Manden bag Politiken.dk til DR

Efter at have udviklet Politiken.dk skal Michael Arrebo nu stå i spidsen for Dr.dk. Han overtager jobbet som kanalchef efter Nicolai Porsbo.

Efter at have udviklet Politiken.dk skal Michael Arrebo nu stå i spidsen for Dr.dk. Han overtager jobbet som kanalchef efter Nicolai Porsbo.

Michael Arrebo, 42 år, har siden 2001 haft ansvaret for udviklingen af Politiken.dk, hvor han har haft titel af digital mediechef. 

"Michael Arreboe har en veludviklet sans for public service, han har stærke lederegenskaber og en solid journalistisk baggrund. Læg dertil, at manden har humor og et vindende væsen. Jeg er sikker på, at det bliver en stor gevinst at få Michael Arreboe med på DR-holdet," siger DR's mediedirektør, Mikael Kamber, i en pressemeddelelse.

På Politiken har Michael Arreboe gennemført store omstillingsprojekter, blandt andet af design og produktionssystem, som Dr.dk også står over for i det kommende år.

"Det bliver en stor udfordring at stå i spidsen for Danmarks største digitale indholdsmedie, og jeg går ydmygt til opgaven med at sikre, at alle danskere får høj kvalitet og relevant indhold for licenspengene," siger Michael Arreboe.

Siden Nicolai Porsbo forlod stillingen som kanalchef for en måned siden, har Marie Louise Hjerrild Poder fungeret som chef for Dr.dk.

Hun fortsætter som konstitueret, indtil Michael Arreboe tiltræder, og herefter vil Marie Louise Hjerrild Poder få rollen som redaktionsleder og som stedfortræder for kanalchefen.

0 Kommentarer