Ud & Se havde i september sidste år Clement Kjersgaards nakke på forsiden og hans ansigt på bagsiden. Magasinets redaktør og grafiker dyrker de skæve indfald og har netop vundet en stor amerikansk layout-pris.
TOGLITTERATUR. Togpassagererne vendte og drejede Ud & Se i september sidste år. Forsiden var prydet af nakken af Clement Kjersgaard, der er vært på DR2-programmet »Tal med Gud«. På bladets bagside var hans ansigt på samme lyserøde baggrund.
»Det var faktisk Katinka, der lavede forsiden med rubrik og det hele. Jeg havde været på ferie, og da jeg kom ind af døren, sad hun helt glad og ville vise mig noget,« fortæller magasinets redaktør, Julie Bondo Gravesen.
Fotografen havde fået den indskydelse at tage et billede af Kjersgaards nakke. Og da Kjersgaard er en provokerende debattør, fik Ud & Ses grafiker, Katinka Bukh, den idé at sætte billedet på forsiden som en fræk appetitvækker. Idéen med ansigtet på bagsiden var Julie Bondo Gravesens.
»Clement var ikke blevet sådan, hvis Julie og jeg ikke samarbejdede så tæt, som vi gør,« mener Katinka Bukh.
»Det kostede os i øvrigt cirka 55.000 kroner at bruge bagsiden redaktionelt i stedet for at sælge den til en annoncør. Men vi syntes, at idéen var så god, at vi valgte at smide penge efter den,« siger redaktøren.
Redaktøren og grafikeren har hvert sit skrivebord, der står cirka tre meter fra hinanden. Siden Katinka Bukhs tiltræden i august 2003 har den kreative afstand dog været endnu mindre.
»Forsiden med Clement er et godt eksempel på, hvad der kommer ud af at sidde sammen under hele processen. Der sker bare noget, når man tager hinandens idéer og fører dem videre. Vi arbejder selvfølgelig hver for sig en del af tiden, men jeg vil helst have Julie ved siden af mig, når jeg sidder og udvikler noget,« siger Katinka Bukh.
For den skæve idé med Clement Kjærsgaard og en mere klassisk layoutet historie om tegneren Rune T. Kidde modtager Ud & Se den 6. maj hædrende omtale af The Society of Publication Designers.
»For mig er prisen et bevis på, at vi gør det rette. Vi fik megen respons på bladet med Clement – blandt andet ringede gamle damer og sagde, at de syntes, det var sjovt fundet på. Det er rart at høre fra folk, der ikke er i branchen. Det er jo dem, der læser bladet i toget,« siger Katinka Bukh.
»Det er sundt at gøre det, man ikke plejer. Men omvendt skal også nogle gange have mod til at gøre det almindelige, når det er påkrævet,« siger Julie Bondo Gravesen.
Den journalistiske gren med artikler og idéer tager Julie Bondo Gravesen sig af, mens Katinka Bukh står for bladets design og fungerer som billedredaktør. De to arbejder parallelt, til bladet er i trykken.
»Der opstår en god synergi, når man arbejder tæt sammen. Jeg er journalist, Katinka grafiker, så vi går til tingene fra forskellige vinkler. Hvis man er åben, kan man lære meget af det, men det kræver nok, at man er sikker på, hvad man selv kan. Jeg har ikke patent på de gode rubrikker, og Katinka oplever nogle gange, at jeg har input til grafikken. Det giver rigtig meget at arbejde sammen med en, der har et anden faglighed.«
Som på enhver anden arbejdsplads er kollegerne indimellem rygende uenige om, hvordan en opgave skal løses.
»Vi har da helt klart vores kæpheste, og vi kan begge blive meget forelsket i vores egne idéer. Men vi er parate til at ofre dem, hvis den anden siger, at de ikke fungerer. I den forbindelse er det vigtigt for os begge, at der er et klart hierarki. Hvis en diskussion sander til, ved vi godt, hvem der i sidste ende må skære igennem. Det er mig, der har ansvaret og får røven på komedie, hvis der er et problem. Det giver tryghed, at ansvaret er på plads.«
På dagen for Journalistens besøg er den lille redaktion travlt optaget af det forestående 25 års jubilæums-nummer, der udkommer den 1. maj. Af de 100 sider mangler omkring ti at være helt færdige. Nummeret har en passende dannebrogs-rød forside prydet af Lars von Trier.
