search

»Man må skelne mellem ­oplevet frihed og faktisk frihed«

Faldende medlemstal skaber politisk ønske om fælles kommunikationsstrategi. Derfor ­strammer fagforeninger kursen over for fagbladene, siger ekspert, der efterlyser lovgivning

»Hvis man gerne vil have uafhængig journalistik på fagbladene, så går det den gale vej. Journalister er opdraget til at være i de store almene medier, hvor man repræsenterer læserne. Den arbejdsform overfører man til fagbladene, og så går det galt. Organisationsledelsen vil ikke have, at bladet fungerer som et indirekte kritiksystem, som bringer historier, der sætter ledelsen og dens politik i forlegenhed.«

Sådan sammenfatter lektor Michael Bruun Andersen – Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologi ved Roskilde Universitet – den redaktionelle virkelighed, mange fagbladsjournalister arbejder i.

Michael Bruun Andersen, medieforsker, RUC. Privatfoto

Han mener – som andre iagttagere – at fagblade i stigende grad integreres i organisationens kommunikationsstrategi. Og grunden til stigningen er ifølge Michael Bruun Andersen, at fagforeningerne de senere år har mistet medlemmer. Derfor strammer organisationerne op.

»Hvis man kommunikerer mere sammenhængende, så der ikke går forskellige budskaber ud fra forskellige dele af organisationen, så fremstår den med et mere sikkert image. Det tilsiger jo, at man skal have en fælles kommunikationsstrategi, hvor bladet ikke stritter ud. Man kan ikke have oprørere på bagsmækken,« forklarer Michael Bruun Andersen og fortsætter:

»En fri journalistik vil ofte tage fat på kilder, som er uenige med strategien eller utilfredse med organisationen. Man laver historier efter de traditionelle konfliktprincipper, som ikke passer ledelsen og gør det vanskeligere for ledelsen at køre en kommunikationsstrategi i forhold til medlemmer og den store offentlighed.«

Han forklarer, at blandt andet uklarhed om fagbladets egentlige formål er skyld i, at fagbladene ligger meget forskelligt, når det kommer til den redaktionelle frihed. 

»Skriver de til offentligheden, eller skriver de til medlemmerne? Skriver de for sandheden eller for ledelsens kommunikation af et politisk projekt? Det er den generelle problematik for fagbladene, og den kan være løst på forskellige måder på forskellige blade,« siger Michael Bruun Andersen.

I den ene ende af skalaen har fagbladene frihedsbrev, og i den anden ende ligger de fagblade, hvor redaktøren er underlagt kommunikationsafdelingen. Midt imellem er der blade, hvor der i årevis har været tovtrækning om, hvilken rolle bladet skal have.

»Journalisterne er ofte dem, der kommer i klemme, hvis de ikke kan skelne mellem at være på et dagblad og et fagblad. Det journalistiske synspunkt er, at vi skal have svesken på disken. Vi skal ikke køre en kommunikationsstrategi, som lukker nogen ned og holder noget væk. Det er modsætninger, der mødes.«

Michael Bruun Andersen ser også en tendens til, at journalister på fagblade selv mener, at de har en større frihed, end det egentlig er tilfældet, hvis man ser på deres publikationer.

»Man må skelne mellem oplevet frihed og faktisk frihed. Skæringspunktet mellem de formelle rammer og den daglige praksis kan opleves forskelligt alt efter gemyt eller vane. De fleste mennesker internaliserer de strukturer og begrænsninger, de arbejder under, og derfor ser eller oplever de dem ikke som begrænsninger. På fagbladene har man nogle steder et opdrag, som ligner kommunikation, mere end det ligner klassisk journalistik,« forklarer Michael Bruun Andersen.

Norge har vedtaget ved lov, at en redaktør, som er underlagt de presseetiske regler, skal have redaktionel uafhængighed. Michael Bruun Andersen mener, at vi i Danmark burde indføre samme regler for at beskytte demokratiet.

»Jeg synes bestemt, at man burde lave samme regler i Danmark som i Norge. Det er et centralt princip, hvis vi skal have en offentlighed, for ellers får vi jo diktatoriske tilstande, hvor det, der bliver offentliggjort, bliver styret ud fra politiske principper. Redaktionel frihed styrker den demokratiske debat og redaktørens rolle i forhold til ejerne,« siger Michael Bruun Andersen.

»Jeg tror ikke, det er realistisk, at de samme regler bliver vedtaget ved lov i Danmark, for mediebranchen herhjemme har et helt andet syn på det. Så snart politikerne rumler med ændringer af de presseetiske regler, så himler de op. Danmark er efter min vurdering på det her område et særtilfælde, fordi mediebranchen ikke er interesseret i at få formaliseret reglerne i lovform, selv om det vil styrke den redaktionelle frihed.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen