
”Man venter og venter og venter – og så lige pludselig får man megatravlt”
Endelig! For første gang i 30 år gættede DR’s Christine Cordsen valgdagen rigtigt.

Journalisten fulgte den politiske korrespondent på den første af fire ugers maratonarbejdsdage med ømme fødder og timevis af venten.
Der er strømsvigt hjemme hos DR’s politiske korrespondent Christine Cordsen i dag.
Toppen af hendes umiskendelige hvide page-frisure titter op over kanten af to stablede borde på gangen foran Statsministeriet, hvor hun har sat sig på gulvet for at hvile fødderne og få styr på strømsituationen derhjemme.
”Selvfølgelig ramler alt sådan en dag som i dag,” sukker Christine Cordsen, mens DR’s live nyhedsflade kværner i hendes øresnegl, og fotografen justerer på kameraopsætningen til hendes næste live.
For en politisk journalist som hende er det langtfra en helt almindelig dag på jobbet. Klokken er 10 onsdag den 5. oktober, og ifølge alle jungletrommer og vandrør er det i dag, Mette Frederiksen udskriver folketingsvalg.
”Man kan godt mærke, at Borgen virkelig sitrer sådan en dag som i dag,” siger Konservatives Mai Mercado til kameraet, da hun går forbi med et af de mange tv-hold i hælene, der stimler rundt på Christiansborgs gange.
En skoleklasse på rundtur bliver undervist i magtens tredeling, og fra et gruppelokale kommer Socialdemokraternes Benny Engelbrecht ud med et stort smil og en guitarkasse i hånden.
Valgkamp er ikke 08-16
For Christine Cordsen, der har været politisk journalist siden begyndelsen af 90’erne, er det hendes folketingsvalgkamp nummer ét, to, tre, fire, fem … hun gennemgår hvert valgår, mens hun tæller på fingrene …
”Det må være nummer ni,” når hun til sidst frem til.
Alligevel er dagen i dag helt speciel. Det er ikke bare kulminationen på det længste tilløb til valgkamp i mange år og startskuddet til et historisk spændende valg. Det er også helt inde i kernen af det, Christine Cordsen føler sig sat i verden for som politisk journalist.
”Vores vigtigste opgave som journalister er jo at hjælpe folk med at blive klædt på til at sætte deres kryds på valgdagen. Det er på en måde det, det hele handler om,” forklarer hun.
Og så er det vel også starten på en lang periode med sindssygt meget arbejde?
”Det er nok et godt bud, ja. Valgkamp plejer ikke at være et 8-16-job,” svarer Christine Cordsen tørt.
I dag begyndte hendes arbejdsdag før 8, og hun forventer ikke, at den slutter før omkring klokken 23 i aften. Klog af skade har hun efter en maratonarbejdsdag i høje hæle i går iført sig flade gummisko i dag.

