Pludselig begyndte danske medier at skrive "… skriver Fredericia Avisen".
Det lille enmandsdrevne medie kom i vælten, da avisen afslørede, at Liberal Alliances spidskandidat i Fredericia Kent Hedemann Kristensen på Facebook havde pralet med at køre 243 kilometer i timen i sin Mercedes.
Artiklen kørte i Fredericia Avisen torsdag.
Samme aften valgte kandidaten at trække sig.
Til Journalisten siger den tidligere spidskandidat Kent Hedemann Kristensen, at sagen er træls, men at han selv synes, at det var idiotisk af ham at have det billede på sin Facebook-side.
Enmandshæren bag Fredericia Avisen hedder Palle Hansen. Han har drevet sit medie i syv år.
Det er ikke hver dag, at en artikel i en avis rent faktisk fælder en politiker.
»Nej, og så en lille avis!« siger Palle Hansen.
Præcis! Det gør det jo kun endnu bedre. Hvordan kom du under vejrs med sagen?
»Vi bruger meget de sociale medier. Jeg så, at han havde uploadet billedet. Jeg var på vej til møde, så jeg tog bare nogle hurtige snaps med min iPhone af det, han havde uploadet. Jeg skulle til møde med to politikere. Nu vil jeg ikke nævne navne, men så til sidst i mødet sagde jeg "han er faktisk lidt tosset, ham Kent. For han har uploadet et billede, hvor han praler med, at han har kørt 243 km i timen – og har taget billedet med sin mobiltelefon!" Det var de enige i, det var ikke særlig smart. Men da jeg kom hjem, så var det hele slettet. Alt var slettet på hans Facebook. Det undrer mig, hvorfor det lige pludselig var slettet. Det kunne jo være, at en af de to politikere havde tippet ham om, at jeg vidste det.«
»Men jeg gemte mine billeder, og så blev det kommunalvalg nu, og jeg tænkte, at nu sætter vi fokus på politikerne her i Fredericia til kommunalvalget, og så er det en god historie at skrive.«
Billedet af speedometeret, som Liberal Alliances spidskandidat Kent Hedemann Kristensen lagde på Facebook. (Foto: Palle Hansen)
»Han kan ikke selv redegøre for det. Han sagde bare, at han havde været i Tyskland. Men vi kan se på hans opdateringer, at han var i Fredericia om formiddagen og i Varde til vælgermøde om eftermiddagen og i Fredericia om aftenen. Og så skal han have været i Tyskland i den periode. Men det kan jeg jo ikke bevise, det er helt umuligt. Når han kører så stærkt, som han gør, så kan han jo hurtigt komme til Tyskland!«
Hvad tænker du om, at Kent Hedemann Kristensen trækker sig?
»Det er hans egen personlige beslutning. Det har ikke noget med mig at gøre. Jeg skriver historien. Det er ikke, for at han skal trække sig. Man kan diskutere trafiksikkerhed med ham.«
»Jeg synes ikke, det var nødvendigt. Han kunne jo bare sige, at han havde dummet sig. Vi har jo ikke skrevet artiklen, for at han skulle trække sig. Vi har haft rigeligt her i Fredericia med Thomas Banke-sagen.«
Hvor mange medier har samlet din historie op?
»Jeg har talt med BT og Ekstra Bladet. Så er der andre, der skriver om det uden kildeangivelse. Sådan er det jo.«
»Jeg talte med politiets færdselsafdeling i Vejle, og de sagde, at det er ikke er nok, at du uploader et billede. Der skal mange flere beviser til, for at du kan dømmes.«
»Så historien er mere moralen: Hvis man er en vild gut, der har lyst til at køre stærkt, så er det enormt dumt at tage et billede af det og lægge det på Facebook. Når du tager et billede med en iPhone, så bruger du jo begge hænder. Selvfølgelig kan han støtte på sine hænder, men han kører 243 kilometer i timen. Han kan jo køre ind i andre. At han slår sig selv ihjel, det er, hvad det er. Men han kan tage andre med i købet.«
Hvor mange er I på Fredericia Avisen?
