Fordømmelse

Malta får hård kritik seks år efter mord på journalist

Overvældende flertal blandt medlemmerne af Europa-Parlamentet opfordrer til, at Europol bliver inddraget i efterforskning af mordet på Daphne Caruana Galizia

Europa-Parlamentet tager i en resolution kraftig afstand til den manglende fremdrift i retsopgøret efter drabet på den maltesiske journalist Caruana Galizia for seks år siden.

Det oplyser i Europa-Parlamentet i en pressemeddelelse.

”Siden Parlamentets resolution af 20. oktober 2022 i anledning af femårsdagen for mordet på Daphne Caruana Galizia, er der indtil videre kun faldet tre domme på lavt niveau, og bagmanden bag mordet er endnu ikke er dømt,” lyder det i resolutionen.

437 medlemmer stemte for resolutionen, 14 medlemmer stemte imod, mens 66 undlod at stemme.

Parlamentet opfordrer til øget hastighed i sagen.

”For at sikre, at retfærdigheden sker fyldest, gentager parlamentet sin opfordring til, at undersøgelsen af de centrale motiver bag mordet afsluttes, og at retssagerne bliver afsluttet uden yderligere forsinkelse.”

Og videre:

”Parlamentet gentager sin opfordring til fuld og kontinuerlig inddragelse af Europol i alle aspekter af mordundersøgelsen og alle relaterede undersøgelser.”

Rapport rettede kras kritik mod maltesisk regering

Journalisten Daphne Caruana Galizia blev dræbt af en bilbombe på Malta 16. oktober 2017. Hun havde gennem længere tid på sin blog afdækket korruption i både Maltas regering og blandt politikere i østaten.

I 2021 landede en rapport, der havde kulegravet drabet. Rapporten placerede ansvaret direkte hos den maltesiske stat.

Rapporten fandt dog ingen beviser på, at regeringen var direkte involveret i drabet, men det blev konkluderet, at regeringen havde skabt et “favorabelt klima” for de personer, der kunne være interesseret i at dræbe kritiske journalister som Daphne Caruana Galizia.

Det skete især gennem regeringens meget konfrontatoriske indstilling over for hendes afsløringer af Maltas rolle i Panama Papers-skandalen.

Fordømmer negativ holdning til journalister

Europa-Parlamentet kritiserer videre, at Malta har givet straffrihed til Joseph Muscat, hans stabschef og den tidligere turistminister, der også tidligere var energiminister.

Joseph Muscat trak sig fra posten som premierminister i 2020, efter efterforskningen af drabet på Daphne Caruana Galizia havde udviklet sig til en skandale, der truede med at bringe hans regering til fald. Først i august 2020 blev Joseph Muscat afhørt af politiet. I den anledning lød det fra Muscat, at politiet:

”(…) bekræftede over for mig, at jeg ikke er under efterforskning i forbindelse med sagen, som blev afsluttet, mens jeg var ved magten.”

Europa-Parlamentet fordømmer videre, at den nuværende maltesiske regering fortsat har ”negativ retorik” over for journalister, og at regeringen sætter ”hindringer for mediefrihed og pluralisme”.

0 Kommentarer