I bladet er der blandt andet en voxpop, hvor danskere svarer på alt fra det helt store til det helt små, fra hverdagen til de store eksistentielle spørgsmål. Historiens rubrik har grafikeren Bukh fundet frem til, mens redaktør Bondo Gravesen har fået idéen med at samle en masse små billeder af de interviewede på åbnings-opslaget.
»Processen minder meget om at lave mad. Vi finder råvarerne frem, forbereder dem, samler dem, indtil maden eller bladet er klar til at blive serveret. Undervejs kommer så den gode idé, der gør dét blad til noget specielt,« siger Katinka Bukh.
Hæderen fra The Society of Publication Designers falder ikke uventet i særdeles god jord i DSBs kommunikationsafdeling, der tæller 20 ansatte – heraf otte journalister.
»Prisen er et skulderklap til os alle. En forklaring på bladets succes er, at vi har fået Ud & Se integreret i afdelingen. Hvor Ud & Se tidligere levede sit eget liv som månedsblad, er det i dag en integreret del, som medarbejderne skriver til, hvis de har tid og talent,« siger DSBs informationschef, Anna Vinding, der også er ansvarshavende redaktør på Ud & Se.
Integrationen er også sket på Ud & Ses layout. Tidligere fik bladet lavet sin grafik af Bysted HQ, men i august 2003 ‘insourcede' DSB og ansatte Katinka Bukh til opgaven.
»Redaktør Julie Bondo Gravesen og jeg blev enige om, at vi havde brug for en grafiker til samarbejde og løbende produktudvikling. Katinka var den rette person til den rette tid. Hun og Julie vender bladet en ekstra gang, så det bliver lidt bedre, end det ellers ville – de tilfører de ekstra ti gram, der har fået bladet op i den internationale superliga. Priserne er udtryk for, at de tør afprøve idéer og føre dem ud i livet. Bladet med Clement Kjersgaards ryg på forsiden og hans ansigt på bagsiden er et godt eksempel på det,« mener Anna Vinding.
»Insourcingen har givet Ud & Se et kæmpe løft,« fortæller Julie Bondo Gravesen.
»Jeg kan ikke forstå, at der ikke er flere blade, der har en grafiker med i hele processen. Katinka er for eksempel med, når bladet går i trykken i Horsens, og det betyder utroligt meget for bladets kvalitet. Desuden sparer vi penge ved at have vores egen grafiker i huset,« tilføjer hun.
Ud & Se er DSBs forlængede arm til for kunderne i togene. Skulderklappet er også en kærkommen profilering af DSB.
»DSB er hardcore økonomi og ingeniør-virksomhed,« siger informationschef Anna Vinding.
»Vores opgave er at gøre DSB synlig for passagererne og understrege, at DSB leverer kvalitet. Det skal passagerbladet også understrege, og det er bevist med design-priserne. Nogle gange kan det altså godt betale sig at insource.«
- Prisværdigt design på Ud & Se
DSBs passagermagasin Ud & Se er Danmarks tredjestørste månedsmagasin, kun overgået af Samvirke med 1.089.000 læsere og Helse med 991.000. I andet halvår af 2004 havde Ud & Se 785.000 læsere.Ud & Se modtager to gange hædrende omtale i den 40. konkurrence afholdt af The Society of Publication Designers i New York.
På listen over vindere står Ud & Se side om side med store internationale magasiner som Vanity Fair, The New York Times Magazine, El Mundo og Colors.
Ud & Se – der med det kommende nummer den 1. maj fylder 25 år – får priserne overrakt den 6. maj i New York.
Se vinderne på www.spd.org.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.