»Vi er faktisk kun mig og så en, der hjælper til en gang imellem. Jeg står som ansvarlig redaktør.«
I er kun på nettet?
»Ja, vi er kun på nettet. Avisen har eksisteret i syv år. Vi har altid kun været på nettet.«
Hvor mange læsere har I?
»Vi har jo temmelig mange. Men i går slog det nok rekord. Der fik vi ca. 8.500 ekstra besøg. Det er rigtig meget. Men vi har temmelig mange besøg. Vi har mange fans på Facebook. Det er det der med, at man holder med den lille fremfor den store. Dagbladet skrev jo ikke historien. Overhovedet. De er for kostbare til at citere sådan en lille, skaldet avis.«
»Men jeg har jo selv pressekort. Dengang jeg startede op, tænkte jeg: "Hvorfor læser man Fredericia Dagblad?" Jeg fandt ud af, at det var mest for døgnrapporten og hvad sker der i byen. Brandvæsenet osv. Det var ikke meningen, at jeg selv skulle styre avisen. Det var meningen, at den skulle give penge, så jeg kunne få nogle ansat til at styre den.«
»Men sådan går det jo desværre ikke med aviser. De giver ingen penge. Det har faktisk givet underskud alle år.«
Alle år?
»Alle år!«
Men du bliver ved?
»Ja. Jeg er jo jyde. Man giver ikke op. Hvorfor skulle man? Så har man jo spildt det hele. Det har kostet mange penge at designe siden, alle de billeder, man har taget, det ville være spildt. Men det kræver motivation at vide, at du ikke tjener penge på det. Men det skal nok lykkes en dag.«
»Havde vi nu brugt en masse penge og startet en avis, jamen så havde vi nok fået tilskud med det samme. Men fordi det er et netmedie, så får du ikke en krone. Jeg ved godt, at vi ikke har de samme udgifter, men at du slet ikke får noget … altså, jeg konkurrerer med Fredericia Dagblad, og de får nok et par millioner om året i tilskud. Det er lidt svært. Jeg kan ikke sponsere lokalidrætten i Fredericia. For der er ingen penge. Så skal jeg tage dem af min egen lomme og proppe dem op.«
»Men det er rart, efter at have drevet det i så mange år – jeg ved godt, at det er ikke breaking news – men jeg har fundet vejen frem, og det er at tage et godt emne en gang om ugen eller hver 14 dag og så bruge dem – i stedet for bare at køre de der random søde historier fra kommunen og hundredeårs fødseldage på plejehjemmet, som folk ikke gider læse overhovedet. Altså. Så tænkte jeg, det er nok bedre at opsnuse historier og lave ordentlige artikler om det. Vi havde for et par dage siden en historie om en nazist, der er blevet sigtet for vold og voldtægt. Det var der, jeg fandt ud af, at det giver meget mere pondus, hvis du er lidt hård i det. Tager et emne op og kører løs på det.«
Altså laver decideret undersøgende og kritisk journalistik?
»Ja, men altså tager den tid, det nu skal tage. Vi har andre firmaer ved siden af, så det er svært, men det er bedre at gøre dét – og så køre en artikel om ugen eller hver 14 dag, hvor du har boret i noget. Ligesom sagen med Kent. Der er han virkelig klemt op i et hjørne.«
»Man famler jo i blinde, når man ikke tjener penge. Der er døgnrapporten hver dag og alt det, der kommer fra kommunen. Jeg kan godt se, at det giver trafik, men det giver ikke nok trafik eller nok debat, og det giver ikke nok indtjening. Men da jeg begyndte med den nazist, der var blevet sigtet for vold og voldtægt, der kunne jeg se, at der var en voldsom debat med bl.a. folk, der kendte ham. Det var faktisk der, at jeg tænkte, det her må være vejen frem. At lave en kritisk, dybdeborende artikel en gang imellem.«
»Selvfølgelig giver det sure miner, det giver øretæver, fordi folk synes, man er idiot, men det må man bare tage med.«
Hvis ikke det gør det, så er det også for kedeligt.
