egentlig lige så godt stå i hans Blå Bog som rene fakta. Ret var ikke noget, han fik, men noget, han havde haft hele tiden.
Eller som det hed, da Politikens ATS spurgte chefredaktøger T. Zeitungsfaden om, hvad han havde lært af Muhammed-krisen:
»Jeg lærte ikke noget, som jeg ikke vidste i forvejen. Derimod er jeg ikke i tvivl om, at Muhammed-krisen har lært en del af mig.«

Muhammed-krisen blev på mange måder et vendepunkt for Tøger Seidenfadens rolle i dansk journalistik og politik. Selv taler han om det skifte i meningsdannelsen, som blev personificeret ved Foghs indtræden i Statsministeriet i november 2001. Nu var Tøger ikke længere med strømmen og foran den, nu var han imod den.

»I forhold til den danske dagsorden, så har de seneste fem-ti år jo mere været præget af, at jeg har været Rasmus Modsat, dissident, eller lagt mig på tværs af en stigende konsensus, som den kommer til udtryk på Christiansborg. Det er en anden debatsituation at være i. At være den, der profeterer det, der vil komme, og så være den, der stritter imod.«

– Dengang i senfirserne og begyndelsen af halvfemserne blev du ofte betragtet som ekspert. Nu repræsenterer du mere en holdning og en position?
»Det er en måde at beskrive det på, og den er ikke helt forkert. Men man kan også se det fra en anden side og sige, at det, jeg var oppe imod dengang, godt nok var en stærk opinion, men jo ikke magthaverne. De venstreorienterede havde en periode i 70'erne og første halvdel af 80'erne, hvor de havde tidsånden med sig, men de havde ikke flertal på Christiansborg.

Jeg er bare blevet meget mere kontroversiel i en meget mere dyb magtpolitisk forstand. For det, jeg udfordrer, er jo ikke bare et antal debattører, der skriver i Berlingske Tidende eller Jyllands-Posten. Det er magten i Danmark.«

Tøger Seidenfaden lægger gerne krop til Politikens kampagner. Her svanger med en  ny sektion i efteråret 1999.  Foto Rasmus Baaner / Polfoto. Foto: Uffe Karlsson
Tøger Seidenfaden lægger gerne krop til Politikens kampagner. Her svanger med en ny sektion i efteråret 1999. Foto Rasmus Baaner / Polfoto


Kontroversiel.
Han siger det på ingen måde med ærgrelse, nærmere som en lille dreng, der kommer hjem og fortæller, at han har scoret hattrick på fodboldbanen. Sport siger dog ikke Tøger Seidenfaden noget, men vinde vil han gerne, og det gør han også oftest i de utallige debatter, han stiller op i.

For selv om han er landets vel nok bedst og finest uddannede redaktør med diplomer fra Institut d'Etudes Politiques i Paris, en kandidatgrad i statskundskab fra Århus og hele to mastergrader i politologi fra Yale University i Connecticut i USA, samt mangeårig deltager i det hemmelige Bilderberg-netværk af verdens allerstørste klogeåger, adjungeret professor og meget mere, så er det i rollen som debattør og meningsmager, han er mest kendt.

Eller som han selv siger det: »Jeg blev ansvarshavende chefredaktør som 29-årig. Jeg har aldrig prøvet andet. Mit offentlige image er bare præget af min debatdimension, som skygger for alt det, jeg i øvrigt har lavet. Selv på min egen avis er det ikke alle, der er klar over det, men jeg har både lavet journalistik og interesserer mig for journalistik. Men sådan bliver man jo præget af det, der er mest synligt.«

– Hvordan har du det med rollen som centrum-venstres talerør?
»Jeg bryder mig meget lidt om at blive meldt ind i en partipolitisk logik, og jeg bliver irriteret, når folk siger, at jeg kun siger det, jeg siger, fordi jeg er imod regeringen. Hvis man endelig skulle sige noget, der var sandt om det, så forholder det sig stik omvendt.

Jeg er måske blevet lidt imod regeringen på grund af dens fuldstændigt afsindige håndtering af Muhammed-krisen. Men Politiken har jo et ståsted. Vi er en social-liberal avis, men det kan fortolkes. Da jeg kom til Politiken, gjorde jeg de første år avisens holdninger meget mere EU-positive. Vi skiftede fra at være imod Storebæltsbroen til at være for den, for nu at tage noget meget hverdagsagtigt. Hvis du måler det på den partipolitiske skala, som jeg i øvrigt ikke bryder mig om, så kan man helt nøgternt sige, at da jeg kom, var Politiken en venstrefløjssocialdemokratisk avis, der stod på Auken-linjen.

Jeg ændrede den øjeblikkeligt til at være på Nyrup-linjen, og i løbet af meget få år ændrede jeg den fra at være en højrefløjssocialdemokratisk til at være en nærmest radikal avis. Der var et par valg, hvor vi direkte pegede på De Radikale. Ved sidste Folketingsvalg flirtede vi – og det kan man så grine ad i dag – med Ny Alliance. Hvis du ser den bevægelse på bundlinjen, så er det jo en entydig bevægelse mod højre.«

– Det var vel ikke helt skævt at forestille sig, at du lige så godt kunne være blevet redaktør på Berlingske Tidende. Ville du så have ment de samme ting?

»Det er et spændende spørgsmål. Kontrafaktisk. Man påvirker sit medie, og man bliver selv påvirket af mediet, og et springende punkt er, om man kan mødes et sted. Mit gæt er, at jeg godt kunne være blevet redaktør på Berlingske dengang i 90'erne. Jeg tvivler lidt på, om jeg kunne have overlevet, hvis den øvrige danmarkshistorie ellers havde udviklet sig på samme måde, hvad man jo trods alt må formode.«

Set udefra gør Tøger Seidenfaden sit for at være medskriver på danmarkshistorien. Bare i denne sæson Jægerbogen, Irakcentret, modstanden mod Afghanistan-krigen og så undskyldningen til profetens efterkommere. Samtidig er Tøger Seidenfaden tvunget væk fra sin avis med alvorlig sygdom.

»I det her forløb har jeg to ugers behandling og en uges rekreation, hvor jeg har haft mulighed for at kigge ind på Rådhuspladsen og markere mig i den offentlige debat. Og sådan vil det fortsætte. Det betyder, at jeg har en hel del sygeorlovsdage, men der skal nok mere end nogle uger til for at bryde kontakten mellem mig og min redaktion.«

MERE END EN BEKLAGELSE
Undskyldningen fra Politiken til profeten Muhammeds efterkommere var mere end blot en beklagelse. Tøger Seidenfaden erkender, at han vitterligt har fortrudt genoptrykningen af tegningen tilbage i februar 2008, hvor Politiken sammen med en lang række øvrige aviser bragte Kurt Westegaards tegning, som en sympatierklæring og en demonstration, efter at det var kommet frem, at der ifølge PET var attentatplaner mod Jyllands-Postens tegner.

»De muslimske følelser er jo krænket blandt andet som en konsekvens af vores beslutning om at genoptrykke, og det undskylder jeg,« siger Seidenfaden.
Han vil dog ikke afvise, at der kan være situationer i fremtiden, hvor Politiken vil genoptrykke tegningerne, der er dog bestemt ingen planer om dette.

Tøger Seidenfaden oplyser endvidere, at Politiken løbende har holdt kollegerne i Danske Dagblades Forening orienteret om, at Politiken bevægede sig mod et forlig, men at Politiken stadig er med i en fælles retssag, skulle det komme så vidt.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen