“Man skal sgu have lov til at sige, hvad man tænker!”

  Navn: Ricco Wichmann.Alder: 32 år.Nyt job: 1/12 fra Gintbergs Store Aften, TV 2 Zulu, til redaktionschef og tilrettelægger, Koncern Film & TV.Uddannelse: Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2002.

Navn: Ricco Wichmann.


Alder:
32 år.


Nyt job:
1/12 fra Gintbergs Store Aften, TV 2 Zulu, til redaktionschef og tilrettelægger, Koncern Film & TV.


Uddannelse:
Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2002.


Karriereforløb:
Produktionsselskaberne Mastiff, Metronome, Blu, Metronome igen og senest udlejet til TV 2 Zulu.


Hvorfor gider du ikke at lave Gintbergs Store Aften mere?
Det gider jeg i hvert fald også godt. Jeg synes jo, at satire burde være en del af enhver mediepakke, men vi bliver ikke forlænget her på Zulu. To sæsoner – det var det, og så trykker man på den store afbryderknap. Gintberg skal videre og lave nogle rejseprogrammer, og det takkede jeg nej tak til, for det er ikke dér, jeg har min styrke. Jeg ville fare vild allerede i Københavns Lufthavn.


Hvad skal du lave på Koncern Film & TV?
Jeg skal lave børne-tv. Det blev jo Koncern, der vandt kampen om at lave TV 2s børnepakke, nu da Snurre Snups Søndagsklub lukker, så der skal laves en række børneprogrammer. Og der er jeg redaktionschef på et programmerne og tilrettelægger og udvikler på de andre.


Kan du løfte sløret for, hvad vi kan forvente os af de programmer?
Jeg ved faktisk ikke, hvor meget jeg må sige, men det, jeg skal være redaktionschef for, bliver stærkt underholdende. Jeg går også ud fra, at det er derfor, jeg er blevet valgt til det job.


Bliver det lige så sjovt som Gintbergs Store Aften?
Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det bliver lige så sjovt for børn, som Gintbergs Store Aften sandsynligvis har været for voksne. Det bliver jo på et helt andet niveau, der bliver færre jokes om Henriette Kjær og Louise Frevert, men humoren har programmerne til fælles.


Hvad er forskellen på at lave underholdning for unge og for børn?
Jeg vil næsten hellere sige, hvad det har til fælles. Her på Gintberg har vi kunnet sige det, vi tænker – i modsætning til journalisterne på for eksempel TV 2/NYHEDERNE, der jo også godt ved, at Louise Frevert er en tåbe. Det tror jeg er en af de vigtigste ting, der er fælles med det, jeg skal lave nu. Man skal sgu have lov til at sige, hvad man tænker! Og forhåbentlig få børnene til at sige, hvad de tænker.


En stor del af humoren i Gintbergs Store Aften foregår under bæltestedet, og mange børneprogrammer bliver jo også beskyldt for at være for grove. Hvordan ser du den diskussion?
Alt det med under bæltestedet klarer de unge og børnene sgu meget godt selv, det behøver vi ikke at hjælpe til med. Vi skal give dem noget intelligent underholdning, som både kan være fjol og gøgl, men det kan også være intelligent. Men det er klart, at det bliver en kæmpe udfordring at skulle underholde børn uden at komme til at lefle for dem.


Det var holdet bag Gintbergs Store Aften, der først afslørede, at TV 2/NYHEDERNE præsenterede billeder af en christianit, der fik tæsk af politiet, som fire christianitter, der tævede en betjent. Den historie er jo blevet en stor sag, efter at Journalisten har taget den op, og Gintberg forlanger at modtage Cavling-prisen for afsløringen. Tror du, I får den?
Haha, der er slet ingen tvivl om, at vi får den. Vi synes jo, at det er helt fantastisk, at vores historie er blevet så stor, selv om vi måske har fået lidt for lidt anerkendelse for, at det var vores historie. Men det kan en Cavling jo passende rette op på.

0 Kommentarer