»Ja, det er det jo. Men jeg vil sige i går, da han trak sig – man blev jo glad, fordi man havde lavet et scoop. Det er jo et scoop, at en lillebitte enmands avis kan få en mand til at trække sig. Men pondussen er jo også, at Ekstra Bladet og BT hjælper med at skubbe. Derfor, når vi skriver sådan en artikel, så smider vi den lige rundt en gang for at høre, om de kunne finde på at tage den op. Jeg ved jo godt, at så giver det mere slagkraft.«
»At drive en lokal avis er jo helt anderledes end at være ved Ekstra Bladet. Tag fx politiet. Det er meget, meget svært at skrive kritisk om politiet, for du skal tale med dem hver dag. Du skal hele tiden være gode venner med dem, men du skal heller ikke fortie det, hvis de har lavet noget.«
»Men det er også en fordel at være et lokalt medie, for de ved, hvem du er – og de stoler på dig. Når det er lokalpressen, får man helt andre informationer.«
»Jeg har jo været ved at give op somme tider. Det er svært, når man ikke tjener penge. Men det er jo gamet. Jeg håber, at det bliver rentabelt engang. At det kan rende rundt. Der er jo ingen, der siger, at man skal blive millionær af det, men det ville da være dejligt, hvis man kunne ansætte en journalist, der ville kunne lave de dybtgående undersøgelser.«
»Vi får jo masser af tip ind. Af folk, der har fået fjernet deres børn og alt muligt. Men jeg bliver nødt til at sige til dem, at jeg har simpelthen ikke tid. Det tager også lang tid at bede om aktindsigt. Men det er lidt irriterende, for der er faktisk mange gode historier i det.«
»Det tror jeg er det, folk gider læse.«
»Scoopet – det var jo i går. Jeg har fået meget ros! Det er helt uvant. Lige da han trak sig, der tænkte jeg, der er jo også et menneske bag, "det var ikke nødvendigt. Det var ikke meningen." Jeg havde ikke skrevet, for at han skulle trække sig.«
»Erhvervslivet i Fredericia, det er jo indavl. De støtter ikke min avis. Der er kun ganske få virksomheder i Fredericia, der sender pressemeddelelser. De ved godt, hvem jeg er. Men de gider ikke. De er vant til at bruge Dagbladet. Det forstår jeg ikke. De kan få deres budskab ud. Det koster ikke noget. Jeg siger ikke, at de skal købe noget. Jeg siger bare, de skal komme med nogen nyheder, det kan være åbent hus, det kan være hvad som helst, men det gider de ikke.«
»Så skal de jo heller ikke træde ved siden af. I hvert fald ikke, når det er sådan en som mig, der sidder ved tastaturet. For jeg lægger jo mærke til, hvad de gør. Så må man holde stien ren. Det må han også, når han kører 243 km i timen og stiller op til byrådet. Det går ikke, at vi har sådan en fartgal politiker. Men det er lidt mærkeligt at være skyld i, at han trækker sig.«
Kent Hedemann Kristensen udsendte pressemeddelelsen om, at han trækker sig fra kommunalvalget, efter at artiklen om fartbilledet havde ligget i top som mest læste hele dagen på BT, fortæller han.
Kan du fortælle mig, hvorfor du trækker dig?
»Jeg har været med i Liberal Alliance helt fra starten af. Mange af dem er mine personlige venner. De bliver skadet af denne her handling, som jeg har foretaget. Det har jeg det faktisk ret dårligt med,« siger Kent Hedemann Kristensen til Journalisten.
»Hvis man er en ordentlig holdspiller, så må man trække sig. Det er træls, men sådan er det.«
Hvad tænker du om den mediedækning, der har været?
»Det er jo et vilkår. Hvis man vil stille op i politik og gå efter en tillidspost, så er det et vilkår, at sådan et billede vil blive hevet frem på et eller andet tidspunkt. Det synes jeg er træls. Hvis man ser overordnet på det, så bliver det mere og mere topstyret i alle partier, det bliver mere og mere styret af spin og signaler, og det forplanter sig længere ud. Nu er det nået til lillebitte Fredericia Kommune.«
Sagde du lige, at du er blevet bedt om at trække dig?
