Jeg havde egentlig en ret klar forestilling om, at jeg skulle arbejde med udviklingsbistand. Jeg læste internationale udviklingsstudier på universitetet, arbejdede i Folkekirkens Nødhjælp som studentermedarbejder og troede egentlig, at jeg skulle ud og redde verden. Men så begyndte det socialpolitiske og kønspolitiske at overskygge, og så blev det den vej, min karriere gik.
Jeg arbejder som kommunikationsrådgiver i LivaRehab, som er et behandlingscenter for kvinder, mænd og transpersoner med prostitutionsskader. Derudover er vi også et videnscenter om prostitutionsskader, så en del af mit arbejde består i at dokumentere og lave statistik over, hvem det er, der kommer her, og hvad de har oplevet i deres liv. Vi formidler viden til fagfolk, medier og myndigheder omkring prostitution og skadevirkninger. Derudover laver jeg pressemeddelelser på, hvad der foregår på centret, jeg laver opsøgende pressearbejde og pitcher historier til medier. Hvis nogle af vores ansatte eller vores brugere skal i medierne, så forbereder jeg dem inden. Vi er et lille center med 15 ansatte, og derfor ender man også tit med at få lidt af en blækspruttefunktion.
Det er på mange måder et hårdt arbejde, fordi jeg hver dag møder mennesker på bunden af samfundet, som virkelig er hårdt ramt. Mange af dem, der kommer her, er bekymrede for, om de bliver ramt af kontanthjælpsloftet. Vi har for eksempel en kvinde, som er mor til tre og nok bliver ramt. Hun føler sig nødsaget til at gå ind i prostitution igen, selv om hun har brugt de sidste to år på at komme ud af det, og det er hårdt at være vidne til. På samme tid er det også et job, der giver helt enormt meget. Jeg ser mennesker, der blomstrer op, og jeg får mulighed for at fortælle deres historie. Egentlig var det jo derfor, jeg læste journalistik i første omgang, fordi jeg gerne ville fortælle historier. Her gør jeg det gennem pressemeddelelser og ved at gøre medierne opmærksomme på, når vi har en god historie. Det her er også et arbejde, hvor man kan se konkrete resultater. Jeg ser mennesker, der kommer herinde, som er meget påvirkede af et liv med vold, incest og prostitution, og de blomstrer op.
En af de største sejre i de to år, jeg har været her, var, da vi fik bevilliget penge til LivaCreation, en socioøkonomisk virksomhed i forlængelse af centeret. Jeg var med til at fundraise de penge, og jeg kan se, hvor meget det værksted betyder. Vi fik penge nok til at ansætte en rigtig designer, hvilket gør, at det føles mere professionelt for dem, der benytter det. Det fungerer som en arbejdsplads for nogle mennesker, der aldrig har været på en arbejdsplads. De laver sofapuder og forskellige ting til indretning, og det er planen, at det inden længe skal kunne købes i designforretninger i København. Det er sejt, hvis du hele livet har fået at vide, at du ikke kan andet end at sælge sex, og så du pludselig ser dit værk til salg i en lækker butik.
Når man arbejder med socialpolitik, er man ofte finansieret af diverse puljer, så vores ansættelser er sjældent særlig sikre. Vi ved simpelthen ikke, hvor mange penge der kommer ind til næste år. Selvfølgelig savner jeg at have mere sikkerhed i min ansættelse, men altså, man går ikke ind i socialt arbejde på grund af lønnen eller jobsikkerheden. Det giver nogle andre ting.
Jeg tror, at når man arbejder med kommunikation inden for socialpolitik og kønspolitik, så vil alt det andet altid fylde meget. Og måske også lige så meget som kommunikationsdelen. Det er virkelig et arbejde, der giver en stor personlig tilfredsstillelse. Jeg ved godt, det er en fuldstændig udtærsket kliché, men det giver mening for mig. Jeg føler, at mit arbejde har betydning for nogle mennesker, der ikke har ret mange steder at gå hen.
Jeg føler, at jeg i mit arbejde i Liva kan bidrage med et andet perspektiv til hele prostitutionsdebatten. Det handler ofte om kunderne. Hvem er de, hvorfor gør de det, skal det være forbudt? Alt sådan noget. Vi snakker ikke nær så meget om dem, der lever i det. Det synes jeg er enormt vigtigt, også journalistisk, og det perspektiv synes jeg, debatten mangler. Det er jeg glad for at kunne arbejde med.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Jesper og Christian
Tak for gode argumenter, som jeg lytter til.
Jeg anerkender, at oplysningen for nogen kan være vedkommende, men jeg vurderer ikke at den tilføjer artiklen noget altafgørende.
Hvis I var redaktør, havde I tilføjet det - fair nok. Jeg gør det ikke.
Tak for sober "slagveksling"
Mvh
Øyvind, at man er så engageret i sit (professionelle) felt, at man går ind i politik, er naturligvis relevant, når man skal lave et portræt af en person. Særligt når portrættet nu handler så meget om den personlige motivation. Fair nok at det kan smutte i en artikel, men ærgerligt at du som redaktør slet ikke kan se, at det burde være med. Vil du omvendt begrunde, hvorfor det er (mere) relevant at hun bor på Vesterbro og har en datter på halvandet år?
Hey Øjvind,
det er da underligt at afvise spørgsmålene som "irrelevante".
Artiklens præmis er at "man" skal se stort på løn samt jobsikkerhed og nærmest se selve arbejdet som "løn i sig selv" i forbindelse med socialarbejde.
Fagpersoner der arbejder med socialarbejde forventer vel den samme sikkerhed som alle mulige andre brancher.
Når så den portrætterede faktisk også er politisk aktiv i Enhedslisten synes der jo de facto at være tale om en "politisk manifestation" og ikke en maksime "man" i øvrigt vil tilslutte sig.
"Når man arbejder med socialpolitik, er man ofte finansieret af diverse puljer, så vores ansættelser er sjældent særlig sikre. Vi ved simpelthen ikke, hvor mange penge der kommer ind til næste år."
Her er der jo en klar incitamentsstruktur til at gå mere op i at finansiere sit fortsatte virke hvilket totalt forbigås på trods af hun er politisk aktiv og tilmed medlem af omsorgsudvalget.
Det er da, om noget, relevant at portrættet forholder sig til?!
Kære Jesper
Tak for replik.
Du stiller to spørgsmål. Det ene kan jeg i udgangspunktet ikke svare på:
Jeg ved ikke om kilden sidder i borgerrepræsentationen. Jeg kunne sagtens undersøge det, men finder det ikke relevant - hvilket leder videre til næste spørgsmål.
Det andet spørgsmål lyder, om det ikke er relevant at nævne, ifald hun gør. Nej, det synes jeg ikke. Vi interviewer hende som fagperson, og jeg synes ikke hun siger noget, hvor oplysningen om et eventuelt partitilhørsforhold ville påvirke min læsning.
Mvh
Sidder hun ikke også i Kbhs borgerrepræsentation for Enhedslisten? Og i så fald: Havde det ikke været relevant at nævne i en portrætartikel, hvor man går tæt på personens værdier og syn på verden?
Flere