Navn: Anders Breinholt, 31 år.
Nyt job: 16/8 fra vært/programmedarbejder på P3 til redaktør på Boogie tv/net, radio og tekst-tv på DR.
Uddannelse: Falckredder 1996. Før, sideløbende med og efter Falck: Selvlært radiojournalist.
Jobforløb: 1989 – begyndte på Radio Roskilde som programmedarbejder, 16 år gammel. 1992 – vært og programmedarbejder på Voice i København. 1994 – Falckredder-elev. 1998 – orlov fra Falck, hvortil han aldrig vendte tilbage, i stedet var han som vært og programmedarbejder med til opbygningen af Voice i Odense . 1999 – radiopromotor ved Sony Music Denmark. 2001 – headhuntet til stillingen som vært for DR til radioprogrammet Katapult, senere vært på »Poulsen, Breinholt & Søn«. 2004 – headhuntet til redaktør-stilling ved Boogie i DR.
Hvorfor tog du jobbet? »Poulsen, Breinholt & Søn« på P3 var en succes. Vi havde gode lyttertal, og alle var glade for programmet. Alligevel gik jeg kold, det var for rutinepræget, synes jeg. Det sagde jeg til mine medværter Henrik Povlsen og Kanonkongen, Jesper Holm. Det rygtedes i DR, og så blev jeg ringet op af afdelingschef Peter Engel i DR-Ung og fik tilbudt Boogie-jobbet. Først var jeg betænkelig, fordi jeg aldrig har lavet tv. Men jeg fik svaret: »Der er andre, som er eksperter i tv.« Så jeg sprang til, fordi jeg kunne se, at her var muligheden for virkelig at blive udfordret og lære en masse nyt.
Hvad består redaktørjobbet i? Jeg skal have overblikket over Boogie på tv, radio, net og tekst-tv. Jeg skal være redaktionel leder for cirka 12 journalister, hvor jeg har sidste ord, hvad angår indholdet, og så følger det redaktionelle ansvar med. Man kan sige, jeg er chef for indholdet. Heldigvis har jeg ikke ansvaret for at hyre og fyre, lave ferieplaner eller planlægge økonomi.
Hvordan vil du lede redaktionen? De idéer, jeg har, skal gerne gå godt i spænd med resten af redaktionen. Jeg er ikke typen, der siger »gør dit og gør dat«, det er mere et fællesskab. Jeg har fået et tilbudt en lederuddannelse, som jeg har sagt ja til. Der er da nogle værktøjer, som jeg mangler, for jeg har ikke været chef før.
Hvordan er det at få al det ansvar? Det har jeg ikke tænkt så meget over. Man kan hurtigt tænke hjernen ned i røven og gå og blive nervøs over, om man nu er god nok. Det vil jeg ikke. Mine chefer må fortælle mig, hvis jeg ikke er god nok.
Hvordan var de første 14 dage på jobbet? Da jeg kom hjem efter den første uge, var jeg virkelig mentalt træt, men på en positiv måde. Jeg lærte en masse nye ting, og det var fantastisk. Der var også et helt nyt miljø og nye mennesker at forholde sig til. Mange nye arbejdsgange, som jeg skulle lære: Hvornår ting skal være færdige, hvornår skal de klippes og tekstes og 1.000 andre ting. I går (den 30. august, red.) skulle vi sende første gang, så jeg var ved at eksplodere af spænding: Holdt indslagene, holdt de to nye tv-værter, kunne det hænge sammen? Men det gik godt.
Hvad håber du på at få ud af jobbet? Personligt håber jeg at lære noget nyt, og så elsker jeg at arbejde med musik, hvilket jo er det, Boogie drejer sig om.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.