Navn: Jan Körner.
Alder: 36 år.
Nyt job: Fra Kig Ind til Ekstra Bladet.
Karriereforløb: Færdig på Danmarks Journalisthøjskole i januar 1995. Derefter SE og HØR, B.T., Billed-Bladet og Kig Ind.
Hvorfor stopper du på Kig Ind? Efter fire år i ugebladsbranchen har jeg lyst til at lave avis igen. Det ærgrer mig, når kollegaerne fra dagbladene kan trykke nyheder, som vi andre først kan komme med ugen efter. Jeg savner det daglige cirkus.
Hvad er din bedste historie på Kig Ind? En, der virkelig vakte opsigt, var Bubbers afsløring af, at han havde været sin kone utro. En anden god historie var min afsløring af, at Casper Christensen og Iben Hjejle var flyttet sammen.
Hvad skal du lave på EB? Jeg skal være tilknyttet Flash-redaktionen, hvor jeg skal lave navnestof til hverdags- og søndagsavisen. Samtidig regner jeg med, at jeg kan komme til at lave historier, som ikke handler om de kendte. Det har jeg savnet i ugeblads-branchen.
Hvorfor EB? Ekstra Bladet har altid været min suveræne yndlingsavis, og at komme derhen er opfyldelsen af min arbejdsmæssige drøm. EB har kant og humor og tør skrive historier, som rykker ved debatten i Danmark.
Må man kalder det, du laver, for 'sladderjournalistik'? Ja, selvfølgelig. Det er jo det, det er. Jeg prøver ikke at bilde mig selv eller andre ind, at jeg laver andet end netop sladder. Det er bare pudsigt, at det er så odiøst at tale om sladder. For vi sladrer alle sammen om hinanden. Men når det bliver et journalistisk håndværk, er det pludselig noget forfærdeligt noget.
Hvad mener du med, at sladderjournalistisk er 'mental-hygiejne'? Du har googlet mig og fundet et gammelt interview, hvor jeg er blevet citeret for noget, jeg ikke har sagt. Men synspunktet kan egentlig godt forsvares, for jeg tror, at et samfund har behov for, at der bliver sladret om andre. Hvis du er blevet skilt og ser i ugebladene, at koryfæerne også bliver skilt, føler du måske, at du ikke er alene.
Du har kaldt sladderjournalistik for 'glad og ufarlig'? Man glemmer, at langt den meste navnejournalistik laves i fred og fordragelighed med de kendte. Vi formidler glade nyheder om, at de skal giftes og have børn og har købt hus. Det er jo rimelig ufarligt. Selvfølgelig skriver vi også om skilsmissen, og der mener de kendte så, at pressens interesse burde stoppe. Men erhvervsjournalister stopper jo heller ikke med at skrive om et firma, hvis det går dårligt for dem.
Hvad skal man kunne som navnejournalist? Man skal kunne se nyhederne i det nære, og så skal man kunne få det ud af de kendte. Få de kendte til at fortælle nogle intime detaljer fra deres liv. Som en fotograf har udtrykt det: Man skal kunne sparke en hest i røven, uden at den vrinsker.
Hvilken historie ville du rigtig gerne have fat i? Historien om, at prinsesse Alexandra har sagt ja til Martin Jørgensens frieri.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.