Mai Mercado til Christine Cordsen

Christine Cordsen til Mattias Tesfaye og hans særlige rådgiver

Christine Cordsen til Søren Papes hund

Christine Cordsen og fotograf Omid Jafi har flyttet live-setuppet til den røde gang i stedet for den grønne gang foran Statsministeriet.
Ét problem mindre
Men først skal valget altså lige udskrives.
”Det ligner ikke på jer, at der er sket noget endnu,” siger Mai Mercado spørgende, da hun igen passerer Christine Cordsen og fotograf Omid Jafi, på vej ind på sit kontor.
”Nej, vi venter stadig på, at de kommer ud fra statsrådet,” svarer Christine Cordsen med henvisning til, at Mette Frederiksen og regeringens ministre siden 09:30 har været til statsråd med dronningen.
”Jeg så bare lige, at porten åbnede sig dernede før,” siger Mai Mercado og får straks Christine Cordsens fulde opmærksomhed.
Få minutter efter tikker den indkaldelse ind, som alle har ventet på: Mette Frederiksen afholder pressemøde på Marienborg klokken 13.
”Yes!” siger Christine Cordsen, der ellers ikke bærer følelserne uden på tøjet, med et øjebliks åbenlys begejstring.
”Så må vi hellere gøre os klar,” siger hun til fotografen og stiller sig hen foran mikrofonen og kameraet med et ”vi er klar, når I er klar” til produceren derhjemme.
Men efter at have ventet forgæves i en rum tid får de besked fra DR Byen om, at Christine Cordsen alligevel ikke skal live igennem lige nu.
”Sådan er det. Der er generelt rigtig meget ventetid på Christiansborg. Man venter og venter og venter – og så lige pludselig får man megatravlt,” forklarer hun og får et pling fra telefonen:
”Så. Nu er der også strøm i mit hus igen. Ét problem mindre!”
Håber det bliver 1. november
Søren Papes lille hvide hund trisser forbi på Christiansborgs brede røde gang med alle gruppeværelserne.
”Hva’ så, skal du også ud at lave valgkamp nu?” spørger Christine Cordsen og klapper hunden.
”Ja, den skal lige luftes inden fire uger i en valgbus,” griner hundelufteren som svar.
Christine Cordsen og Omid Jafi har brugt den ekstra ventetid inden næste live på at flytte live-setuppet her til den røde gang i stedet for den grønne gang foran Statsministeriet.
Der er bedre lys og mere liv. Og nu, hvor de ikke længere venter på Mette Frederiksens udmelding, giver det heller ikke mening at stå foran Statsministeriet, forklarer fotografen.
”Det er små ting, men det er der jo også en fortælling i,” siger han og når lige at få kameraet helt på plads, inden Christine Cordsen endelig får besked om, at hun skal stilles igennem til studiet i DR Byen, og laver et lille klap og en ’klar-parat-til-start’-positur.
Da det er overstået, kommer justitsminister Mattias Tesfaye og hans særlige rådgiver forbi på gangen.
”Har I hørt noget om valgdato?” spørger Christine Cordsen.
De ryster begge to på hovedet.
”Jeg har i meget lang tid gættet på, at valget ville blive udskrevet i dag, og at valgdagen ville blive 1. november. Så jeg håber, det bliver 1. november. Helst ikke den 2., for der har jeg bestilt tid til at få vinterdæk på bilen,” siger Christine Cordsen.

Christine Cordsen i køkkenet på DR’s redaktion i kælderen under Borgen.

Christine Cordsen da valgdatoen kommer på skærmen i podcaststudiet

Christine Cordsen kommenterer pressemødet i podcasten ’Slotsholmen’.

Christine Cordsen
Oraklet!
Elkedlen i køkkenet på DR’s redaktion i kælderen under Borgen trænger til at blive afkalket. Det konstater Christine Cordsen, da hun to minutter i pressemøde stadig venter på, at vandet til hendes te kommer i kog.
Hun skal se pressemødet fra podcaststudiet i kælderen og kommentere det i podcasten ’Slotsholmen’ med vært Pia Glud Munksgaard. På vejen når hun lige at tanke op med en banan og en Bounty-bar.
”Skal jeg snakke imens, eller kan jeg lige nå at spise Bounty?” spørger Christine Cordsen, halvvejs med chokoladen i munden, da Mette Frederiksen toner frem på den lille skærm i hjørnet under podcaststudiets skrå vægge.
Som bekendt – og helt som ventet – udskriver statsministeren valget bare ét minut og 15 sekunder inde i pressemødet. Men selve valgdatoen lader venter på sig. Christine Cordsen slår frustreret ud med armene. Først i talens sidste sekunder afslører Mette Frederiksen, at valgdatoen bliver 1. november.
”Oraklet!” udbryder Pia Glud Munksgaard og peger på Christine Cordsen.
”Endelig! Det er første gang, jeg har gættet en valgdag rigtigt,” triumferer Christine Cordsen selv, inden hun kaster sig ud i en analyse af talen, statsministerens kampform, valgets uforudsigelighed og den efter alt at dømme svære regeringsdannelse på den anden side.
Imens sidder DR’s politiske analytiker Jens Ringberg i tv-studiet på DR og gør det samme. Om lidt skal han aflastes, og derfor skal Christine Cordsen hurtigt tilbage til fotografen og live-kameraet på den røde gang, så hun kan være live igennem til tv-fladen i stedet for ham.
”Der skal jeg nok stå indtil 1. november,” griner hun på vejen derop.
”Jeg må nok også hellere gå ind og ændre min tid til dækskift den 2. november klokken 08 om morgenen. Hvorfor valgte jeg overhovedet den dato, når jeg nu hele tiden har gættet på valg den 1. november? Det var da egentlig dumt,” konstaterer Christine Cordsen.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Rimelig skønt.
Ikke kønt.