Stor analyse bekræfter, at betalingsaviserne går en dyster fremtid i møde. TV, Internet og gratisaviser dækker de fleste danskeres primære nyhedsbehov. Halvdelen af de unge avisabonnenter overvejer at opsige deres betalingsavis
Der er grund til bekymring blandt cheferne på de store dagblade. Ifølge en ny undersøgelse opfatter danskerne ganske vist dagbladene som meget troværdige – men også som undværlige.
Næsten halvdelen af de unge mellem 19 og 30 år er enten sikre på, at de snart vinker farvel til en betalingsavis, eller overvejer at gøre det. Ni ud af ti yngre danskere opfatter ikke dagbladene som den vigtigste nyhedskilde.
Man kan nemlig være lige så velorienteret uden en betalingsavis.
Undersøgelsen blandt 2.500 repræsentativt udvalgte danskere er lavet af Analyse Danmark for Limited Edition, et erhvervsmagasin udgivet af tidligere medarbejdere fra Penge og Privatøkonomi.
I undersøgelsen ligger Radioavisen, Deadline, de to landsdækkende tv-aviser og dagblade som Børsen, Information og Politiken i top, når det gælder troværdighed. Mens B.T. og Ekstra Bladet ligger nederst på troværdighedsbarometeret sammen med gratisaviserne Urban, 24Timer, metroXpress og Nyhedsavisen.
Men spørger man de unge, svarer de alligevel, at tv, net og gratisaviser kan dække deres nyhedsbehov.
Faktisk mener fire ud af fem danskere – uanset alder – at man godt kan være velorienteret uden en betalingsavis. Og hvis danskerne kun havde adgang til én nyhedskilde, skulle det være radio eller tv.
Mindre end hver tiende i aldersgruppen 19-30 år peger på morgenaviserne som et must have.
De unge opfatter heller ikke lokal- og regionalaviser som deres primære nyhedskilde. Når danskere mellem 19 og 30 år abonnerer på et dagblad, er der langt sjældnere end for ældre danskere tale om en lokal- eller regionalavis. Mens 8,7 procent af de 60-70 årige ville kunne leve med lokal- eller regionalavisen som eneste nyhedskilde, gælder det blot for 1,2 procent af de unge.
Til gengæld er der håb for nicheaviserne. Næsten 30 procent af de unge avisabonnenter læser en nicheavis som Børsen eller Information. Det er langt højere end nogen anden aldersgruppe – og eksempelvis mere end tre gange så mange som blandt de 60-70 årige.
Hvor høj troværdighed har følgende nyhedsmedier efter din mening?
(5 = Meget høj troværdighed, 1 = Meget lav troværdighed)
Orientering/Radioavisen på P1 og P4: 4,19
Deadline på DR2: 4,18
TV-Avisen på DR1: 4,16
Børsen: 4,10
Information: 3,95
TV2 Nyhederne: 3,94
Politiken: 3,90
P3 Nyhederne: 3,85
Berlingske Tidende: 3,84
Jyllands-Posten: 3,74
TV2 News: 3,72
Kristeligt Dagblad: 3,63
JydskeVestkysten: 3,62
Fyens Stiftstidende: 3,56
Aarhus Stiftstidende: 3,53
Nordjyske: 3,47
Dagbladet: 3,32
Nyhedsavisen: 3,22
MetroXpress: 3,10
24 timer: 3,08
Urban: 3,05
B.T.: 2,46
Ekstra Bladet: 2,18
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.