»Nej, det sagde jeg ikke. Jeg sagde, at jeg måtte trække mig. Jeg har faktisk fået ret god støtte og rådgivning, også fra vores pressechef. Jeg fik ikke ros for det, jeg har gjort. Det vil jeg godt understrege. Men de har været søde til at støtte mig og give råd om, hvordan man håndterer det rent teknisk.«
»Historien lå som mest læste på BT i går. Jeg havde ikke noget valg, jeg må trække mig.«
Har du fået fair behandling af medierne?
»Man får den behandling, man får. Sådan er det. Jeg skal ikke pibe over det. Det er idiotisk, at jeg har haft sådan et billede liggende på min Facebook-profil. Medierne har lov at bringe det. Så det er ikke det.«
»Jeg synes principielt, at det kan skræmme folk væk fra at gå ind i politik. Der er ingen tvivl om, at det vil skræmme. Jeg kan stille mig op i den endeløse række af erhvervsfolk, der har stillet op i politik, og som er blevet pillet ned. Det vil betyde, at der kommer flere skolelærere, flere offentligt ansatte og flere kvinder i byrådene og færre erhvervsfolk, færre mænd og færre i den erhvervsaktive alder. Sådan er det bare.«
»Jeg skal ikke belære nogen journalister om noget som helst. Men de journalister, som sidder og skriver de overfladiske historier, jeg kan godt forstå, at de er under pres, de skal præstere en hel masse – men det bliver sådan noget øllebrødsagtigt selvsving. Jo mere man som journalist agerer på den måde, jo mere øllebrødspolitik og jo flere øllebrødsudmeldinger vil vi få. Den enkelte journalist kan jo ikke gøre for det, de er også under hårdt pres. Der er desværre ikke mange journalister, der kan få lov til at lave dybdeborende journalistik. Hvis der var nogen, der havde lavet dybdeborende journalistik og havde klippet mig for nogle politiske dumheder, så ville jeg have respekt for det. Men man kan spørge sig selv, hvad vej det bringer det her land, at det er sådan nogle ting som det her, der piller folk ned.«
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Bo Elkjær
Jeg synes din artikel godt kan bruge noget mere kritisk journalistik.
Ex. er Palle Hansen fra Fredericia Avisen på vej til møde i sin bil, da han sidder og læser på facebook og ta' snaps med sin iPhone ???
Det er ihvertfald en alternativ form for "nyhedsdækning" at skrive 11 måneder gamle "nyheder", og man kan kun gisne om motivet for den slags, men moralen er ihvertfald at hvad man siger og gør, bliver brugt mod en uanset hvornår det skete.
I tilfældet her, betyder det så bare at Fredericia har mistet en kandidat med fremdrift,
Det logiske spørgsmål at stille, er om vi virkeligt kun ønsker politikere der er totalt kønsløse, og kan bevise at de I hele deres liv kun har haft sex med gummi.
Ser man historisk på det, er det ihvertfald ikke den slags ledere der har bragt verden fremad, men det er måske også derfor vores land nu star I stampe.
Kent Hedemann Kristensen derimod, finder jo så ud af at livet uden for politik, giver flere penge og færre bekymringer og forsider, og bedre livskvalitet.
Enig med Gert Nielsen i, at det er meget spøjst at have sådan et billede liggende i 11 måneder uden at skrive historien - og det virker grimt kalkuleret, at man bringer historien lige op til kommunalvalget, hvilket jo helt tydeligt er fuldt bevidst.
Når det er sagt, er det dæleme også dumt 1) at køre så hurtigt på landevejene, 2) at tage et billede af det, 3) at lægge det på Facebook.
Åh, hvor havde det været rart, hvis billedet var aktuelt. Selv for en enmands-redaktion, skal det helst ikke tage 11 måneder at skrive historien om et kompromitterende billede, der har været på facebook et par timer.
Når det er sagt, så virker det ud fra spidskandidatens udtalelser som om, man mageligt kunne have klippet ham på politiske dumheder også.